Identificering

Vi hører af og til mennesker sige, at de identificerer sig med et idol, en sag, en gruppe mennesker osv. Men er dette ikke at smide sin egen identitet væk og erstatte den med andres meninger eller tanker?

Vi er også vant til at høre folk sige: ”Jeg er sulten; jeg trænger til en øl, en smøg, en pige, en ny bil” – eller hvad det nu kan være.

Det er almindeligt antaget, at vi har en sjæl, et eller an­det uhåndgribeligt, og vi udlægger det som regel som en slags aflægger af Gud. De mennesker, der hævder, at de ikke tror på Gud, må vel sagtens anse sig selv for robotter. Men selv en robot har brug for livskraft, det være sig el- eller en anden form for energi. Hvad er det da, der gør robotten levende, i stand til at fungere – ja, tilmed udføre det, vi normalt kalder tænkning? Og selv hjernen, vor vidunderlige, indbyg­gede computer, må da have en eller anden slags form for strømforsyning, al den stund videnskaben erklærer, at ner­verne transporterer elektricitet – en årsag, videnskaben aldrig har set og målt, men kun kan studere virkningerne af.

Og hvordan opstår for øvrigt denne elektricitet? Er det celle­aktivitet? Hvor sidder da den centrale celle – den, der startede alle de øvrige celler i legemet op, så at de kan spise, producere vitaminer, proteiner, fedtlag til kroppen – i det hele taget fore­tage kemiske processer samt lave hoved­strømforsyningen?

Lad os antage, at vi har en sjæl. Men hvad mener vi nu med det? Er det kroppen, der ejer en sjæl – sådan en slags mellemled mellem os og Gud, som vi mennesker noget svævende kalder ånd?

Eller er det modsatte tilfældet? For en maskine kan da ikke eje sin fører, vel? Det må da være chaufføren, der styrer vognen. Okay. Vi er med andre ord en sjæl, der har et legeme. Og religionerne plejer at sige, at sjælen i tilfælde af død forlader kroppen. Og at den eventuelt efter en passende renselse forener sig med Gud i Himmerige eller – dersom ”Gud” skønner tilfældet håbløst – nedstyrtes til ”helvedes” bål og brand til evig tid, hvilket må siges at være meget længe.

Men denne antagelse holder heller ikke stik. For vor sjæl er jo vor Bevidsthed, eller rettere Dagsbevidsthed (hvad mon vor ”natbevidsthed” i grunden er?). Og det, vi er be­vidst, er vore oplevelser, vore erfaringer, vor indsamlede viden, erindringer. Men vi er stadig i vor ”dagsbevidsthed” ikke klar over, hvordan vi skal styre de mange og indviklede funktioner i kroppen. Vi gør ikke engang noget forsøg herpå. Og for at gøre målet fuldt gider vi heller ikke kontrollere hverken vore sanser eller vore tanker.

Når vi for eksempel siger: ”Jeg er sulten,” har vi identi­ficeret os med kroppen. Det er ikke din Bevidsthed, der er sulten – i hvert fald ikke efter fysisk føde. Det er dine sanser, der meddeler din dagsbevidsthed, at maven gerne vil fyldes op, at ganen længes efter smagen fra en bajer eller fra et stykke chokolade. Hvorefter du rask væk siger: ”Jeg har lyst til …” i stedet for at tænke ved dig selv: ’Maven vil gerne fyldes, og ganen meddeler, at den ønsker at smage en saftig bøf. Men jeg (dagsbevidstheden) er klar over, at min krop trænger til at slanke sig, så nu overtager jeg kontrollen med min krop og siger bestemt nej.’

Dagsbevidstheden bearbejder sanseindtryk samt viden og erindringer, der er gemt pænt væk på hjernecomputerens harddisk (hjernebarken). Harddisken er af den nye type, den optiske slags, hvor informationerne ikke kan slettes, medmindre harddisken går i stykker eller beskadiges på anden måde, for eksempel af medicin, stoffer eller LSD, så der går kludder i de elektriske forbindelser (nervetrådene).

Det fine ved vor dagsbevidsthed er, at vi ikke blot kan registrere andre menneskers opførsel og misbillige den; men at den også kan tage ved lære og sige til sig selv: ”Det dér er negativt, og det ønsker jeg ikke selv at foretage mig. For tænk, hvis jeg selv blev udsat for det samme!”

Men sjælen vandrer jo ud af kroppen, idet lungerne tømmes for sidste gang, når kroppen for eksempel er slidt op eller er tilstrækkelig meget i stykker. Tilsvarende vandrer den ind med det første åndedrag (indånding), som spædbarnet tager. Og ved hjertestop, f.eks. på operationsbordet, er det almindeligt erfaret af lægerne, om end ikke offentligt ind­rømmet, at patienten oplever at befinde sig uden for sin krop i en eller anden ustoflig tilstand og at se og høre, hvad der foregår i lokalet. Når så operationen lykkes, hjertet atter slår, og lungerne igen fyldes ”af sig selv” med luft, er ”sjælen” atter inde i hylsteret.

Sådan noget kan en sjæl virkelig ikke. En sjæl har en krop – og kun så længe kroppen trækker vejret, er dags­bevidstheden til stede. Det må altså være det, som populært kaldes ånd. Og det må altså være ånden – eller Bevidstheden – der giver kroppen liv. Men eftersom patienten vitterlig har gjort disse ud-af-kroppen erfaringer og tager dem med sig til­bage og stuver dem ind i hjernecomputeren til senere beskuelse og vurdering, er det altså hans egentlige jeg, der her er tale om. Og dette egentlige jeg må altså være ”Overbevidst­heden”, ”Kosmisk Bevidsthed” – eller med andre ord, om ikke Gud, så dog en del af Gud; for Gud lader til at være den eneste årsag, den eneste, primære og grundlæggende kraft i universet.

Nået hertil skulle det være muligt at manifestere Gud. Lad os antage, at det efter store vanskeligheder er lykkedes os at kontrollere kroppen, dvs. sanserne, vore lyster, vaner – alt, hvad der har med vort ego at gøre. Og lad os videre antage, at vi dels kan indse Guds tilstedeværelse i os selv og i alt det skabte – dels lever os ind i andre skabte ting i den grad, at vi gør os til ét med dem og oplever deres følelser som vore egne. Da kunne vi rette en enorm kærlighed, Guds kærlighed, Guds kraft, imod andre af Hans manifestationer og dermed manifestere Gud.

Naturligvis er det i så fald ikke vort lille jeg – ego eller dagsbevidsthed – der udretter noget. Men er vi uselviske og åbner os for Hans Kærlighed, identificerer vi os med Ham, kan vi kanalisere den videre.