Om man bare var viis! Om man bare kunne lære at have et afklaret syn på alt, hvad der vedrører mennesket. Lære at lytte interesseret. Lære at eftertænke i den klare bevidsthed om, at hvad vi mennesker betragter som modsætningsfyldte, i virkeligheden er to sider af samme sag og derfor ét i en virkelighed, der er højere, end hvad vi dødelige evner at forestille os.
En astronaut, der hæver sig op over atmosfæren, bliver hver gang fyldt af ærefrygt og undren. Ikke så sært, i grunden,; for han er nær ved det uendelige – nær ved den overgang, der adskiller vort rumtidskontinuum fra evigheden. Og når han ser ned på den lille blå, smilende klode, der er hjemsted for denne race af individer i gryende forståelse, påkommer der ham hver gang en følelse af samhørighed, af fred. Alle de små forskelle, vi strides om til daglig, svinder ind til intet set i evighedens lys. Og han ser kloden og alt liv på den som en enhed.
Det er da heller ikke underligt, at ingen astronaut vender tilbage til Jorden uden som forvandlet. Han har set et glimt af énheden – den, hvori alt sandt eller usandt blot er aspekter, der ingen reel eksistens har i en højere virkelighed, men som er nødvendige for, at vi små mennesker hernede skal blive klogere.
Visdom – at vide besked med mange ting, at uddybe sin viden og formidle den videre til mennesker, der vil låne øre dertil. Kærligt og forstående at tænke og gøre ting for andre – var dette ikke noget at stræbe efter? For hvad vinder vi ved at samle på ting eller ved at dyrke vore fornøjelser? Vinder vi måske andet end en stakket stunds tilfredsstillelse af dagsbevidsthedens, egoets ønsker?
Visdom varer ved og har evig værdi. Selv om vi – efter hvad de fleste mennesker tænker og tror – kun skulle leve én gang, vil et viist menneske blive husket og dets tanker givet videre. Da har dette menneske nået sin fuldbyrdelse. Da har det formået at hjælpe menneskeheden et skridt videre forståelsen af en evig sandhed.