Måske er jeg blot en dråbe et eller andet sted i det store Univers. Måske er Universet som et stort hav, fyldt med billioner og atter billioner af disse dråber som jeg. Nej, ikke dråber, blot bølgeforme, der bader i det moderlige havs evige bølger.

Millioner af strømme fører mig omkring; de flyder over mig, under mig, igennem mig – og gennemtrænger ”mit” individuelle bølgemønster, rører rundt i min hidtil uerkendte bevidsthed og skaber en spejlbevidsthed, der genspejler bevidstheden af det uendelige hav.

Og som spejlet skabes, sanser jeg svagt mine omgivel­ser, andre dråber eller livsformer. Det vil sige, jeg tror, det er livsformer; men de er blot bølgeformer ligesom jeg. Men fordi ”min individuelle” dråbe er blevet kærtegnet af kærlige impulser, der har orienteret mit bølgemønster i en bestemt retning, er jeg mig en ”verden” bevidst, der rummer andre livsformer orienteret på samme vis.

Fordi dråberne er sammentrængt bølgeenergi, opfatter jeg de andre som faste og afgrænsede, og med mine begrænsede sanser erkender jeg dem og reagerer på dem. 

Langsomt vinder jeg erfaringer, og snart tror jeg at vide alt om ”verden” – og afstikker dermed grænser for, hvad mine sanser fortæller mig ”eksisterer”.

Men hvordan med de pulserende strømme og harmonier, der gennemtrænger mig og mit hele væsen? Har jeg virkelig glemt, hvoraf jeg opstod? Og hvad skal jeg gøre for at bringe min ur-bevidsthed tilbage igen?

Jeg skrumper og går ind i mig selv; nu er jeg blot på størrelse med en levende celle, og ved hjælp af et mikroskop er jeg nu molekylestor, nu et atom, nu en bølgeform, nu ren energi – og ser mig om: Hvad er det, der sætter og holder alting i gang? Og hvad finder jeg? Det evige hav! Endelig er jeg tilbage igen.

Nu vil jeg iagttage de fine strømninger, impulser og kvaliteter i dette hav. Færdig med de fysiske observationer. Jeg må og skal lytte til de livgivende harmonier, uhørte af menneskeører, men evigt ringlende i min sjæl, til stadighed kaldende på en tilhører – og det med uendelig kærlighed og velsignelse.

Men ”verden” råber ind i mit fysiske øre, støjer, gør krav gældende, forstyrrer mig – ikke blot med fysisk magt, men tillige med grov, tankesønderrivende, fysiske og psykiske disharmonier. Hvad skal jeg stille op?

 Og dog, undertiden er der stilhed, fred, og jeg prøver efter fattig evne at meditere. Men jeg er stadig langt, langt hjemmefra.

                Måske er jeg en dråbe blot
               i Universets rige,
               der strækker sig som evigt hav
               og kender ingen vige.
               Måske trillioner dråber er,
               det skal jeg ikke sige.
               Som dråbe?
               Nej, som bølgeform,
               udsat for kosmisk vind og storm,
               jeg hvirvles om tillige.

                De strømme flyder gennem mig
                og leger tit- og gemmeleg,
                mens bravt jeg strider på min vej
                mod Universets Hjerte.
                Da bliver brat mit sind et spejl
                af det usete hjerte.
                 Jeg aner, indser mine fejl
                og føler glæde, smerte.
                Og pludselig, da er det,
                som fylder vinden mine sejl.

               Frem bruser som med orgelklang
               en harmoni, en evig sang,
              der gør mig ganske svimmel.
               Åh giv, o Gud, at denne gang
               jeg følge må den vej så trang,
               der fører til din himmel.