Det levende lys

Jeg – der er alt og dog intet i sammenligning med altet, jævnfør min ringhed (personligheden) – hensatte mit smukke, fysiske legeme til mit skrivebord efter veludført dåd (afslutningen af noget satsarbejde) og placerede en prosaisk kop kaffe foran mig for at overveje, hvad denne artikel nu skulle indeholde. Med en cigaret (fy, Stig!) mellem de varme, røde læber anslog jeg fyrstenen i min lighter.

En smuk, gul glamme sprang frem. Fortryllet så jeg den stige frem, rolig, stræbende opad og ud efter mørket i stuen. Da randt det mig i hu, hvorledes vi mennesker betages af det levende lys. Ligesom små møl tiltrækkes vi af det skinnende, varme lys, men holder os forsigtigt på afstand; for tænk, om vi kom til at brænde vingerne.

Og således flagrer vi omkring sandheden, betragter den undrende, vil gerne lære den at kande, komme nærmere – men vi tøver med at flyve ind i den af lutter angst for at brænde op og miste vor identitet.

Tankestreg!

Men gør vi nu også det? Vi mennesker er så glade for at være forskellige fra de andre; hver af os tror at være noget helt specielt. Det er vi også. Men kernen i os, den guddommelige livsgnist, har vi til fælles – det er kun i det ydre, i det fysiske, at vi fremtræder med forskellig krop, forskellig adfærd, anderledes tankemøn­stre og vaner.

Jeg erindrer en bog om en adept (novice) i Ægypten, der fik til opgave bare at sidde stille og iagttage et træ, ind­leve sig i det. En skønne dag oplevede hun træet indefra. Hun så årerne, følte saften stige op og ud i hendes blade; hun mærkede vindens kærtegn mod løvet – var kort sagt ét med træet. Og dog var hun sig sin egen identitet bevidst.

Vi har i dag et fint ord – empati – eller indføling. Nogle alternative behandlere begynder aldrig en behandling, før de efter et stykke tid sammen med det andet menneske har op­nået en vis grad af indføling med det. En sådan ”sjælskon­takt” skal udføres meget varsomt og ikke udstrækkes så meget, at behandleren kan ”læse” den andens tanker. Privat område, adgang forbudt! Herefter er det muligt at overføre helbredende kærlighedsenergi.

Sai Baba siger et sted, at man skal betragte et lys, først udefra, omfatte hele lysets væsen, bruge indføling og til sidst anbringe sig selv inde i lyset, så man er selve lyset.

Jo mere vi betragter lyset, Årsagen, Sandheden, des mere lutrede bliver vi, idet dets lys og varme gennemtrænger os og bortbrænder alle negative tanker og dermed også de­res følgevirkninger – handlingerne. Glemt bliver alle personlige ønsker (så længe vi ufravendt stirrer på lyset), og det skal efter sigende virkelig være muligt at opleve sammensmeltning med Kosmisk Bevidsthed – og slippe tilbage til hverda­gen igen – uskadt, javist – men med en uforglemmelig oplevelse og en uudslukkelig længsel efter lyset i behold.