Mange definitioner er givet på, hvad der almindeligvis forstås ved frihed: For eksempel frihed til at tro, tænke og tale frit.

Men dette er i mine øjne en stærkt begrænset frihed. Thi underforstået er, at forudsætningen for disse privilegier er konformitet – tilpasning til en bestemt styreform. Mennesket anses normalt ikke for at være i stand til at styre sig selv. Og af denne grund opkaster andre sig til konger, kejsere, præsidenter, paver, biskopper, præster, embedsmænd, politi – rækken fortsætter i det uendelige.

Disse selvbestaltede og deres udnævnte tjeneres opgave er at udøve magt på basis af doktriner, der fastlægger ordensregler.

Men er alle da ikke lige i Guds øjne? Og er vi ikke hver især Hans repræsentanter med ansvar ene og alene over for Ham.? Og er vor inderste kerne ikke Gud selv? Er det da ikke at håne Gud at lade Ham bøje den fysiske del af sit legeme i støvet for en selvbehageligt smaskende, smiskende og selvophøjet person – jeg undtager ikke de såkaldt folkevalgte – eller rettere folkeforførere?

Her vil nogle nok indvende, at gennemsnitsmennesket ikke er rede til eller ansvarligt nok til at ”fortjene” en sådan frihed. Jo! I samme øjeblik et menneske virkelig har erkendt sin guddommelige æt og natur og sit deraf følgende ansvar, bliver det ”voksent” – åndeligt moden – og hviler i sig selv.

Da er der rigeligt råd til at øse ud af alle sine evner, ressourcer og kærlighed. For det vil indse, at alting er Gud manifesteret, og kan derfor rette sin ubetingede kærlighed og skaberkraft imod alt.

I titusinder, i hundredtusinder af år, har mennesket måttet bøje nakken – er blevet vildledt, indoktrineret, undertvunget og holdt borte fra det såkaldte ”Livets Træ”, der netop fortæller os, at vi ikke er alene i universet, og at vi efter gennem liv efter liv at have indsamlet erfaringer kan rykke op i næste klasse.

Er vi først blevet bevidst herom, vil det være direkte at fornægte vor guddommelighed at stå med hatten i hånden over for et andet menneske. Rejse sig i en retssal, fordi en dommer kommer ind? Knæle i en kirke, fordi et andet menneske – en såkaldt præst eller forkynder – lyser Sin Egen Velsignelse over os? Har vi måske behov for anden velsignelse end den, vi i forvejen dagligt modtager direkte fra kilden? Har han guddommeligt mandat dertil? Står han nærmere Gud? Er han udnævnt til mellemled mellem Gud og den gemene hob? Af hvem? Af Gud – eller af et andet menneske, der mener at have patent på sandheden?

Selv om mange her vil være enige med mig, vil de dog pr. automatik udføre de indøvede og rituelle bevægelser – måske for ikke at skille sig ud fra de andre – thi hvad måtte de ikke tænke!

Som om dette betød noget. Det, der virkelig betyder noget, er at dykke ned i sit hjertes dyb og med uhørlige ord, ydmyghed og inderlighed at lovprise vort udgangspunkt, love at tjene Ham i tanke, ord og gerning i alle ting. Med andre ord at praktisere den gudgivne kærlighed uden tanke på sig selv. Blindt at adlyde og udføre de ting, der tilhviskes os af Hans kærlige røst til os små menneskebørn. Være et lydigt og føjeligt barn, der følger sin Fader og Hans vilje i alt.

Men også lære at skelne mellem ret og uret og vælge det rette. Og dette valg må enhver have fuldstændig frihed til at træffe. Denne ret må aldrig anfægtes eller påtvinges én af andre mennesker, fordi de tilfældigvis har andre synspunkter.

Fejltagelser? Javist – dem kan ingen undgå. Og da må andre træde forstående til og give kloge og kærlige anvisninger. Men et barn opdraget i kærlighed og forståelse har mulighed for at udvikle sig til et frit og ansvarligt menneske, der véd, at det har en guddommelig og udødelig sjæl, et midlertidigt legeme at bruge som redskab, visse lektier eller erfaringer at lære og en gudgiven opgave at løse i hvert liv, hver time i den jordiske underskoleklasse, vi befinder os i.