Syntese (2)

Jesus synes ikke at være, hvad den etablerede kirke synes at gøre ham til. Noget helt andet er Kristusbevidstheden, som han besad nogle få år.

Han angives som udgået fra Davids æt. Imidlertid var hans bedsteforældre på mødrene side Joachim og Anna begge Essenere, og disse har i kraft af deres tilhørsforhold til Mesopotamien og tilknytning til Zoroaster’s (Zarathustra) lære intet med denne slægt at gøre. Joachim og Anna fik datteren Maria, der i en alder af tre år blev overgivet til templet. De næste 11 år var hun præsterne og englene meget hengiven [Engle = Annunakier (Vogterne, avancerede mennesker)].

Hun blev tvunget til at ægte en meget gammel mand ved navn Josef. Først satte Josef sig imod ægteskabet, idet han følte sig for gammel og desuden allerede selv havde børn. Omsider samtykkede han og vendte tilbage til sit hus i Bethlehem for at forberede sit hus til den nye hustru. Maria tog hjem til sine forældre i Galilæa for at gøre sig rede. (Be­synderligt nok eksisterede byerne Bethlehem og Nazareth ikke på Jesus’ tid, men først et par århundreder senere! Hvorfor er de så nævnt i den autoriserede Bibel? Autoriseret af hvem og hvornår?).

Medens hun befandt sig i Galilæa, viste en ”engel” ved navn Gabriel sig for hende og sagde, at hun ville komme til at føde den nye Messias. [Adskillige forskere mener, at fortællingen om ”jomfrufødsler” kan være baseret på kunstig inseminering. En anden forklaring går ud på, at en kvinde, der ikke havde haft samkvem med en mand de sidste tre år, var at betragte som en jomfru. Det kan heller ikke afvises, at det var Gabriel himself, der forførte hende, al den stund Vogterne også er en slags mennesker].

Mange praktiske grunde talte for at anvende begrebet jomfrufødsel. Undfangelse ved seksuelt samkvem blev betragtet som en synd, hvorimod undfangelse ”ved en engel” blev anset for noget helligt og ønskværdigt. Det er derfor ikke så underligt, at Maria ifølge Bibelen skal have sagt: ”Se, det sker mig efter dit ord!” Og hvis der virkelig var tale om kunstig befrugtning, så hjælper dette til at bevare kontrollen over et barns fysiske karakteristika. Dette tog præsterne til sig i mange monoteistiske religioner.

Efter Marias oplevelse med ”englen” rejste Josef fra Bethlehem til Galilæa for at hente Maria, men opdagede til sin sorg, at hun allerede var nogle måneder henne i graviditeten. Han mente, at Maria var en skøge, og gjorde forberedelser til at forlade hende. En engel intervenerede og overbeviste Josef om, at hun stadig var Jomfru. Da forblev han hos hende indtil den niende måned af svangerskabet.

Derefter drog de imod Bethlehem, så hun kunne føde dér. Men ifølge de apokryfiske skrifter nåede de ikke så langt. De fandt en hule.

Og da de kom til hulen, tilstod Maria over for Josef, at fødselstidspunktet var inde, og at hun ikke kunne gå til byen, og hun sagde: ”Lad os gå ind i denne hule.”

På det tidspunkt var Solen ved at gå ned. Men Josef skyndte sig bort for at hente en fødselshjælperske, og da han så en gammel, hebraisk kvinde, der var fra Jerusalem, gik han hen til hende: ”Gode kvinde, kom herhen og gå ind i denne hule, og du vil se en kvinde, der er ved at føde.”

Det var efter solnedgang, da den gamle kvinde og Josef nåede frem til hulen, og de gik begge derind. Og se – hele hulen var oplyst – stærkere end lys fra lamper og vokslys og kraftigere end selve Solen. Da blev barnet svøbt, og det sugede af brysterne på sin moder Sankt Maria. [Infancy 1:6-11].

De usædvanlige lys i hulen synes at indikere eksisten­sen af high-tech lys af en eller anden slags. Dette burde ikke overraske nogen i betragtning af andre højteknologiske fænomener såsom den såkaldte ”Bethlehemsstjerne”.

