Definitionsmæssigt kan vi sikkert blive enige om, at ”det tilsyneladende” er et andet ord for illusorisk. Lad os holde fast ved det.
Men hvad er da tilsyneladende? Er det ikke alt omkring os? Er det ikke os selv?
Det tilsyneladende indebærer en perception, en opfattelse, og denne eller disse opfattelser kan vi bl.a. få gennem sanserne.
Tilsyneladende har vi et fast legeme. Men set under et elektronmikroskop opløser det sig til molekyler, der atter er sammensat af atomer, der igen består af en kerne med en hvirvel omkring, som vi kalder en elektron. Og denne atomkerne og selv elektronen er kun tilsyneladende et fast stof – de består igen af bittesmå elektromagnetiske hvirvler eller kokoner.
Tilsyneladende hører vi udmærket. Men lyde med under 20 svingninger pr. sekund eller over 10.000 pr, sekund kan vi kun vanskeligt opfatte. En tilsyneladende stilhed betyder bare, at vore ører er døve for lyde uden for dette interval. Ellers ville vi kunne høre jordskælv - eller højere lyde, som f.eks. hunde eller flagermus kan sanse.
På tilsvarende måde med vore øjne. Vi kan se farver fra rødt til violet, men hverken infrarødt eller ultraviolet – for slet ikke at tale om røntgenstråler.
Mere komplekst forholder det sig med følelsen i f.eks. vore fingerspidser. Men også her er der afstukket grænser.
På samme måde med verden omkring os. I virkeligheden er alt en samling atomer og molekyler, der hvirvler omkring, underkastet usanselige love, der tvinger dem til at reagere med hinanden, holde fast ved hinanden eller frastøde hinanden.
Og piller vi endnu mere i det, er såvel atomer som de subatomare partikler ”i virkeligheden” frekvensmønstre, ”bølgebevægelser”.
Men hvis alting kun er tilsyneladende og underkastet en stadig forandring, hvad er da ”virkeligt”?
Tanken er virkelig. Den er det eneste virkelige, reelle i Kosmos. Og netop derfor er den ikke til at ”tage og føle på”.
Tanken sætter stoffet i bevægelse, i ”det tilsyneladende”. Mestrede tanker kan oven i købet skabe eller forandre stoffet. Men kun ved at iagttage, ved at bruge vore sanser i ”det tilsyneladende”, som vi også kunne definere som den ”øjeblikkelige realitet”, opnår vi erfaringer, som vi derefter kan bearbejde logisk, drage slutninger af og arkivere i vores hukommelse som erfaringer.
Og hvad så med vor hjerne, denne glimrende databank? – Hvis den nu ødelægges, hvad så?
Vi er nu nået frem til, at ”det tilsyneladende” virkelig kun er tilsyneladende – eller illusorisk, om du vil. Men når nu tilværelsen er illusorisk, hvordan kommer vi da videre? Hvordan med vor såkaldte og påståede ”åndelige udvikling”? Hvis vor hjerne kun eksisterer i den ”øjeblikkelige realitet”, hvad så med vore erfaringer? Kan de også gå til? Hvis det er tilfældet, må det være rigtigt, som det påstås, at ”vi lever kun én gang”.
Eftersom det er tanker (et sandskorn af den universelle, kosmiske bevidsthed), der har bevæget stoffet og studeret bevægelsen – for derefter at lægge noget ned i databanken til brug i den ”øjeblikkelige realitet”, og eftersom tanker er ustoflige og derfor ikke kan gå til, men er, kan dine erfaringer heller ikke gå til, men følger dig som et identitetskort for dit egentlige ”jeg”, når du næste gang danner dig et nyt legeme for at kunne studere videre. Altså – du må logisk set nødvendigvis genfødes. Og lad være med at bekymre dig unødigt. For det er kun dine reaktioner, der tæller, og som er afgørende for, hvor langt du når i den ”øjeblikkelige realitet”.