Altså er jeg omfavnet af Gud i en dyb og inderlig omfavnelse. Mit inderste væsen er Gud, og han er det på subatomart plan. Han bruser i blodet i mine årer; Han er at finde i hvert atom, i hver eneste celle i min krop.
Videnskabsmændene fortæller os, at fire styk ”kvarker” finder sammen til en atomkerne, og at den derefter låser sin energi inden i sig selv og udgør en såkaldt superleder. Denne energi skulle være rent lys, og det fysiske atom omgærder sine lænder og beskytter sig med en kåbe, som de kalder et Meissner felt eller aura. At disse atomare enheder desuden kommunikerer med hinanden ved at svinge i samme takt – også kaldet resonans – og dermed uanset de tredimensionale begreber tid og afstand simpelthen véd alt om alting.
Så nu har vi endelig ”stedfæstet” Gud. Men Gud manifesterer sig øjensynligt overalt, hvilket vil sige, at den bøf, jeg fortærer, er Gud; det tøj, jeg ifører mig, er Gud. Kort sagt, jeg er omgivet af Gud på alle leder og kanter, uanset ”hvor” jeg befinder mig – en vidunderlig tanke.
Og tankerne, er det også Gud? Jeg tror, at mange af vore tanker inspireres af Gud; men da vort fysiske hylster er forlenet med en såkaldt fri vilje, står det os derfor frit for at godkende eller forkaste disse lysimpulser – for lys er det godt nok, om end på et uendelig højt svingningsplan, for ikke at sige statisk, idet grænseværdien af uendelig er lig med nul! Og derfor, derfor, kære venner, eksisterer tiden ikke dér, hvor Gud bor.
Men hvis mit egentlige jeg er Gud, og min dagsbevidsthed adlyder inspirationerne, så kan jeg også skabe, idet jeg helt overlader processen til Gud. Var mit væsen 100% kompatibelt, altså 100% i overensstemmelse med Gud – og det er vi mennesker på dette plan uhyre sjældent – så kan alt lade sig gøre. Jeg ville kunne gøre syge raske i løbet af ”no time”, hele brækkede knogler øjeblikkeligt, gribe ud i luften og skabe f.eks. en hotdog og række den til en sulten sjæl. – Men det formår englene!
Mon ikke tanker er noget lidt længere nede ad uendelighedens stige? Men udsprunget, som de er af Gud, start- og nulpunktsenergien (som vore atomkerner er badet i og derfor frit kan øse af), kan de, velsignet af viljen og styrket af uendelig kærlighed, bevirke såkaldte mirakler.
Hvor længe, o hvor længe skal jeg endnu vanke om i en mørkelagt verden, blindet af ukærlige tanker og energier, og kun engang imellem have ”held” til at tænde et bette bloklys uden at brænde fingrene på mig selv eller nogen, der foretrækker at beskytte sig mod verdens tilsyneladende ondskab?
Men jeg trøster mig med, at snart vil tågen være forsvundet, Skællene vil falde fra vore øjne, og hjerterne vil juble af fryd, i enighed, indbyrdes forståelse og lovprisning af Gud.