De fleste kristne tror, at denne usædvanlige stjerne var overnaturlig – noget, der var skabt af Gud. Nogle videnskabsmænd, der ikke har afvist historien som en religiøs myte, mener, at Halleys Komet kom lavt ned over Jorden. På den anden side mener visse UFO forfattere, at det var et luftfartøj, der ledte de tre vise mænd fra deres hjem i Persien til Bethlehem på samme måde, som Moses og de hebraiske stammer var blevet anført af en luftbåren "Jehovah” tidligere i historien. Overraskende nok synes de apokryfiske skrifter at støtte UFO teorien. Det apokryfiske skrift Protovangelion 15:7 skriver således:

”Vi så en overordentlig stor stjerne skinne blandt himlens stjerner – og den overskyggede alle de andre stjerner, så de ikke var synlige …

Dette udelukker Halleys Komet, der aldrig har været så klar. Og Venus og stjerner på linje kunne heller ikke overstråle alle andre stjerner på den ovenfor beskrevne måde.

Men Bethlehemstjernen bevægede sig også, og denne bemærkelsesværdige intelligente ”stjerne” fulgte de tre vise mænd tilbage igen! [Infancy 3:3].

Lukas fortæller, at Jesus blev født i en stald, svøbt og lagt i en krybbe. Hvorfor?

De, der stod bag Jesus, havde til hensigt at proklamere ham som den hebraiske Messias. [I øvrigt blev Jesus født i marts måned år 7 ”før Kristus”. År 1 blev indvarslet ved hans ”bro­ders”, Jakobs, fødsel, takket være en strid mellem lederne af to indbyrdes stridende religiøse partier, anført af Annas og Kaifas. Kaifas holdt fast ved, at Jesus ikke var født i oktober måned – den måned, i hvilken anstændigvis en prins af kongelig æt retteligen burde fødes. Og da Kaifas på det tidspunkt besad den stærkeste magt, blev Jakobs fødsel fastslået som udgangspunktet for den nye tidsregning].

Essenerne var i det ydre jøder; men de studerede også Zend Astra Avesta i den Zoroastriske religion (hvilket kunne forklare tilsynekomsten af de tre vise mænd), ligesom de angives at praktisere den ariske kult, der i øvrigt var en optagelsesbeting­else for at blive til Essener. Jesus selv havde hvid hud og var rødhåret. Og på grund af den racemæssige betingelse for at blive Essener kunne ingen sand Essener ned­stamme direkte fra Kong David, fordi de hebraiske stammer har en anderledes arvelinje.

Det fremgår af Dødehavsrullerne, at Essenerne var en gren af Broderskabet. Albert MacKey’s bog, ”Frimurernes Historie”, bekræfter dette, idet han rapporterer, at Essenerne havde et system af rangordener samt anvendte et symbolsk forklæde.

Såvel det Nye Testamente som de apokalyptiske skrifter gør rede for Jesus’ liv op til en alder af 5-6 år. Der omtales en enkelt episode, da Jesus træder frem for de hebraiske lærde i den alder, efterfulgt af 18 års tavshed. Hvor var Jesus, og hvad havde han foretaget sig i disse år?

Almindeligvis gik Essenerdrenge i kloster i en alder af omkring 5 år for at påbegynde deres uddannelse. Visse forskere mener, at Jesus blev opdraget i Essener samfundet ved Haifa. I en alder af 12 år foretog han en rejse til Jerusalem som forberedelse til sin bar mitzvah det følgende år. Det var under denne rejse, at Jesus debatterede med de hebraiske lærde. Så forsvandt Jesus ud af historien igen. Men hvor tog han hen?

En russisk rejsende ved navn Nicolas Notovich opdagede et meget gammelt buddhistisk dokument i 1887. Under et besøg i Himi klostret i 1887 i Indien fandt han ”Legenden om Issa”. Hans oversættelse af legenden blev offentliggjort i hans bog ”Jesus’ ukendte liv” i 1890.

Ifølge den buddhistiske beretning var en bemærkelsesværdig ung mand i tretten års alderen rejst til Asien, hvor han studerede hos adskillige af Østens religiøse mestre, selv gik om og prædikede og atter vendte tilbage til Palæstina i en alder af 28. Hvis beretningen er sand, forklarer det, hvorfor en sådan rejse ville blive udeladt af Bibelen, fordi det strider mod den tanke, at Jesus havde modtaget guddommelig ind­sigt udelukkende gennem guddommelig inspiration.

