Under en samtale med én af mine venner udkastede han den tanke, at jøderne faktisk opfyldte en ganske speciel mission her på Jorden. Vi var begge rørende enige om, at mennesket - generelt betragtet - er mageligt anlagt og foretrækker en behagelig tilværelse, hvilket indbefatter en minimal arbejdspræstation, en fyldt vom og masser af fritid.

Mennesket anses normalt for at være et socialt væsen, men fungerer bedst i små enheder. Mand, kone, børn, slægtninge og venner. Det ideelle: Ingen træder på nogen eller søger at tiltvinge sig magt over andre. Man er ikke slave af tiden, men bestemmer selv, hvornår man vil lave et eller an­det. Kort sagt - ingen slanger i Paradis.

Imidlertid giver sådanne tilstande ikke lejlighed til udvikling - og med udvikling mener jeg åndelig evolution. Der skal erfaringer til. Erfaringer får vi først, når vi bliver konfronteret med uventede aspekter og skal træffe et valg. Nogle valg er uheldige og kan give smertelige erfaringer på den ene eller den anden vis. Uanset udfaldet bliver vi klogere.

Eftersom der ingen fysisk evolution eksisterer (lad os blot foreløbig sige, at det er min private påstand), vil der på vort i høj grad jordiske plan heller ikke kunne finde nogen åndelig evolution sted, medmindre en slange indfinder sig i Paradiset, laver rav i den og lader os opleve uharmoniske til­stande. Jeg vil ikke her bruge udtrykket godt eller ondt; for i mine øjne er disse ord værdiladede og ikke spor objektive. Men Guds jord (vi mennesker) er gold og uopdyrket. Altså er der brug for en møggreb og en god gang gylle.

Og nu et lille eventyr: Der var engang et nomadefolk, vistnok fra Mesopotamien. De havde intet blivende sted, men slog lejr snart her, snart hisset. Røvere og banditter var de som så mange andre. Deres høvding hed Abraham.

En dag mødte han i ørkenen en gudekonge, hans kone og fire sønner, ridende på kameler. Han hed El, og hans sønner lød navnene Michael, Uriel, Rafael og Gabriel. Abrahams søn Jakob var be­gejstret for dette navn og lavede sig et nyt: Is (som han tog fra den ægyptiske Isis), Ra (sol­guden) og guden El. Det blev til Israel, og hans stamme antog derfor navnet Israelitter. [Dette fremgår af en baby­lonsk lertavle, der blev fundet en gang i fyrrerne, og som nu kan findes på British Museum].

På deres færd kom de til et rigt og frodigt land. Her boede nogle koptere, nærmere betegnet Ai-coptere, hvorfor deres land blev betegnet Ægypten. Her flød det med mælk og honning, kornet kunne høstes flere gange om året, og da israelitterne var dygtige håndværkere, bosatte de sig dér og levede ganske fedt. De blev venligt modtaget af aicopterne, og de fik kronede dage; ja, én af dem ved navn Josef, blev ligefrem kronet til Farao. Og det er ganske vist!Slaver var de ingenlunde, og da slet ikke med en frænde på Ægyptens trone. Men intet varer evigt, selv om en faraodatter foretog et sidespring med én fra deres stamme og fødte en dreng, der blev kaldt Moses. Denne blev oplært i al Ægyptens visdom [ifølge Ap. Gerninger 7:22], men blev ked af det, da han erfarede, at hans folk ikke stræbte efter visdom, men efter al magt over Ægypten.

Han samtalede med sin moder herom, og hun gik til Farao. Denne rynkede brynene; thi det var alt kommet ham for øre, at israelitterne ikke skikkede sig, som det sømmede sig for en ægypter. Han tilkaldte Moses og gav ham til opgave at føre israelitterne ud af Ægypten. Det bedrøvede ganske vist Farao, at han dermed mistede 603.550 våbenføre mænd (altså ikke slaver), hvortil kom deres hustruer og børn, i alt godt halvanden million (be)skattede borgere.

