At være ubekymret er – eller må være – en skøn tilstand. Men hvor ofte er vi det?

For hver dag møder vi situationer, der kan stille os på prøve. Pludseligt opdukkende personer, der i ord eller gerning griber forstyrrende ind i vor dagligdag, kan godt være noget af en belastning.

Hvordan kan vi så tackle sådan noget, der kan forstyrre vor indre ro? For den indre ro kan vi dårligt leve uden, hvis ikke vi ønsker at ende som nervøse vrag. Og hvilke forsvarsværker kan vi sætte op?

Uhyre mange mennesker kapsler sig ind i beton og cement, opretter en facade, stålsætter sig og opsætter alarmer og maskingeværtårne. Som projektører fejer øjnene hen over omgivelserne, mistroen lyser ud af dem, og ved det mindste tegn på mistænkelig adfærd ringer alarmklokkerne, og sindet sættes i alarmberedskab, klar til forsvar mod angreb på den personlige integritet.

Det kan alt sammen være godt nok for nogle; men er det ikke meget rarere at slå alarmklokkerne fra, låse porten op og begive sig ud i det pulserende liv? For det, vi alle trænger til, er fornyelse, afveksling, nye indtryk, møder med andre mennesker, udveksling af tanker. Og det kan kun gøres med et åbent sind.

Hvis du bare sidder hjemme i borgen, altid på vagt, og ruger over det, du personligt har i eje, kan du ikke nyde livet. For dit sind formørkes af forestillinger om, hvad verden kunne finde på at gøre ved dig. Du tyer måske til en bog, drikker et glas vin, lytter til noget musik eller boltrer dig alene i din svømmepøl. Men det er alt sammen forgæves. Du har muligvis alt, hvad du selv har brug for af materielle ting, døde ting; men alligevel vil alt dette i længden ikke tillade dig at nyde livet.

Det er så sandt, som det er sagt: At kommunikation – med naturen, med dyr, med mennesker – stimulerer dit sind og dermed øger dit velvære. Isolation, især påtvungen – enten af andre eller af dig selv – kan gøre dig vanvittig eller befordre livslede.

Så prøv – ét skridt ad gangen – at bevæge dig ud i verden. Lyt, se, brug alle dine sanser – og lad ikke de sædvanlige tankemønstre køre rundt i en uendelig sløjfe i din hjernes CD-drev. For da vil tankerne filtrere eller blokere for dine indtryk.

Slå enhver tanke ud af hovedet. Gå ud og se dig om. Opsug alle indtryk. Og husk, verden kredser ikke om dig. Godt nok er du centrum i dit eget univers; men det er alle andre også – enhver tænker normalt mest på sig selv, og skulle du komme ind i en andens synsfelt, skal du aldeles ikke tro, at vedkommende straks fokuserer på dig eller ænser dig.

Så bliv din paranoia kvit. Du betyder i reglen intet for andre, og skulle de tilfældigvis komme i tanker om dig og snakke om dig, kan det udmærket være i rosende vendinger.

Alt andet lige kan du være tindrende ligeglad med, hvad folk siger og mener om dig. For du bliver jo ikke automatisk forvandlet til et dumt svin, hvis en anden i et uoverlagt øjeblik fremsætter en sådan udtalelse.

Mød andre som den, du inderst inde er – et søgende menneske – et menneske, der søger efter kontakt, en smule lykke – et menneske, der hungrer efter kærlighed og selv tragter efter at besvare den.

Mød andre mennesker med et smil, en venlig bemærkning. Vis interesse og opmærksomhed. Du vil da ofte opleve, at de andre taknemligt vil komme dig i møde og måske vil åbne sig en kende. Og da er det, at to sjæle kan mødes og kærlighed opstå.

Et sådant fællesskab, hvad enten det er som venner eller som elskende, vil kunne åbne dit sind i den grad, at du virkelig kommer til at nyde naturen, solskinnet, regnvejret, dyrene, fuglene, farverne – det alt sammen.

Det kræver bare, at du samler mod til at nedbryde dine forsvarsværker. Det gør du ved at række hånden frem og sige: ”Jeg har brug for dig.” Og i takt med, at du åbner dig og kommer livet i møde, vil dit indre jeg styrkes og kunne modstå negative påvirkninger.