Det indre univers

Han vendte blikket indad. Sank ind i sig selv. Fornemmede ligesom et udstrakt rum, et blånende hav, fred og harmoni. Bag hans pande var der ligesom en varme, ligesom en blid sol, der gød sine stråler og gav et vidunderligt velvære. Den ydre form, kroppen, opfattede stadig gennem sine sanser maskinernes brummen, temperaturen i lokalet og fornemmelser i hele legemet; men han var sig sit indre univers uhyre bevidst.

De økonomiske problemer, de praktiske problemer – alle skrumpede de ind og fyldte meget mindre end før. Kroppen var ligesom en hul skal omkring det egentlige. Og det egentlige voksede og strakte sig langt ud over hans fysiske begrænsninger, omfattede huset, kloden, ja – hele universet. Alt var indeholdt i det, og alt sammen hørte det sammen og havde betyd­ning, en betydning langt ud over hans egen eksi­stens.

Men det gjorde ikke noget; for han var ikke bare en lille del af helheden; han var selv denne helhed og fornemmede det og samhørigheden mellem alting så stærkt, at dagligda­gens bekymringer svandt bort som morgentåge ved solens opgang.

En ro faldt over ham. Det gjorde ikke længere noget, at han ikke var i stand til at ændre tingene omkring sig, at an­dre mennesker gjorde deres bedste for at slavebinde ham med menneskeskabte bestemmelser, med slidsomt arbejde, med ufrihed på denne og hin vis. Han tænkte med et smil på de æoner af tid, han havde haft, og som han ville få fremover. Dette korte liv var jo blot et sekund i evighedens hav. Hans erfaringer, behagelige og ubehagelige, tyngede ham ikke længere, og han så med sindsro, ja, ligefrem med for­ventning, frem til nye oplevelser og nye gøremål.

Han legede lidt med tanker om, hvad han kunne tænke sig at lave, hvis han kunne få fred og tid til det. Rejse rundt i verden, se andre folkeslag, en fremmed og ukendt natur, sol­nedgange, lysende farver på himlen og en plantevækst og et dyreliv, der badet i himmellyset ligefrem lyste af munterhed og foretog kåde krumspring. Han så for sig dyrebørnenes ufrivilligt komiske leg og livsglæde. Og han opfyldtes af kær­lighed til det alt sammen.

Han så sig selv hjælpe en gammel kone med at trække vand op af en brønd, hele et brækket ben ved at lægge sine hænder på det, og han vidste med sig selv, at på et eller an­det tidspunkt ville disse tanker blive til virkelighed; thi havde han ikke netop tænkt dem, og var han ikke selv universet og kunne skabe former og hændelsesforløb i forlængelse af sine tanker?

Forfrisket dukkede han atter frem fra sit indre univers og fortsatte sit daglige arbejde.