Med sig fik Israelitterne store hjorde af øxne, kameler og andet kvæg samt rigeligt med forsyninger. Alt dette skete ca. år 1300 før nul. Den store skare blev eskorteret af Farao him­self, der ønskede at følge dem til dørs og forvisse sig om, at de kom godt af sted.

Turen startede i Goosen i Nilens delta, der er et sivbevokset, sumpet område. Herfra er der otte dages rejse på apostlenes heste til det sted, der siden kom til at hedde Jerusalem. Imidlertid må Israelitterne være faret vild i ørkenen; de beretter i hvert fald, at de var fyrre år undervejs. Den di­rekte vej ville kun have taget otte dage. Gennemsnitligt ville de have vandret under 80 meter om dagen, hvis de virkelig var 40 år undervejs. Oppe i det græske øhav vågnede øen Santorini imidlertid til live. Santorini er en vulkan af de mere uhyggelige. Den rummer et kammer, der er forseglet foroven af et lag magma fra det sidste udbrud. Lavamasser kogte op i det lukkede kammer og opbyggede et uhyre tryk. Til sidst sprængtes toppen af med et brag som fra en moderne atomeksplosion. Det udløste først en trykbølge af luft og siden en tsunamilignende flodbølge.

Ved et lykketræf nåede trykbølgen frem til udkanten af sivskoven, netop som israelitterne var begyndt at hægte deres kjortler op om livet for at vade over. Nu skyndte de sig og slap tørskoet over. Faraos hær fulgte efter - det var jo både deres eskorte og den prop, der skulle hindre dem i at gå baglæns mod Ægypten. Da tårnede flodbølgen sig op og tordnede ned over Farao og hans hær på tilbagevejen. Farao druknede, og hans lig - med havalger i maven - ligger i dag på lit de parade på museet i Kairo.

Nu var gode dyr rådne; for dagtemperaturen i ørkenen i Sinai ligger på gennemsnitligt fyrretyve moderne Celsius­grader. Det kræver sin mand - og fire liter vand om dagen - at overleve. Gang det med halvanden million, og du får seks millioner liter - eller seks tusinde kubikmeter - om dagen. Lille israelit, hvad nu?

Da trådte Moses, den lærde - også udi geologien - til. Han vidste allerede dengang, at visse kalkformationer indeholder store lagre af vand. Altså pirkede han som en øvet håndværker med sin stav lige præcis på det svageste sted, og se - miraklet skete: Vandet strøm­mede ud i rigelige mængder. Hosianna i det Høje!

Da nu de fyrretyve år - ikke røvere, i hvert fald ikke længere? - var gået, befandt de sig på grænsen til det forjættede land, der skulle flyde med mælk og honning. Men det var bare løgn. Så langt øjet rakte, var der ørken; kun en flod slyngede sig igennem landskabet og gav ved sine bredder næring til lidt græs og dadelpalmer.

- Vi skal videre, sagde Moses. Men mange var de, der ikke gad eller orkede at gå fyrre år mere. - Vi står af, skreg de. Og det gjorde de. Hvorefter de bosatte sig og til at begynde med gik på jagt på de lokale stammer for at udvide deres territorium.

Moses trak på skuldrene og rejste videre med resten af sin flok. Til sidste nåede de frem til Kashmir provinsen i Indien, hvor det visselig "flød med mælk og honning". Og om­sider mæt af dage opgav han ånden og blev stedt til hvile i Shrinagar, kun få kilometer fra, hvor mennesket Jesus blev begravet ca. 1370 år senere - ifølge Koranens Bind 2, side 732. Sagnet beretter, at Muslimerne den dag i dag ærer såvel Moses som Jesus som store profeter og ikke bare skåner, men vedligeholder deres grave.

Århundrederne løb ud i ørkensandet, og de evigt for­fulgte israelitter gik så gruelig meget igennem. Vilde nomadefolk, filistre og andet utøj faldt over dem som i sin tid Ægyptens syv plager. Men det lille, tapre folk holdt ud og gav "øje for øje" en tand til - det stod der i Torah'en, at de skulle - og det gør folket den dag i dag. Især rettede de sig efter det sted i To­rah'en, hvor der står: "Du må ikke tage renter af din broder." Og det tog de overordentlig bogstaveligt.

