Velkomstkomiteen

Tidspunkt: 80.000 år før vor tidsregning. Sted: Kara-Kula, Asien.

”Himlen blev formørket af store fugle, der dalede ned til jorden. Ud af deres hårde bug sprang væsener skabt som mennesker. Vi ræddedes og gemte os dybt i bjergets huler. Siden spejdede vi forsigtigt, vovede os frem og fandt, at Dropaerne var fredelige og ikke ville os noget ondt. Af dem lærte vi megen nyttig viden."

Scenen skifter til Sydamerika, året er 1492. ”Over havet fløj mærkelige skibe med hvide sejl som udbredte vinger. I land steg et skægget folk med besynderlige våben. Vi gik dem venligt i møde og bød de hvide guder velkommen med smil og venlige lader. Om aftenen beværtede vi dem med den bedste mad og vin, som vi kunne fremtrylle. Men deres høv­ding, Christoforo Columbo, krævede vore gule pyntegenstande som tribut, og da opdagede vi deres hjerters sande natur.”

Juli 1969 – Over hele verden sad folk klistret op ad deres fjernsynsskærme og ventede spændt på, at vore astronauter skulle træde ud på måneoverfladen. Fra månemodulet spej­dede de to astronauter ud gennem vinduet og fik lidt af et chok. Thi på den anden side af krateret stod en velkomst­komité af mennesker som de selv opmarcheret foran tre landede objekter af ujordisk fabrikat. I over tre timer glødede forbindelsen mellem månemodulet og Houston.

Men den historiske begivenhed blev kun kendt af få. Sikken et gisp, det ellers ville have givet i Jordens befolkning, om de havde kunnet overvære mødet ”live”. Det ville ellers have været en enestående lejlighed til at konfrontere menne­skeheden med eksistensen af en anden civilisation og en glimrende optakt til fredelig snak og udveksling af informa­tioner af alle slags.

Situationen var ventet. I Houston havde man ad elek­tronisk vej indskudt en forsinkelse på 20 sekunder i billed­formidlingen fra Månen. Da ”nogen” ikke fandt det oppor­tunt, droppede man udsendelsen og sendte i stedet en film fra træningen på Island, kørt i et tempo, der skulle give ind­tryk af en lavere tyngdekraft. Men Neil Armstrong var på det tidspunkt hoppet ud uden tilladelse...

Velkomstkomiteen står stadig parat. Venter tålmodigt, til mennesket er rede. Langsomt ændres holdningerne til de jordiske landvindinger, og forståelsen af en verden ud over det fysiske og de fysiske frembringelser vinder stadig frem. Ganske stille, i det skjulte, bliver mennesket mæt af politiske slagord, meningsløse fraser, religiøs floromvundethed og mysterieskabende udsagn. Hvad er realiteten bag realiteterne? Tro forvandles til håb, til stigende vished, og i lyset af disse iagttagelser og antagelser bliver en ny verden, en ny begrebshorisont ganske langsomt synlig, tager form og vinker forjættende forude. Og dér , står vore venner parat, med armene udbredt i én stor velkomstkomité – denne gang ikke for at lykønske med teknologiske fremskridt, men med vore åndelige fremskridt.

”Velkommen tilbage i familien!”