Hvor tit møder du mennesker, der handler uegennyttigt? Nej vel!
Og dog kan du af og til falde over et menneske, der finder en egen glæde over at hjælpe andre. Det kan være en håndsrækning med at klippe en græsplæne, sætte et plankeværk op, give sig tid til at lytte til en fortvivlet person, der trænger til at få luft – til at få sine bekymringer lagt frem for et andet menneske – få det ud af sit system. Og se bare, mennesket bliver forløst og har det straks meget bedre.Der skal i grunde så lidt til for at hjælpe andre. Alene et smil og en vinken er et signal fra dig om, at du erkender og anerkender det andet menneske. Du stimulerer dets selvfølelse, og det er der desværre alt for mange, der har for lidt af.
Smil og latter har en helbredende virkning og er som regel smittende. – Nu er dine handlinger, selv om du måske ikke klar over det, udtryk for, at du anerkender Vorherre, der er usynligt til stede i alt – også i mennesket, vel nok hans ypperste frembringelse.
Det evige i dig, din iboende delmængde af Vorherres Bevidsthed, anerkender altså Vorherre i det andet menneske. Men eftersom alt er indeholdt i Ham, er hver eneste skabning, hver blomst, hver fugl og hver missekat et levende udtryk for Ham.
Jamen, hvorfor handler vi så på én måde over for mennesker og på en anden over for dyr, planter – naturen? Burde vi ikke omfatte al naturen med ærbødighed og respekt? Og hvad er det, vi får at se? Vi ser Hans iklædninger tumle sig i munter leg, hører det skabte prise Ham i fuglenes sang, kattens spinden, hundens hylen mod Månen og føler andægtigt på rosenbladets fløjlshud og indsnuser en guddommelig vellugt fra rosen – alt sammen en lovsang til den Ene, Årsagen bag det alt sammen.
Naturligvis finder der drab sted i naturen, men det er så sandelig i de færreste tilfælde, at de finder sted med anden motivation, end at dyret skal have noget at spise for at kunne opretholde livet. Mig bekendt er det kun katten og søndagsjægeren, der leger med byttet og dræber det for sjov eller sportens skyld – unødvendige drab, der intet har med behovet for overlevelse at gøre.
Men uegennytte findes så sandelig også hos dyrene. Tænk engang på deres omsorg for afkommet. Ungerne holdes varme, fodres, og der passes på dem. Ja, selv en krokodille graver de klækkede unger ud og bærer dem i munden ned til vandet.
Vi kan hos dyrene genkende mange af de positive, menneskelige træk – men ingen af de negative. Kun sindsforstyrrede dyr er grusomme mod deres artsfæller. – Men er nogle mennesker da sindsforstyrrede? Eller hvad?
Nu vil én og anden nok indvende, at dyrene handler pr. instinkt. Ikke desto mindre har vi med tiden fundet ud af eller selv oplevet, at dyr kan reagere på forholdsvis intelligent måde. Sagt med andre ord: De kan tænke. Måske ikke i samme grad som vi mennesker, men i hvert fald tilstrækkeligt til at lære. Lære gennem erfaringer. På den led adskiller de sig ikke fra mennesket.
Dyrene kan også vænne sig til mennesker. Nogle af dem kan ligefrem lære nye kunster – trække en slæde, føre en blind, opspore narko, samle og drive en flok får – bare for at nævne den skabning, vi mennesker kalder hund.
Hvad får så de væsener ud af denne ”uegennytte”? Jeg tror, at hvad enten det drejer sig om leg eller arbejde, så føler de en vis form for tilfredshed eller lykke. At de er bevidste om, at de har udført en mission, et vel udført stykke arbejde.
Mon det forholder sig anderledes med mennesker? Jeg tror det ikke. Hvem af os kender ikke til den følelse af tilfredshed, når man har udført et stykke arbejde så godt, de medfødte evner og optræningen tillader det. Kunne det mon tænkes, at Vorherre i os har lagt en drift, en trang (et instinkt?), der byder os at arbejde? Og at afslutningen af et dagværk belønnes med en indre ro og tilfredshed?
Men jeg vil uden videre antage, at de arbejder eller gerninger, vi udfører til gavn for andre uden at tænke på egen belønning eller gevinst, prioriteres højere af Vorherre, og at Han derfor forsyner vor ”karakterbog” med et ”13-tal” – eller som vi sagde, da jeg var barn, ug med kryds og slange.