Nye tanker, nye religioner kom til. Således også en uro­stifter ved navn Jesus af Nazareth. Han var en uægte konge­søn - det påstod i hvert fald ypperstepræsten Kajfas, idet hans moder Maria øjensynlig havde været for varmblodig, thi han var ikke blevet født i den hellige septembermåned, hvori en prins af blodet retteligen skal fødes, men i marts, i det kø­lige forår, syv år før den nye tidsregning skulle begynde. Mystikken bredte sig; for den hellige Josef (der allerede var en aldrende mand på det tidspunkt og havde flere koner), opdagede ved mødet med sin trolovede, Maria, at hun allerede var frugtsommelig, og nægtede derfor til at begynde med at indlemme hende i sit harem. Dog – ifølge de hellige skrifter viste en engel sig for ham, der fik ham overtalt. Til sin store fortrydelse opdagede Josef, da barnet var født, at det var rødhåret – og altså af arisk afstamning.

Denne Jesus var fandens klog; han læste de skriftkloge teksten og fortolkede Torah'en på en ganske uautoriseret måde. Hvis han så endda bare havde holdt sin bøtte; men han fortalte hvem som helst af de sædvanlige dagdrivere, der lyttede for tidsfordriv, at man skulle forære al sin ejendom væk; thi gods og guld vendte tankerne bort fra Vorherre.

Da vendte de skriftkloge øjnene mod himlen og væm­medes ved en så profan og samfundsomstyrtende tankegang. Dette kunne ikke fortsætte. Jesus måtte trynes.

Imidlertid var denne Jesus essener og indviet præst, Rabbi. Man måtte derfor fare med lempe. En dag blev han grebet i en kættersk udtalelse, svarende til "Jeg er den, der er". Den romerske høvding Pilatus lod ham gribe, men fik kun fat i en zombie - bevidstheden havde forladt ham.

På korset vågnede Jesus op igen og udbrød: Min Gud, hvorfor har du taget Kristus­energien fra mig. Og atter engang blev han bevidstløs. Efter korsfæstelsen blev der med et spyd prikket i hans legeme, og der kom blod og vand ud. Desværre var der ingen læge for hånden, der kunne orientere soldaterne om, at døde mennesker ikke længere kan afgive blod. Altså overgav man det formodede lig til nogle essenere.

De bragte liget til en hule i hans brors have. Broderens navn var Josef af Arimatæa, Den rige mand. En anden af Jesus' brødre, Jakob, var netop den, der af Kajfas var blevet valgt til ved sin fødsel at repræsentere år 0. Essenerne passede og plejede Jesus, og hans anden hustru (Jesus første hustru hed Miriam, men blev syg og døde efter et par års forløb), Maria Magdalena (en dame af højadelig slægt, der tilmed var slyngveninde med Pilatus’ hustru), der bar Jesus' blod under sit hjerte og altså var svanger, livede også betydeligt op. (Det er her nødvendigt at fastslå, at en præst – en rabbi – skulle være gift). Ikke siden sit i Bibelen besungne bryllup i Kannæ havde hun følt sig så lykkelig. Men ikke længe, Thi Je­sus bad hende emigrere til Frankrig, bede om asyl som flygtning og føde barnet dér. Selv var han nu efter korsfæstelsen en værkbruden mand, men ønskede dog stadig at forkynde sine tanker for et mere taknemmeligt folkefærd end jøderne, som israelitterne nu kaldte sig efter at have institutionaliseret sig. Altså rystede han ørkenstøvet af sine fødder og drog didhen, hvor i sin tid Moses var taget, Kashmir - det land, der i sandhed "flød med mælk og honning". Med sig bragte han sin mor Maria, der dog ikke overlevede rejsens strabadser, men døde og blev begravet ved Islamabad i det nuværende Pakistan. Af muslimerne blev Jesus opfattet som profet, og han opnåede siden posthumt hædrende omtale i Koranens andet bind side 732. Du kan selv læse om det i den danske oversættelse af Koranen. Nok kan man ombringe en kætter, men løber derved den risiko, at han udråbes som martyr af sine tilhængere. Og historierne om Jesus tabte ikke ved at blive genfortalt. Lige­som H.C. Andersens eventyr af naive sjæle kan opfattes som virkelige, mens de underliggende betydninger kun opfattes af tænkende mennesker, således afslørede essenerne i deres - ved Dødehavet skjulte - beretninger de historiske fakta.

