Revner

For nylig udlånte jeg en månesten og en turkis til en pige, der havde lidt hormonal ubalance. Efter min anvisning satte hun dem fast med hæfteplaster direkte på huden to bestemte ste­der og bar dem en 3-4 timer. Da hun derefter afleverede ste­nene igen, var der kommet revner i månestenen.

Krystaller har deres eget liv, og det er forunderligt, som de kan bruges. Og at de under udførelsen af deres opgave kan give sig selv – ja, ligefrem gå helt itu.

Vi mennesker kan på en måde lignes med krystaller. Også vi kan give os selv, også i den grad, at vi - om ikke går itu – så dog får revner, sjælelige revner i en god sags tjeneste. Men for at kunne virke må vi besidde en, om ikke skøn sjæl, så dog et vist mål af positivitet. Denne positivitet må hentes ved livets kilde, som bor inden i os, og som vi først må er­kende for at kunne øse af. Dette kan ske ved bøn eller me­ditation – ja, i grunden er meditation jo også en form for bøn. Hjælpe andre kan vi kun, når vi besidder åndelig styrke og er udadrettede, altså givende i stedet for krævende. Men jo mere vi giver, jo mere må vi også sørge for at åbne os for at genvinde styrken fra Gud eller Den kosmiske Intelligens.

Revner i sjælen kan også repareres; men arrene forbli­ver. Det er vore erfaringer, en slags årringe på sjælens træ, der både gror i omfang og styrkes af hvert nyt lag årringe. Om vi end ikke rager op i himlen, så kan dog selv et for­krøblet træ bære flere og skønnere frugter med årene.

De ganske unge træer svajer for en let brise. De ældre kan tåle et og andet. Det hurtigt voksende træ, der bare ræk­ker i vejret og har få årringe, erfaringer, knækker let for en storm i livets efterår, medens for eksempel en langsomt vok­sende eg danner mange årringe; den er længe om at få en anselig højde, om overhovedet; men veddet er sejt, og træet tåler utallige storme og uvejr.

Lynet kan fælde det, javel. Men hvis du undersøger et sådant træ, vil du som regel opdage, at kernen er rådden. Og jeg kan ikke ganske befri mig for den tanke, at et træ med sundt ved ikke vil tiltrække lynet – og tilsvarende, at et men­neske med en sund sjæl ikke uden videre kommer ud for en pludselig død.

Man kunne her tænke, at et træ eller et menneske, der stadig vokser og virker efter sin bestemmelse, får lov til at leve videre. Og tilsvarende, at et træ eller et menneske, der ikke længere gør nytte eller har fået en rådden kerne, før eller siden bliver hjemkaldt af en retfærdig Gud. At karmaloven gælder såvel for mennesker som for træer.

Hvordan nu med stenen, der gik itu under udøvelsen af sin gerning? Hvad med det menneske, der i den grad opof­rede sig, at den fysiske form gik til? Vil de ikke begge i kraft af karmaloven – loven om konsekvens, om årsag og virkning – opstå i en ny og skønnere skikkelse? Et fysisk udtryk for en smuk, iboende sjæl?

Kunne vi gå ind i en sten, forestille os, at vi gjorde det, at vi blev ét med den, at vi på en måde kunne sanse, hvad der skete med stenen under forskellige påvirkninger, ville vi få en indsigt i stenens sjæl. Og måske ville vi da opleve en lydighed over for vort fælles ophav, som vi kunne lære me­get af.

De ydre påvirkninger får mennesket til at reagere, des­værre som regel i ren og skær selvopholdelse – eller måske oven i købet i selvophøjelse. En lydighed over for Gud i enhver henseende er os ikke beskåret, da vi netop er sat i vor fysiske form for at gøre erfaringer ved at lære gennem vore fejltagelser. Men vi kan da prøve på at minimere vore fejltagelser og tilstræbe lydighed. Da vil vi kunne virke, som det velsagtens er meningen.