”Virkeligheden”

Hvad er ”virkeligheden”? Hvad er ”normalt”? Hvem er ”normal”? Efter hvilke normer?

Forholder det sig måske ikke sådan, at det, et flertal af mennesker er enige om, er ”virkeligt” eller ”normalt”?

Med et fint ord taler videnskaben om et koncept, et paradigma. Jeg vil hellere kalde det begrebshorisont.

Som andre ”objektive” ord er det defineret ved visse kriterier, visse fakto­rer eller elementer, og disse er igen menneskeskabte, knæsatte, vedtagne, hvorfor ringen er sluttet, og vi er tilbage præcis, hvor vi begyndte.

Skal vi beskrive noget, er vi nødt til at tage udgangs­punkt i os selv og søge med ord eller i skrift at forklare, hvad vore sanser har indgivet os af forestillinger. Heraf følger uundgåeligt, at intet er ”normalt”. At hvad der er normalt for det ene menneske, er unormalt for et andet – medmindre dette andet menneske godtager vor udlægning, vore tanker, vore ideer.

Verden opleves ikke nødvendigvis på samme måde af to mennesker. De indtryk, de modtager, kan variere afhængigt af de indtryk og de tanker, de modtager eller gør sig.

Når samfundet derfor fx udråber et menneske til at være normalt, må det være det fælles koncept, der stikker sit undertiden grimme hoved frem. Hvor­dan med at sætte et andet udtryk i stedet for ”normalt”, for eksempel ”tilpasset”? Et menneske, der er tilpasset samfundet, dets begreber, værdier og den ”kollektive mening”, anses normalt for at være ”normalt”.

Men hvad så med de mennesker, der tænker andre tanker end de vedtagne. Er de da ”unormale”?

Sjovt nok findes vore såkaldte genier netop blandt den sidste gruppe. De slog sig ikke til tåls med det vedtagne, men tænkte selvstændige, nye tanker – greb måske en inspiration i flugten, fordi de var årvågne, og arbejdede derefter med inspirationen, indtil den blev manifesteret fysisk.

Dette tyder på, at al inspiration beror på årvågenhed og nedtagning af forbi­flyvende inspirationer. Undertiden har flere forskere samtidig grebet den samme idé og arbejdet videre med den.

Noget så ulegemligt og ikke-fysisk som inspirationer må altså tilhøre et eller andet, tilsyneladende uudtømmeligt hav, som vi kan fiske i. Som hos enhver anden fisker kræves der stilhed, koncentration og tålmodighed under dette fiskeri.

Fiskenettet kunne da siges at være det åbne sind og tanken det redskab, der undersøger og bearbejder fangsten og skaber livet – eller ”virkeligheden”. Altså skabes virkeligheden af Sindet.

Tager vi den fulde konsekvens, må det være ensbetydende med at skrælle alle de ”indoktrinerede” og naivt godtagne tanker og ideer af vort sind og dernæst bygge sig selv op igen. Turde tænke selv – uanset hvad andre måtte tænke eller mene. Og er dette måske ikke ensbetydende med åndelig udvikling? – Eller er det unormalt og virkelighedsfjernt?