Bibelen omtaler “Gud” som en person. Men Gud er snarere et udgangspunkt - et punkt uden udstrækning og hvilende i sig selv. Forestil dig så, at udgangspunktet “vågner op” og rører på sig, udkaster en tanke (“Helligånden”). Denne tanke sætter årsagen, punktet, Gud i bevægelse - der opstår en vibration (“Sønnen”).
Denne vibration indvirker på punktet og får det til at udvide sig, og rummet med de tre dimensioner er skabt. I ethvert “punkt” af rummet er “Gud” til stede, helt og udelt - hvert punkt er et “hologram” og indeholder altet, det hele.
Vibrationen reagerer med altet og skaber dermed nye mønstre af vibrationer, der atter reagerer med hinanden - hele tiden bliver de sekundære vibrationer mere komplekse, og på et vist “tidspunkt” (begrebet “tid” er opstået samtidig med den primære vibration - ellers kunne en vibration overhovedet ikke eksistere) opstår der kvarker, hvoraf alt “fysisk stof” såsom elektroner, protoner og neutroner består. Disse kvarker bliver til stadighed opretholdt af den oprindelige, højeste vibration. De er således i resonans, medsvingning, med den primære vibration (som vi for nemheds skyld kan kalde Gud). De har et lukket kredsløb af energi, lukket, fordi de omgiver sig med et biomagnetisk felt, som vi mennesker også kalder for aura.
Hvis det sindrige mønster, der udgør en kvark, imploderer, falder sammen, frigives energien i form af fotoner.
I hver celle i kroppen har vi DNA-molekyler. Disse er så små, at deres længde svarer til præcis en halv lysbølgelængde. De fungerer derfor som hulrumsresonatorer. De indeholder desuden frie elektrongitre. De kan derfor optage fotoner, der i realiteten er livgivere og opretholder hver eneste celle i vore legemer på denne måde.
Lyset, den primære svingning, reagerer derfor med materien, stoffet, og afgiver fotoner, idet det “styrter sammen”. Lysets formål er skabelse, evolution og gennem den individuelle organismes erfaringsmasse og dertil knyttede tankevirksomhed atter at skabe. Og jo mere den pågældende organisme er i harmoni med og altså udtrykker “Guds” vilje”, jo mere kontrol får administratoren, det til organismen tilknyttede sind, over sine mere subtile legemer, idet “ånden”, dvs. den individuelle dråbe af det store bevidsthedens hav, der er Gud, da efter behag kan benytte det subtile legeme (5. eller højere dimensionale legeme) inden for den sfære, der svarer til dets erfaringsmæssige univers og altså “materialisere” eller “dematerialisere sig” efter ønske. Den individualiserede ånd, der altså rummer Gud i sig, er et hologram af Gud, om end med visse restriktioner, og kan indtræde i højere tjenester, der nødvendiggør en fuldstændig uselviskhed og “guddommelig” indføling i og kærlighed til alle manifestationer.
“Engle” er den normale betegnelse for mennesker (fysiske på deres eget plan i den pågældende tidsdimension samt fysiske på vort plan, når de vælger dette) fra 5. tidsdimension og opefter. Visse af disse enheder har udviklet sig så højt, at de kan kaldes Elohims, en slags “ærkeengle”, der ikke behøver noget fysisk legeme (heller ikke på deres eget plan), og som planlægger de store retningslinjer for al kosmisk evolution. Udførelsen, hjælpearbejdet, bliver overladt til de “laverestående”, “menige” engle.
Endnu højere oppe har vi så “De Ni’s Råd”, der har det overordnede tilsyn med hele galakser. Dette råd har myndighed til at udvælge personer, der bliver tildelt “Kristusenergien”. Denne tildeles gerne visse dertil kvalificerede enheder, der har ytret ønske om at indtræde i en sådan tjeneste, og den bliver da givet til dem på vort jordiske plan, den 3 dimensionale verden, i en alder af ca. 30 år. Sådanne personer var fx Enoch, Buddha og Jesus. Sidstnævnte udtalte som bekendt på korset: “Min Gud, min Gud - hvorfor har du forladt mig”, hvilket kan tydes sådan, at han var blevet berøvet kristusenergien. Måske fordi han svigtede den ene af sine opgaver. Godt nok forkyndte han kærligheden som det altafgørende; men med ordene “Vig bort fra mig, Satan” svigtede han, idet han nok i stedet burde have sagt noget i retning af: “Kom til mig og overgiv dig til Guds kærlighed. Han tilgiver dig alt.”
