Rejsen mod lyset

Det var nysgerrigt. I blide buer strøg det hen over planetens overflade, spejdende, undersøgende. Krybet dernede spredtes i panik i alle retninger. Straks hævede det sig til svimlende rovfuglehøjder, hvor detkun syntes som gribbe, rede til at kaste sig over krybet.

Men det måtte have klarhed. Og som tyste ugler strøg det i nattens mørke hen over krybets boliger. Men glemte sin himmelske stråleglans og sin synen som øjne i natten. Da greb den afsindige rædsel krybet, og skælvende krøb det sammen i huler, ofrede til det ukendte og søgte at mane det væk med forhåndenværende redskaber og primitive rystedanse. Guderne var kommet; frygtindgydende var de og måtte formildes.

En og anden ivrig danser og besværger vakte beun­dring ved sin ihærdighed. Da kom krybet hen til ham og lagde nogle jordknolde og en nedlagt gnaver for hans fødder. Og danseren blev glad og stolt og lagde endnu mere energi for dagen. Nu dæmpedes rædslen til angst. For havde de ikke hos sig en magiker, der undertiden kunne skræmme dæmonerne væk?

Det blev beskrevet og navngivet, og dermed gik ang­sten for det udefinerlige over til frygt. Men magikeren følte magtens sødme og sin mave svulme af en overflod af føde. Desværre var det længe siden, at det havde vist sig, og derfor måtte frygten holdes ved lige. Detblev nu beskrevet i frit opfundne detaljer, dets vilje forkyndt, og magikerens ritu­aler og klædedragt blev maleriske og underholdende. Beta­get holdt krybet vejret, når han i dans eller tale udmalede det skrækkelige og besvor med hellige riter og remedier.

Æoner gik, og med dem fremspirede blandt krybet en gry­ende forståelse. Ja, somme steder blev man endda fortrolige med det, når det en sjælden gang nedsteg fra himlene og hvilede sine mødige vinger. Oppe i de høje bjerge voksede fortroligheden til accept og videre til tillid, da det viste sig, at det ikke gjorde krybet noget ondt, men oven i købet på ma­gisk vis borttog deres sygdomme og gjorde dem raske.

Det kom ud af sin skal og viste sig at ligne krybet. Der opstod ligefrem venskaber mellem det og krybet – ja, der påkom oven i købet krybet en følelse, der mindede om kær­lighed. Og små usynlige flammer blomstrede frem omkring krybet, og det begyndte at hæve sig fra jorden og vakle omkring på de lange bagben uden at tumle ind i hinanden.

Endnu bestod frygten hos somme; men rundt omkring hævede de usynlige flammer sig som bål, der bredte sig, og en dag ville de kanske vokse sammen og omslutte hele planeten.