Hvis Jesus var Essener, og han rejste til Asien sponsoreret af Essenerne, og hvis Essenerne virkelig fulgte en arisk tradition, kunne man med rette forvente, at han blev sendt dertil for at studere under ledelse af de ariske brahmaner. Og ifølge legenden om Issa er dette præcist, hvad der skete.

I sit fjortende år kom unge Issa, den Velsignede, til Sindh (en provins i det vestlige Pakistan) og slog sig ned blandt Arierne.

Ved sin ankomst blev han modtaget med fryd af Brahmas hvide præster, og de lærte ham blandt andet at læse og forstå vedaerne samt de hellige Hindu skrifter. Men der kom hurtigt skår i glæden, fordi Jesus insisterede på at omgås de lavere klasser, og dette skabte gnidninger mellem Jesus og hans brahmanske værter. Ifølge legenden:

Men Braminerne og Kshatriyas (medlemmer af den militære kaste) sagde, at den store Prara-Brahma (hindugud) havde forbudt dem at komme dem nær, der var blevet skabt af hans bug og fødder (den mytiske oprindelse til de lavere kaster).

At kun Vaisyas (medlemmer af handels- og bonde­kasten) måtte høre Vedaerne reciteret, og dette tilmed kun på festdage – samt:

At Sudraerne (en af de lavere kaster) ikke blot var blevet forbudt at møde op til læsningen af Vedaerne, men også bare det at skue dem; thi de var dømt til evig tjeneste, som slaver af Braminerne, Kshatiyaerne og tilmed Vaisyanerne.

Men Issa overhørte deres ord, blev hos Sudraerne og prædikede imod Brahmanerne og Kshatiyaerne.

Han vendte sig kraftigt imod den menneskelige tiltvingen sig myndighed til at berøve sine medmennesker deres menneskelige og spirituelle rettigheder. ”Sandelig,” sagde han, ”Gud har ikke gjort forskel på sine børn; de er ham alle lige kære.”

Og Issa fornægtede den guddommelige inspiration af vedaerne og Puranaerne (en klasse af hellige skrifter).

De hvide præster og krigsmænd var så vrede, at de sendte tjenere ud for at myrde Issa. Men Issa blev advaret om faren, flygtede til den hellige by Djaguernat og undslap ind i buddhistisk område. Dér lærte han Pali sproget og studerede hellige buddhistiske skrifter (Sutraerne). Efter seks år kunne han udlægge de hellige buddhistiske skrifter perfekt.

Siden rejste Issa tilbage til Palæstina via Persien, Græken­land og Ægypten. Ifølge én tradition blev han indviet i en højere grad af broderskabet i den ægyptiske by Heliopo­lis. Sin højeste indvielse modtog han i Thoth pyramiden – den store pyramide ved Giza, hvor også Moses og Elias blev indviet som rabbier - præster. Og derefter blev ”Sønnens Kammer” forseglet med en tidskapsel, der ifølge ”Enochs Nøgler” kun kan åbnes ved ”Endens Tid” ved fremsigelsen af visse, hellige navne [Enochs Nøgler, kapitel 3-1-9]. Dette kammer er beliggende højdemæssigt mellem Kongens Kammer og Dronningens kammer og udgør det ”Horusøje”, der muliggør ”Himmelfarten” til næste evolutionære trin for den tredimensionale menneskehed. – Men det er en helt anden historie.

Derefter vendte han tilbage til Palæstina som en mand på 29 eller 30 år. Straks efter begyndte han at prædike.

Men det varede ikke længe, før Jesus fik en masse bøvl. Jesus gik ikke ind for askese og ritualer med henblik på spirituel frelse. Imidlertid var Jesus omgivet af sine sponsorer, der havde en stærk tro på Messias’ komme, og de var fast besluttet på at proklamere Jesus som den nye Messias, hvilket han forbød dem. Og ifølge historikeren Will Durant ”forkastede Jesus alle påstande om at nedstamme fra David”, og han ”forbød sine disciple at kalde ham Messias”. Palæstina var besat af romerne, og romerne så ikke med milde øjne på de hebraiske profetier på grund af de politiske overtoner.