Bibelens “gud”, der jo fremstilles som en person, synes at være “engle” eller måske blot 3-dimensionale mennesker med en udvikling, der svarer til 5. niveau. Altså en slags underordnede hjælpere, der vel foretog en “grov”, indledende opdragelse af jordmennesket ved at udarbejde “De ti Bud”. Da de åbenbart ikke var initierede og dermed kunne gøre brug af deres subtile legemer, “merkabah’en”, var de henvist til mekaniske indretninger for at flyve hertil.
Cro Magnon mennesket, vor nuværende rodrace, synes at være blevet til ved en genetisk manipulation for ca. 300.000 år siden. Blot et par århundreder senere viste dette eksperiment, at mennesket nu levede i samfund, dyrkede jorden, opfandt hjulet, studerede astronomi og gjorde talrige opfindelser.
Men før denne rodrace her på Jorden, som skulle være den femte, menes der at have eksisteret andre, ikke alle humanoide.
Det lader til, at bevidste enheder i tidens løb har manifesteret sig i alle former, har oplevet alle afskygninger af eksistens og til sidst valgt den humanoide som den mest praktiske. Der har hos disse - ligesom der gør det i 5. dimension - været tale om individuel vilje, men fælles erfaringsmasse, - vi kan her tale om en “sjælevært” - hvilket vil sige, at alle enkeltindivider har adgang til den fælles viden og de tanker, som andre individer gør sig.
Syndfloden menes opstået på denne måde. Under den første krig mellem Atlantis og riget i Asien gjorde førstnævnte brug af lavfrekvente bølger (ca. 8 Herz), der blev sendt gennem jorden for at udløse jordskælv og lignende i Asien for at ødelægge handelsruter m.m. Dette indvirkede imidlertid også på Jordens firmament (2 kunstige himle skabt af iskrystaller, som skulle beskytte Jorden mod kosmisk stråling og dermed tillod bl.a. en forlænget levetid på op mod tusinde år), hvorved halvdelen af det ene firmament gik i stykker og udløste en syndflod, som man kan finde spor af i Giza området. Dette fandt sted, efter at Khefren pyramiden var blevet bygget (dengang var der frodigt land i området). Under den anden krig, der fandt sted over Sinai ørkenen, blev der taget så voldsomme partikelstrålevåben i brug, at resten af firmamentet faldt ned og skabte den bibelske syndflod.
Den bibelske Enoch var efterkommer af Kain i syvende led. Hans far var Jezred.
“Syndefaldet” kan betragtes som menneskets bevidstgørelse (Cro Magnon racens tilblivelse), læren om aktion og reaktion, godt og ondt - for kun gennem erfaringer, der overvejes og lægges på sinde, kan den åndelige evolution finde sted. Kain dræbte Abel, javel, men han avlede børn - med hvem? Vel sagtens med andre mennesker, der tilhørte den fjerde rodrace.
Da jeg skrev “Guds Møggreb”, var min tanke den at vise, at jødefolket er blevet brugt for at accelerere vor åndelige evolution ved i løbet af kort tid (og inden for den givne tidsramme, ca. 2000 år) at lade menneskeheden gennemgå de nødvendige erfaringer. Nu ser det virkelig ud til, at vi står umiddelbart over for et kvantespring. Det forekommer mig, at menneskene udkrystalliserer sig i to lejre - de, der vælger at være i harmoni med Gud - og de, der ikke har lært tilstrækkeligt eller står i stampe eller ligefrem ikke vil tage ved lære. De første vil tage kvantespringet; de sidste må omplantes, reinkarnere på en anden planet, der svarer til deres nuværende udviklingstrin, og dér på ny gøre de nødvendige erfaringer.