Åh nej, tænker du måske. Skal han nu til at snakke om noget så teknisk som computere? Det har jeg overhovedet ingen forstand på.
Nå ikke, jamen – du er selv en computer! Og du programmerer dig selv!
Sludder og vrøvl, tænker du nu. Men er det helt løgn, når jeg påstår, at der løber elektriske signaler fra vore sanseorganer og fra vor krop op til hjernen? Og er det ikke også retursignaler fra hjernen eller rygmarven, der får dine tænder til at løbe i vand, træde på speederen, rive i rattet, træde i pedalerne – eller hvad du nu foretager dig i løbet af hverdagen?
Oppe i hjernen sidder der elektriske kontakter – synapser, kaldes de vist. Desuden, hvad der svarer til mikroprocessorer, som du har indlæst forskellige programmer i. Når du først har lært at køre bil eller cykle, børste tænder eller noget andet, behøver du ikke længere at spilde tanker på at afgøre rækkefølgen af de signaler, der skal styre et givet handlingsforløb.
Du behøver blot at træffe en beslutning, og straks vil din krop – styret af computeren – din hjerne – reagere i overensstemmelse med dine ønsker.
Beslutter du dig for at være sur, rynkes dine bryn, mundens amorbue foretager en 180 graders vending og meget andet.
Du kan beslutte dig til at være syg. Da har du programmeret din krop til en nedsat livsfunktion, cellerne arbejder i sløvt tempo, de ellers så elastiske årer modsætter sig blodtilstrømningen til hjernen, og resultatet er hovedpine med mere.
Omvendt – beslutter du dig til at være rask og glad, opløses blokeringerne og cellerne udfører deres arbejde gnidningsløst, fordi du lader dem få den energi, de behøver.
Når du således har anslået en munter tone på den arbejdsplads, der hedder din krop, og alle opgaver er uddelegeret til de arbejdende celler, er du fri til at slappe af – eller rettere sagt – være årvågen og rede til at gribe de inspirationer i flugten, som dit egentlige jeg – dit højere jeg – sender til dig. Da kan du bruge den ledige plads på din hjernes harddisk – og du har uendelig meget plads – til at føje ord på ord for at beskrive eller afmale din inspiration. Du trækker på din viden, lader ordene rotere, griber ud efter de rette og placerer dem i en smuk og logisk sammenhæng.
Fornyelse og aktivisering er vejen fremad, hvis du skal udvikle dig – i åndelig henseende. Det nytter ikke bare at sætte sig sløvt hen foran fjerneren eller møde andre, hvis ikke du er årvågen og derfor siger haps og griber en tanke i flugten for at bearbejde den nærmere. Undersøger du denne idé eller inspiration, kan den lede dig videre til en ny og hidtil ukendt tankerække. Sammenstil den med din hidtidige viden og sæt den i relief, vurder den og fryd dig siden over, hvad din årvågenhed førte dig frem til.
Vist er din krop en computer; men du er den levende ånd, der gerne skulle kunne kontrollere og bruge den.