Åh, jo. Det har noget at gøre med, hvordan vi betragter besøgende udefra – generelt set. De må være anderledes; de skal være anderledes. Og derfor latterliggøres de, udnævnes til ”små grønne mænd”, ”engle”, ”dæmoner” (ifølge visse religioner og sekters opfattelse), ”insekter” (af gys-, gru- og underholdningsgenren).
Går vi et trin ned, møder vi ordet i relationerne mellem folkeslag eller nationer. Hudfarve, religion eller andre os fremmede vaner og skikke støder os, fordi det måske ligger fjernt fra vor tilvante tankegang eller levevis.
Der vil altid være noget, der binder en gruppe mennesker sammen. For eksempel er vi danskere gerne dumstolte over at være fredelige – stort set. Vi bor i et smilende, lille land med smukke landskaber. Vi hopper i lænestolen foran ”tossekassen”, når vort fodboldhold vinder Europa mesterskaberne. Vi er glade for Dronning Margrethe den Anden og viser ærbødighed, når hun viser sig.
Kort sagt; der er noget, vi kan samles om, og sådanne ting er med til at skabe en nationalfølelse og dermed uundgåeligt også stolthed. Stolthed over at være anderledes end de andre.
Men denne følelse eksisterer også lokalt. Mange kører rundt med et J-skilt på deres bil og diskriminerer dermed andre end jyder. Og selv inden for en kommune kan der findes divergenser sognene imellem. Således hersker der stadig fra gammel tid mistro mellem Lejrskov og Jordrup sogne, hvor jeg bor.
Kort sagt: Vi diskriminerer helt ned til familieplanet. Og stiger vi igen op til det nationale plan, vil nationalfølelse meget nemt kunne udarte til diskrimination – dog aldrig af jøder, hvorfor? – og dermed racisme.
For nylig hørte jeg i radioen en sang, der vistnok hedder ”Gå væk, myg”. Den giver på humoristisk måde et billede af, hvordan vi danskere helst vil forskanse os bag vor hæk og ikke ønsker, at myg eller ugræs skal fyge over hegnet. Godt nok ønsker vi ikke, at myggene skal sendes tilbage til områder med pesticider; men skulle myggene alligevel være så uheldige, griner vi bare i skægget – og hygger os videre i vor selvtilstrækkelighed.
Den går ikke, venner. Godt nok er der forskel på folk, og nogle mennesker ønsker man at holde sig tre skridt fra livet - måske fordi de afspejler noget af det, vi frygter hos os selv, eller som er et overstået kapitel, vi helst vil glemme. Men vi kan gøre det, at vi indbyder naboen eller en vejfarende svend eller en flygtning ind til en kop kaffe. En dialog kan give forståelse, løse problemer og afvende stridigheder.
Naboer, sogne, nationer, racer eller ikke-jordiske – vi er alle mennesker og brødre og søstre.