Tidsbegrebet

”Når et legeme bevæger sig, er det jo hele tiden et ganske bestemt sted på et ganske bestemt tidspunkt, og banen kan opfattes som en kurve af punkter i fire dimensioner, hvor tiden er den fjerde dimension.”

Korrekt, men vi må ikke glemme, at tiden er en illusion. Vi må jo – om jeg så må sige – konstatere, at vi ser tingene ”nedefra”, fra vor illusoriske virkelighed – den, som vi med et moderne udtryk kunne kalde en virtuel virkelighed i stedet for den faktiske, der i realiteten selv er virtuel osv. De kinesiske æsker igen.

I den sande virkelighed har tiden ingen udstrækning – den kan sammenlignes med et punkt. Alting – fortid, nutid og fremtid – sker i dette punkt. Og vi kan anskue begrebet tid som en gave, der tillader os mennesker på vort lave plan af forståelse at ”brede” dette punkt – tiden – ud. Sammenligner vi med en computer, kunne vi derfor sige, at hvor signalet i den sande virkelighed går ud over den parallelle printerport med et uendeligt antal informationer pr. sekund, har vi men­nesker kun kapacitet som en seriel port – kan kun behandle og fordøje ganske få informationer ad gangen.

Derfor er tiden en velsignelse, fordi den tillader ”hand­lingsmønstrene” at blive strakt ud, hvorved vi bliver i stand til – uendelig langsomt – at kapere en smule af den sande virkelighed. Men fordi vi blot er mennesker, er vi nødt til at starte ”from scratch”, fra bunden og i langsomt tempo. Derfor anser jeg det for nytteløst – som videnskabsmændene gør det – at betragte tingene ud fra vor fysiske virkelighed og forsøge at opstille fysiske love, der kan forklare det præfysiske – det, der ligger til grund for vor ”fysiske”, men i realiteten indbildte eller fejlfortolkede verden.

Men lad os nu bare foreløbig fastholde tanken om tiden som den fjerde dimension. Vi kunne da indføre begrebet den ”vibratoriske dimension” om den indtil videre formodede femte dimension. Da vil vi logisk kunne erkende, at den fjerde dimension – tiden – er en funktion af den overliggende, femte dimension. Eftersom tiden dermed bestemmes af den vibratoriske dimension, eksisterer der altså en mulighed for adskillige fysiske universer på hver sit vibrationsniveau -– og dermed også forskellig tid. Hjælp!

Så er spørgsmålet bare, om det kun er det organiske liv, der er underkastet et bestemt vibrationsniveau, eller om uor­ganisk, såsom adskilte enheder som sole eller planeter, kan opfattes fra forskellige vibrationsniveauer samtidig. Dette ville nok kræve, at disse sole og planeter besad flere vibrationsni­veauer, men hvorfor egentlig ikke? Det siges jo, at mennesket selv har flere vibratoriske legemer, det ene uden på det andet.

Er dette tilfældet, kunne der udmærket forefindes orga­nisk liv på andre planeter i vort eget solsystem. Vi vil blot ikke kunne opfatte og registrere dem, fordi vore vibrationer – og dermed også vore instrumenter – ikke er i harmoni med, ikke befinder sig på samme niveau som deres vibrationer – eller ”tid”.

Det er blevet fortalt, at vibrationsniveauer er adskilt fra hinanden med en faktor på syv. Med andre ord går ”tiden” syv gange hurtigere på det næste, højere vibrationsniveau. (På dette sted kunne der sagtens indføjes en hel afhandling om det magiske syvtal). Denne faktor på syv kunne også være afgørende for vor forståelse – eller intelligens. Når alle celler i vore legemer vibrerer syv gange hurtigere, er det nærliggende at forestille sig, at tankevirksomheden logisk set ville forløbe syv gange hurtigere.

Jamen – lever vi da virkelig i en multidimensional ver­den?

Lad os forestille os et stykke papir, der kan defineres som et todimensionalt system med bare bredde og længde. Dér myldrer nogle fladvæsener rundt. De kan se hinanden; men de kan ikke se op i luften. Nu lader vi en dråbe vand dryppe ned fra den tredje dimension – højden. Fladvæse­nerne bliver forskrækkede over den pludselige syndflod og kalder det et mirakel. Det overstiger deres forstand.

Scenen skifter. Vi lever i en tredimensional verden (plus na­turligvis den fjerde dimension – tiden). Fra en femdimensio­nal verden dukker pludselig et rumskib op – sådan lige ud af den blå luft – idet rumskibet har skiftet fra sit eget vibratoriske niveau til vort. Wow! Vi kunne ikke på nogen mulig måde registrere eller se dets ”ankomst”, før dette dimensionsskift fandt sted. Men så kunne vi både se rumskibet og trykke be­sætningen i hånden og byde dem velkommen.

Går vi et trin videre op, kunne man tænke sig en slags ”årsags” dimension – en slags kontrolcenter eller planlægningscentral. Og hvordan kommer jeg nu på den tanke?

Vi kan vist godt blive enige om, at der hersker visse, re­gelmæssige naturlove. Hvis vi kaster en bold op i luften, falder den ned igen. Drejer vi bilens rat, vil hjulene dreje til samme side hver gang. Vi spiser et godt måltid og véd, at en mætheds- og ikke en sultfølelse vil indfinde sig. Der hersker altså på det fysiske plan en vis lovbunden orden, som vi til­passer os under. Hvis vi prøver at pille ved disse love, ender det som regel galt. Men så har vi lært af dét.

På samme måde erfarer vi, at begrebet konsekvens, år­sag og virkning, også eksisterer på et ikke-fysisk plan. Det er derfor nærliggende at antage, at der må være et eller andet, der styrer hele udviklingen. Og udvikling må nødvendigvis være nøgleordet – ellers var der ingen mening med, at vi går og tuller rundt og laver gale streger. På samme måde, som der sker en evolution på det fysiske plan, må der derfor også ske en evolution på et åndeligt plan.

Langsomt, uendelig langsomt, med ”små bitte trin”, sker der en ændring med os. Vi fatter lidt mere. Ændrer vor bevidsthed. Bryder de grænser ned, som vi selv har opbygget gennem efterligning og kritikløs tilegnelse af andres syns­punkter. Opdager, at mennesket kun har de begrænsninger, det selv sætter. At vi kan udvikle os ubegrænset. At vi – ”med lidt øvelse” – ved hjælp af vore tanker kan skabe. At vi er medskabere, medarbejdere i universerne og medvirker til universernes konstante udvidelse, såvel fysisk som spirituelt. At den samlede erfaringsmasse og dermed indsigt fra alle le­vende væsener – uanset hvilket vibratorisk plan, de befinder sig på – til stadighed øges. At vi alle er en del af ”Skaberen”, udgangspunktet, Lyset, Det evige Nu, det ”nulpunkt”, der startede hele menageriet. Gad vide, om et dydsmønster blot er én, der nøjes med at mønstre, iagttage, dyden. For i samme øjeblik han går til angreb på dyden, er den pist væk, og i stedet for har vi sandt for dyden en erfaring, en erken­delse, der breder sig som ringe i vandet og skaber universer.

Et dydsmønster kunne vel også kaldes en navlebeskuer, der dådløst drømmer, fordybet i sig selv, sin egen usalige sjæl – og dermed bare er et punkt i universet, uden liv, uden ud­strækning overhovedet, fastholdt i et fatalt nu.