Alt imedens sidder passagererne i den næste vogn mageligt i deres flysæder og følger slagsmålet over intervisionen. De skutter sig velbehageligt i deres egen hygge, men småsludrer dog lidt om, hvad de kan stille op, uden at komme til nogen endelig konklusion på demokratisk basis. Dog rejser nogle få unge sig, stikker en vandpistol i lommen og slentrer ind i ufredens bolig; men de får et chok ved konfrontationen med livets realiteter, vender tilbage og belønnes for udvist mod med ”live” interviews og psykologhjælp. Den næste vogn er et helligt tempel, i hvert fald at dømme efter de mennesker, der på forskellig vis beder, laver yogaøvelser, ofrer papirspenge til deres forfædre og rigtige til deres guruer i gule gevandter eller til ornatklædte forkyndere, der hiver hinanden i skægget i kampen om flest proselytter. Andre lytter henrevet til åndelige vejledere, der kanaliserer direkte budskaber fra de himmelske skarer! I en enkelt kupé sidder nogle UFO fans og strides indbyrdes om, hvad UFO fænomenet kan betyde, hvis det ellers eksisterer. Også her er der apostle i form af såkaldte kontaktpersoner. Hvem skal eller kan man tro på? En hel vogn er reserveret politikere. Nogle sæder er hævet over de andre, og der intrigeres ustandseligt for at komme op og sidde på disse. Der sluttes forbund og indgås såkaldte venskabstraktater, der kun varer indtil det øjeblik, hvor en ny og bedre er i udsigt. Og situationen skifter ustandseligt. Næste vogn tilhører magteliten, dvs. de øverste præsteskaber, multimilliardærer og våbenhandlere. Bill Gates står og hyler op, fordi de andre søger at rive hans computer i stykker. Så følger tre vogne med militærfolk. Deres uniformer strutter af sildesalat og miniaturevåben af enhver art. Der diskuteres strategi og våbenalliancer, og der er bred enighed om, at krig er et udmærket eksistensgrundlag og en nødvendighed for at holde styr på folkeslagene. En anden vogn indeholder mediefolk. Her er alt lige fra redaktører, filmfolk, tv-producenter til andre, mere sofistikerede hjernepustere. Opgaven er nøje fastlagt – meningsdannelse og udfyldning af det tomrum i folks hjerner, der ellers tillader dem at tænke selv. Men der findes dog afvigere. Samtlige passagerer véd udmærket, hvad deres destination er (ordet destin er i øvrigt fransk og betyder skæbne), og måske har de – apokalyptisk forfrisket og i lede over livets ulidelige lethed – selv løst billet til endestationen, hvad enten det indebærer at blive rangeret ud på et sidespor eller fuldføre rejsen gennem den mørke tunnel. Toget raser af sted med svimlende fart; men for enden af enhver tunnel er der forhåbentlig et lys.