Nuvel, alle disse beretninger måtte kunne bruges til noget. De skriftkloge gik i tænkeboks, stak hovederne og de karakteristiske, smukke snydeskafter sammen, og under en brain­storming session udbrød én af dem: "Heureka! Jeg har det. Vel kan vi ikke fastholde vort monopol på den rette tro; men vi kan lave en cocktail ud af alle disse historier, som folk vil sluge råt." - "Du er en ægte Farisæer," indskød et andet gråskæg; "men vi er nødt til at indføre en outsider, der har de rette meninger om, hvordan et samfund skal køres. Hvad mener I andre om Saul? Han er en ægte hysteriker. Ser syner og taler undertiden i vildelse. Tror selv, at han er Messias eller i hvert fald én af Jesus' apostle, og han er en folkeforfører af første skuffe." - "Bingo," svarede de alle. Og så fik de travlt.

Det første større redaktionsmøde fandt sted i Nicæa år 325. Der var masser af beretninger at vælge imellem til den nye Bi­bel; thi ingen forening eller kirke kan eksistere uden et manuskript, man kan slå op i og henvise til, når de menige med­lemmer drager formandens ord i tvivl. Saul ændrede navn til Paulus - det lød lidt mere tilforladeligt. Ganske som Karl Marx lyder bedre end Mordechai, Kirk Douglas bedre end Isadore Demsky, Jerry Lewis bedre end Joseph Lewitch, Danny Kaye bedre end David Kominsky. Apropos Hollywood - der direkte oversat betyder en skov fuld af kristtorn - er den sikkert en torn i øjet på Kristus, idet fx Universal Pictures er 100% jødisk kontrolleret med Lew Wassermann som formand for moderselskabet; generaldirektøren er Sidney Sheinberg. Metro-Golwyn-Mayer ledes af halvjøden Alan Ladd junior, Paramount Pictures af Mel Harris og Fox-Tv af Barry Diller, som udsendte "Married With Children" (Gift med børn) - denne blev af Ame­rikas familieorganisation fordømt "for at portrættere utvetydig sex, blasfemi og antikristne temaer. Men dette var et sidespring.

Et gammelt ord lyder "Del og hersk". Genialt i al sin enkelhed. Ført ud i livet kan det anvendes til at skabe divergerende opfattelser. Et af de primære mål i en supponeret beherskelse af mennesket kunne være oprettelsen af forskellige, indbyrdes konkurrerende trosretninger. Jo flere, des bedre. Primitive religioner som animisme, der har den af den etablerede videnskab stadfæstede fejlopfattelse, at alting er besjælet og derfor fortjener respekt og hensyntagen, bør erstattes af den eneste rigtige - troen på et væsen, der efter at have skabt en verden har trukket sig tilbage i ophøjet ensomhed og derfra med et strengt faderblik vogter sine får, bedømmer deres præstationer og uddeler ros eller ris efter én eneste skoletime - læs liv.

Se, det kan man da leve med og forholde sig til. Frygt guderne og skælv for dit sølle liv, om ikke du er dem til behag og udfører deres hellige vilje, således som præsterne tolker den. Da skal du blive belønnet mangefold, når du ikke længere har en krop, der kan nyde belønningen. (Men når du ikke længere har en krop, kan du heller intet mærke, når "djævlene kniber dig med gloende tænger!”).

