Det var et stort øjeblik for ham. I et tidløst sekund havde han en vision om at mangfoldiggøre sig selv, dele sig ud i en uendelighed af livsformer. Det kriblede i ham efter at fimre rundt i et vandmiljø, se, høre, smage og opleve. Eller efter at bevæge sig omkring på en masse små ben, udforske omverdenen, møde andre afspejlinger af sit eget billede. Kommunikere med dem og – hvem véd – udforske dem udvendigt og indvendigt, opleve fryd og velbefindende, sorg og smerte. Og skabe andre af sin egen art.
Eller hvad med at bevæge sig uhindret op og ned i et mindre tæt element, slå saltomortaler, opsøge nye mademner, nye steder?
Jo, han var visionær. Og skabe og skabe sig om var ingen sag. Det var bare at få en idé, udsende den som tanke, og vips – blev den til realitet.
Selvfølgelig måtte han overveje alt dette nøje, og der måtte tages forholdsregler og udstikkes visse retningslinjer – ellers blev der bare kaos ud af det. Og han nærede intet ønske om at komme i strid med sig selv.
Det var jo bare en leg, forsikrede han sig selv om, og der kunne ikke ske noget ved det, al den stund intet af det havde nogen selvstændig realitet. For det var jo bare drømmespind alt sammen. Men hvor kunne det blive spændende at udforske sig selv, opdage nye grænser, overvinde disse og til stadighed skabe stadig mere indviklede mønstre.
Og han måtte passe på, at han ikke i den grad blev optaget af sin leg, at der gik kage i det, når de enkelte tankeformer måske glemte, at de var udgået fra ham og derfor fejlagtigt troede, at de bare kunne muntre sig på andres bekostning.
Han sukkede et øjeblik, men lyste straks efter op igen som tusinde sole. ”Jeg vil binde mit hjerte og min kærlighed ind i hver af mine manifestationer,” sagde han til sig selv; thi der var ingen andre, han kunne tale med. ”Nogle vil måske forglemme sig; men andre vil med erfaringens forståelse fastholde erkendelsen af mit inderste væsen og gøre tingene godt igen. Thi balance og harmoni må råde.”
”Og dog,” fortsatte han eftertænksomt, ”uden periodiske udsving til begge sider kan jeg ikke gøre erfaringer og lære mere om mig selv. Og sådan må det være: Alle mine enkeltdele må erfare, og jeg må da ordne det således, at jeg har fuldstændig indsigt i disse erfaringer. Altså må jeg opdele mit sind i enkeltdele. Hver del skal kun kende til sine egne erfaringer; men alle skal de rapportere til totaliteten af mit sind. Og da de alle er dele af mig, er de i realiteten – ikke den tilsyneladende – mig, hver enkelt af dem. Men det vil vare en evighed, før de fatter det.”
Og sådan blev det. Som tænkt, så gjort. I samme stund fødtes universerne.