I gamle dage talte man om Nornerne, de tre gudinder, der ustandseligt sad og spandt menneskenes livstråde sammen til et mønster. Knuderne i vævet opstod, hvor menneskeskæbne krydsede menneskeskæbne.
Hver gang vi i et liv møder og taler og handler med et andet menneske, kunne vi tale om en sådan knude, der blev knyttet. Som regel kun en løs knude; men undertiden knyttes knuden så fast, at de to menneskeskæbner præges alvorligt af hinanden. Vi kan slet ikke undgå disse knuder. Vi kan møde disse mennesker i harmoni og forståelse; men vi kan også komme ud for, at sådanne møder udløser voldsomme reaktioner hos den ene eller begge parter. Vi indvirker med andre ord på hinandens skæbne, på livsmønstret. Er påvirkningen harmonisk, præges vor skæbne i positiv retning, og den kan da få en afgørende drejning.
Undertiden gentages disse mønstre, og de samme tråde mødes atter. Måske for at genoprette noget, der engang fik et mindre heldigt udfald. Måske for at løfte i flok. Positivt eller negativt fortløbende tråde har det med at finde sammen atter og atter.
Hver generation føjer nye tråde til tæppet, og hver civilisation danner nye mønstre. Med tiden dannes stadig finere farver og nuancer i dette sammenspil af menneskeskæbner.
Bag ved det hele kan ikke ligge andet end en helt fantastisk styring; med hårfin præcision og helt overvældende indsigt føjer et puslespil sig sammen.
Og ikke bare i det store; men også i det små kan man ane en styring. Legemets celler samarbejder på en helt utrolig måde. Hver for sig er de enkelte celler en helt utrolig enhed. De er forsynet med en computer i form af generne, der er bundet sammen i en smuk spiral på en helt utrolig simpel og logisk måde. De har et værksted til reproduktion af generne. Egen kraftcentral i mitochondrierne, der forbrænder sukker og producerer energi. De kan tilmed reproducere sig selv. Endelig er der de såkaldte lysosomer, der frigøres i svært beskadigede celler og nedbryder cellens stof. Cellen har også forsvarsværker, bl.a. i form af magnetiske kraftfelter, der skal forhindre skadelige bakterier eller vira i at trænge ind og beskadige cellen.
Og dertil kommer så den vidunderlige måde, hvorpå cellerne i vort legeme har indgået en arbejdsdeling. Denne arbejdsdeling kan nødvendigvis kun komme i stand gennem kommunikation mellem legemets forskellige celler, således at de aftaler, hvilke celler der skal blive til knogler, og hvilke til hud, muskler, indre organer, væv, hjerne legemsvæsker og meget, meget andet.
Og hvordan foregår så denne kommunikation? Vi véd, at den må finde sted, men hvordan? Ikke gennem nervetråde, der jo er reserveret de grovere impulser fra hjernen, vort sansesinds primitive computer. Men måske gennem noget meget mere subtilt, ikke stofligt, måske det, som vi kalder tanker, men som vi ikke selv kan stille ind på, fordi de måske udsendes på en anden "bølgelængde”
Og tusinder andre eksempler på den logiske, hensigtsmæssige og intelligente måde, vor verden er opbygget på, kunne nævnes.
Er det så ikke utroligt, at mange mennesker i fuldt alvor tror på, at verden opstod ved et ”big bang”, at darwinismen med dens overbevisning om tilfældighedens princip skulle være rigtig, at livet – det eneste, vi tror, vi har – er meningsløst og uden betydning, når vi dog ved at kigge naturen lidt efter i sømmene kan – mere end ane – et vidunderligt puslespil, der må være sammensat af en intelligent, styrende kraft, og alt dette kan ikke andet end give en dybere mening med vor eksistens.