Kært barn har mange navne. I flæng kan nævnes Je­hova, Allah samt gudved hvor mange andre. Forhåbentlig udgør alle disse navnene på det samme "væsen"; thi ellers må der herske et bravt skænderi hinsides. Dog må den bibelske Jehovah have været en af Annunakierne og ikke den rigtige Gud, således som sekten Jehovas vidner opfatter ordet. Og YHWH, sådan som Enoch kalder Gud, den Øverste Intelligens, må vel sidestilles eller rettere være lig med Allah – thi der er kun én.

Men præsteskaber alene gør ingen sommer. Der skal også en verdslig styring til. Thi det nu syndigt udråbte menneske må i sin enfold også tugtes. Love er til for at brydes, og den flinke Moses gjorde et pænt stykke arbejde, da han snakkede med sin øverstbefalende oppe på bjerget og nedkom med sine stentavler. Den menneskelige nysgerrighed gjorde resten. Hvad sker der, hvis jeg bryder et bud? Det må undersøges. Og straks var grunden lagt til et strafferetsligt system, der dels kunne håndhæves af præsterne på det såkaldt åndelige plan, dels kunne indbringes for en civil domstol uden appelret og siden udmønte sig i straffe på det fysiske legeme. Magten var født. Og magten er sød.>

Viden er også magt. Fra den skønne tid i Ægypten overle­veredes hemmeligheder fra den ene udvalgte til den anden. Den gode tempelpræst Ezekiel blev hjulpet godt på vej, da han i "Herrens Herlighed" ad luftvejen blev transporteret til Kashmir og landsat ved Jøde­templet, der var en tro kopi af Salomons tempel. Her slugte han en bog, ganske som vi læser en spændende roman, og siden blev han på samme måde ført til Jerusalem og gjorde sit ypperste for at briefe åndshøvdingene.

Disse hemmeligheder blev inkorporeret i den nyligt op­rettede frimurerloge, men kun gjort tilgængelige for den 33. rangorden. Med tiden blev der oprettet så eksklusive klubber som Illuminati, Bilderberg klubben, Den Trilaterale Kommission, Council for Foreign Affairs (Rådet for Udenlandske An­liggender) og den internationale valutafond (WMF).

Som vi alle véd, betyder viden og penge magt. Viden var medbragt fra det gamle Ægypten og pyramiderne. Og viden kan udmøntes i klingende guld. Historikeren John Ree­ves beretter i sin bog "The Rotchilds", hvordan Nathan Rotschild overværede slaget ved Wa­terloo i 1815 og så, at Wellington havde slået Napoleon. Straks ilede Nathan Rotschild til London, hvor han stakåndet, laset og paniksla­gen berettede på børsen, at Wellington var blevet slået. For at underbygge sit udsagn solgte han nogle af sine obligationer til uhyggeligt lave priser. Vild panik. Alle søgte at sælge deres værdipapirer til den kurs, de nu kunne få, og den var lav. I al hemmelighed opkøbte nu Nathan og Huset Rotschild alt, hvad de kunne få fat i, og på den tid, hvor der hverken eksisterede telefon eller telegraf, varede det adskillige dage, før det kom frem, at det faktisk var Wellington, der havde vundet. Øjeblikkelig steg kurserne på børsen, Nathan solgte ud og tjente formidabelt.

Den slags sker den dag i dag. Børserne er opfundet for at tage alle i skægget, bortset fra dem, der har opfundet dem.

Hvad gør man så, for at få sine penge til at formere sig? Efter Nathans død gav hans søn Lionel anseelige lån til England, omkring 80 millioner pund, for at finansiere Krimkr­gen. Samtidig støttede han russerne[1] i tyve år. Hans ældste søn, Nathan Mayer, blev den første Lord Rotschild, da han blev adlet og fik sæde i The House of Lords i 1885. Derefter blev han leder af selveste Bank of England med uhørt magt til at påvirke hele klodens finansverden.