Men Jesus havde en meget bedre grund til ikke at blive udråbt til Messias. For det første vidste han, at påstanden var usand, og han ønskede at være ærlig. Desuden ønskede Jesus at bibringe Palæstina en sand spirituel videnskab på linje med, hvad de stadigt sandhedssøgende forsøgte i Indien. Jesus blev derfor en oprører blandt det broderskab, der bakkede ham op. Jesus’ største fejltagelse lå imidlertid i at tro, at han kunne gøre brug af broderskabets kanaler til at udbrede en spirituelt orienteret religion.

Desværre for ham blev han udråbt til at være Messias. Og da varede det ikke længe, førend romerne og nogle hebraiske ledere arresterede ham. Hebræerne var imod hans uortodokse religiøse ideer – ganske som undertegnede også sikkert vil blive skældt hæder og ære fra på grund af denne bog – og romerne imod hans påståede politiske krav. Selv om der er meget, der indikerer, at han ikke døde på korset, så gjorde selve korsfæstelsen en ende på hans offentlige prædikener og banede vejen for indførelsen af selve de dommedagsprofetier, han havde opponeret imod.

Ifølge Koranen og indiske hellige skrifter fortsatte Jesus, der efter korsfæstelsen var en værkbruden mand – han blev nøglet i håndleddene og gennem lårene, ophængt på det vestligste kors med Simon på det midterste og Judas på det østligste – sit virke i Østen, til han i en alder af omkring 67 år døde og blev begravet i Srinagar i Kashmir provinsen i In­dien, kun 10 km fra, hvor Moses ligger begravet.

De første 300 år med ”sand” kristendom fik en brat ende, da den østromerske kejser Konstantin udstedte mindst 18 love, der foreskrev straffe til dem, der modsatte sig de doktriner, der blev fastlagt ved kirkemødet i Nicæa år 325 (her blev hovedparten af de hellige skrifter vægtet, redigeret og udvalgt, der skulle blive til Bibelen). Konstantin gjorde kri­stendommen til en statsreligion og beordrede kristne hære til at nedbrænde det store bibliotek i Alexandria, hvorved uvurderlige bogskatte fra de foregående syv hundrede år gik tabt.

Men det blev værre endnu. Midt i det sjette århundrede be­ordrede kejser Justinian folkedrab for at fastslå de ortodokse synspunkter. Alene i Byzans (senere Konstantinopel, senere Istanbul) blev der myrdet ca. 100.000 mennesker. Og heksejagten med tortur, bål og brand på de vantro startede for alvor.

Justinian indførte også adskillige forandringer i de kristne doktriner. Han ledede den anden synode i året 553. Og denne synode blev hverken besøgt eller sanktioneret af paven i Rom. Synoden udstedte et dekret, der bandlyste doktrinen om ”tidligere liv” eller ”reinkarnation”, selv om doktrinet var vigtigt for Jesus. Synoden dekreterede:

Dersom nogen forfægter fablen om sjælens tidligere eksistens og underkaster sig den afledte, monstrøse doktrin, da skal han lyses i band (anathema, ekskommunikation).

Og som følge af dette dekret blev alle, selv slørede, hentydninger til ”før-eksistens” taget ud af Bibelen. Under de østromerske imperatorer blev kristendommen formet til en mægtig institution. Og i stil med historiens mønster blev den ”romaniserede” kristendom til endnu en fraktion af Broderskabet, som man kunne regne med ville kæmpe sammen med andre afdelinger af Broderskabet. Den nye ortodokse kristendom blev bragt i opposition til alle andre religioner, indbefattet de østromerske mysterieskoler, som Justinian bandlyste.

Litteratur: Bock, Janet, The Jesus Mystery Of Lost Years and Unknown Travels (Los Angeles, Aurora Books, 1980), p. 211, 212,213.

Durant Will, The Story of Civilization, Part III, Caesar and Christ (New York, Simon & Schuster, 1944), p. 569.

Hubbard, L. Ron, Have You Lived Before This Life?, A Scientific Survey (Los Angeles, Church of Scientology Publi­cations organization, 1977), p. 284.

J.J. Hurtak, The Book of Knowledge – the Keys of Enoch, The Academy for Future Science.