At være sin egen myndighed

At være sin egen myndighed, at kunne give sig selv lov – er det ikke en utopisk tanke? Er det da ikke samfundets struktur, er det ikke love og påbud, der er afgørende for, at menne­skene kan leve et godt og meningsfyldt liv, at mennesket ikke mangler noget, at det kan udfolde sig frit, tænke frit, træffe egne beslutninger og udvikle sig på den bedst mulige måde?

Jo, det ville nok være tilfældet, hvis – hvis– alle disse ting var i samklang med, hvad vi alle føler i vort indre. Men er de nu også det?

Og hvad føler vi i vort indre; har vi adgang til vor indre verden, eller har vi stængt døren, eller har andre smækket den i for os ved at tude os ørerne fulde om, hvad der forventes af os, hvad vi skal mene og tænke og sige og gøre. Bliver vi indoktrinerede, eller får vor sjæl lov til at vokse videre i visdom og skønhed?

Det lille barn er kærligt og tillidsfuldt, klar til en ny start og fuldt af de bedste hensigter. Ingen af os er fra fødslen egoistisk indstillet, ond, gerrig, stridbar – eller hvilke andre ”arvemæssige defekter” man kunne opregne. Alle disse ting kommer senere, er tillærte, påtvungne eller tilpassede ad­færdsmæssige reaktioner for at kunne klare sig i en uvenlig verden.

Den første menneskerace, der kom til Jorden for om­kring ti millioner år siden, havde den store fordel, at hvert in­divid kunne trække på den kollektive sjæl og dermed på den kollektive videnbank. Ligesom dyrene har en kollektiv sjæl – i hvert fald nogle af dem – således vidste hvert enkelt menneske besked, hvis blot ét medlem af familien havde tænkt en tanke eller udført en gerning.

Vi kunne også kalde den kollektive sjæl for sjæleværten (på engelsk: host), men endelig ikke ghost-host. Ahøm!). Disse mennesker var halvt æteriske, med kun lidt substans, men dog med en veldefineret krop. Og alle havde konstant forbindelse til deres indre jeg og kunne derfor også føle, hvad andre følte, og dermed tage og vise hensyn.

Men vi – den femte race – har i den grad distanceret os og praktiseret den frie vilje ud ad et sidespor, at visse indivi­der har udnyttet situationen og tiltaget sig magten over an­dre. Og således opstod da lukkede samfundsstrukturer, reli­gioner, pengesystemer – alt blev taget i brug i magtens og egoets hellige navn.

At være sin egen myndighed, at kunne bestemme over sig selv, er noget, som alle mennesker til enhver tid har drømt om. Måske har så mange som 90% blot ønsket at leve i fred og passe sig selv – og for at købe sig lidt fred dertil har man så givet afkald på sine kosmiske rettigheder – personlig frihed under enhver form, retten til andel i den guddommelige overflod af alle ting, retten til at opføre sig som ligevær­digt og helt igennem frit medlem af den menneskelige fami­lie.

Stadig bukker og skraber hovedparten af menneskene for ”mere lige” afarter af samme race, enten på grund af en hierarkisk struktur, der holder pisken – ansættelse, penge, vor ”evige salighed” – over os. Og her i Jantelovens fædreland tør den enkelte knapt nok tænke en kættersk, en anderledes tanke; for tænk, om den blev formuleret i ord eller udmøntet i gerning! Du ville blive udstødt – eller føle dig udstødt.

Hvis du gør det, er det, fordi du sætter andres mening om dig selv i højsædet. Men hvis du er fast forankret i din vi­den om, hvem og hvad du er – inderst inde – kan du stolt løfte hovedet og sige: Jeg mener sådan og sådan. - Da vil du blive respekteret for din standhaftighed, dine meningers mod, og andre mennesker vil vige tilbage og sige til sig selv: ”Ja, det turde jeg altså ikke stå frem og sige; men ih, hvor ville jeg gerne kunne gøre det samme!”

Så giv dig selv lov. Kast alle de ligklæder af dig, som du i løbet af dit liv er blevet indsvøbt i. Giv dig selv lov til at le utvungent, til at handle impulsivt; thi det er fra din indre ver­den, den guds- eller årsagsforbundne verden, at disse til­skyndelser kommer. Møder du et menneske, der ser ked ud af det, så kom med en munter og venlig bemærkning og se da i øjnenes spejl sjælen lyse op i et øjebliks glæde. Lyt interesseret til andre. Se dem kærligt ind i øjnene. Hjælp dem på de områder, hvor du kan hjælpe. Indføling, ikke medføling, er nøgleordet. Og dette vil også indebære, at du ikke længere giver dig af med at bedømme eller fordømme mennesker. Du erkender blot, at der står et stakkels menneske foran dig, der står og vakler på et trin af stigen og bare har brug for en støttende hånd, et venligt ord, et godt råd, en ny synsvinkel at anskue problemet på.

Belønning? Tænk ikke på nogen sådan; men den kommer – tro mig. Den hedder lykke, mening med din tilvæ­relse, en højere grad af indvielse, et trin nærmere Vorherre.

Giv dig selv lov.