Den hemmelige viden indbefattede kendskab til Amerikas eksistens, og det blev da besluttet at udruste Christoffer Columbus med skibe og søkort, der viste, hvor det nye land var at finde. Columbus var ikke særlig begejstret; men eftersom han var jøde, fik han valget mellem Inkvisitionen og at konvertere til kristendommen, hvorefter han fik krudt et vist sted, skiftede tro, kaldte sit skib Santa Maria og drog af sted udslyngende alt andet end kristelige forbandelser.

Det nye land var på forhånd blevet døbt det nye JerUSAlem. Naturligvis gjorde såvel Spanien som Frankrig og England krav på den nye koloni, og dette åbnede nye mulig­heder for manipulation. Det vigtigste var dog at gøre Amerika til en selvstændig nation.

Altså startede man té-krigen. Forklædte lejesvende smed teballer i havnen. Der blev pu­stet til ilden fra begge sider af Atlanten, og resultatet udeblev ikke. Begge lande satte sig i gæld til bankerne for at låne penge til flåde og soldater.

På et tidligt tidspunkt i historien opdagede juvelererne, hos hvem borgere oplagrede deres værdigenstande eller rede penge, at kun en brøkdel af indskyderne hentede deres penge ud igen. Altså kunne man uden større risiko garantere en større kredit, end hvad den reelle beholdning berettigede til. Og naturligvis høstede disse tidlige bankierer også renter af disse ikke-eksisterende værdier. I moderne tid behøver dækningen kun at være på cirka 8%, hvilket betyder, at garantier for en kredit på 10.000 kr. indgår i beholdningen af "aktiver" og dermed berettiger en ny kredit på 120.000 kr.

Jeg skal ikke her trætte den godtroende læser med at opremse, hvorledes verdenseliten bestående af de 13 familier igangsatte - og tjente på - diverse krige, 1. og 2. verdenskrig med flere, men kun konstatere, at menneskeheden kynisk er blevet manipuleret, udnyttet, slået ihjel og har oplevet alle mulige rædsler og dermed gjort erfaringer på godt og navnlig ondt. Der er - for mig at se - blevet manipuleret med religioner, ideologier (tænk fx på Karl Morde­chai Marx), medier (presse, film og tv), de såkaldte "national"-banker, politikere, lægestanden (via uddannelse og medicinalbranchen) og me­get, meget mere.

Ja, selv religioner og sekter er blevet startet op. Til eksempel: Boghandleren Charles Russel, der døde i 1916, skrev seks bøger, og hele hans koncept hvilede på pyramide visdom. På grundlag af disse bøger startede Charles Taze Je­hovas Vidner op i 1886. Han havde udpeget fem efterfølgere; men Joseph Rutherford foretog et kup og indsatte sig selv. Han ændrede fundatsen, købte en herskabsvilla (under påskud af, at den skulle tjene til bolig for Abraham, Isak og Jakob, når de kom tilbage), en Cadillac og en Oldsmobile. Russels bog bind 3 fra 1916 blev genudgivet i redigeret form, idet alt om pyramiderne nu var fjernet. Tidsskriftet Zions Vagttårn ændrede navn til slet og ret Vagttårnet. Sådan!

To årtusinder er gået, og til trods for en stadig stigende kontrol over og manipulering af menneskeheden synes det, som om den nu endelig - efter at have gået så gruelig meget igennem og er blevet kanøflet på kryds og tværs - vil rykke op i næste skoleklasse efter den afsluttende eksamen.

Skal vi hylde og forgylde møggreben for vel udført, beskidt, men nødvendigt arbejde?

Ovenstående er resultat af flere års studier, men kan naturligvis afvises af bedrevidende personer som et sørgeligt resultat af min alt for livlige fantasi. De omtalte personer kan umuligt have eksisteret, ligesom ingen af de rædderlige begivenheder nogensinde har fundet sted - vel? Man skal da ikke blindt tro alt, hvad man hører eller læser - ingen manipulerer med dig, for hvad interesse skulle nogen have i det? Dog - indtil videre er det stadig tilladt at tænke selv.