Der er en afgrund til forskel mellem tro og viden. Vi mener alle at vide besked med ret så meget; men hvor meget af vor viden er i grunden ikke baseret på tro? Hvis vi tilstrækkeligt længe læser eller hører om en opfattelse, som kommer fra medierne eller vore medmennesker, stuver vi måske til sidst denne opfattelse ned i vor hukommelse og kalder den viden.
Sand viden er objektiv og står for enhver prøvelse. Den kan betragtes fra ethvert tænkeligt synspunkt. Men at indkredse sand viden er et vanskeligt arbejde, og vore redskaber til dette arbejde er begrænset til vore sanser og logiske tænkning.
Vi kan betragte en genstand og bedømme udseende, form, materialer, farver samt undersøge dens egenskaber. Vi kan grave dybere og prøve at finde ud af, hvordan den er blevet til, hvad den består af, og hvortil den blev skabt. Vi kan hertil gøre brug af videnskabelige undersøgelsesmetoder og på baggrund heraf komme til en foreløbig konklusion. Men vi kan ikke se den bagvedliggende årsag. Vi kan ikke se livet i genstanden bag den ydre fremtoning, heller ikke dens eventuelle aura eller tanker.
Nogle mennesker har den gave at besidde såkaldte paranormale evner – evner, der ikke kan henføres til nogen fysisk virkelighed, sådan som vi opfatter den. Somme kan se aura, andre har visse telepatiske evner, og andre igen kan flytte ting med ”viljens” kraft. Og atter andre kan se ting og sager, som almindelige mennesker overhovedet ikke sanser. For disse ”psykiske” personer er virkeligheden andet og mere, end hvad vi andre dødelige sanser. Eksempler på sådanne mennesker er børnene i ”Fatima” tildragelsen, Uri Geller eller vor hjemlige Irma Høyrup (?). Dog må sidstnævnte sikkert henføres til parapsykologiens område, eftersom dette ”bevidste medium” var det eneste menneske, der ”så noget”, andre ikke kunne overvære.
Når vi herhjemme og internationalt fører UFO-sagen frem, gør vi det med hjælp af fysiske beviser, rapporter bevidnede af kompetente mennesker – ja tilmed to amerikanske præsidenter (Carter og Reagan) samt astronauter og videnskabsmænd – desuden af målinger, fotografier, film og videoer m.m. Ingen sekterisme, tak. Der er ikke brug for tro, men viden.
Men vi kan ane, at der findes flere dimensioner, end vi véd af – således har man i forbindelse med visse UFO-tildragelser mysterier som forsvundet tid, forlænget tid eller tidsrejser som en mulig genvej til tilbagelæggelse af uhyre afstande i rummet. Vi véd desuden, at de fl. tall. kan etablere et så kraftigt felt omkring sig, at de at se til får deres form forvrænget – eller lysstrålerne afbøjes så stærkt omkring disse fartøjer, at de i realiteten bliver usynlige.
Vi kan tro, at der findes bevidsthedsplaner, der er anderledes end det plan, vi befinder os på og kender til. Vi kan endvidere antage, at disse planer er lige så fysiske som vort eget. Men så længe vi ikke har afprøvet disse med vor egen krop, kan vi ikke vide det. Og derfor bør vi nok i vor himmelråbende selvretfærdighed og bedreviden undlade at grine dumt, når nogle mennesker oplever noget, som vi ikke forstår.
På samme måde med spørgsmålet om genfødsel – kaldet reinkarnation i Østen og genopstandelse i Vesten. Mange tror derpå; men kun de, der har en klar erindring om tidligere eksistenser, véd besked. Det er for billigt at spise andre af med en intetsigende bemærkning som ”Der er vist mere mellem himmel og jord …”. Selvfølgelig er bemærkningen rigtig. Vi har kun fattet en uendelig lille brøkdel af det hele – og især meningen med det hele. Dog, det er ingen undskyldning at fremføre en sådan kliché og så i øvrigt undlade at tænke mere over det.
Den, der ikke tænker, taler uden at tænke, handler uden at tænke – kan vi anklage med rette. Men hvis vi ikke tænker over vort liv, over konsekvenser, over meningen med livet, over hvad vi vil med vort liv – da er vi ilde farne. For da har vi opgivet at udvikle os videre; da henslæber vi resten af vor tilværelse som vanedyr, som robotter; da eksisterer vi nok en tid endnu; men vi lever ikke, og vi har da også opgivet ethvert håb om at samle os sand viden.