Ude i det evige univers, i udkanten af galaksen, lå et lille solsystem. Det havde kun 12 planeter; men der var skam liv på dem alle sammen Navnlig på den syvende, der lå tilpas langt fra den røde sol til, at der kunne eksistere intelligente myrer.
De myldrede overalt på den lille klode og havde gjort det i millioner af år. Men nogle af dem var kløgtigere end de andre. De udgjorde en herskende klasse og havde bildt de andre ind, at de kun kunne få bolig i myretuen og andel i køddepoterne, hvis de dagligt afleverede en portion bladlusehonning. Gjorde de ikke det, blev de smidt ud af kamrene og nægtet en mundfuld af de dejlige kålorme og andre lækre larver, der dagligt blev slagtet og bragt hjem til myretuen.
I grunden fandtes der også andre myretuer. Termitterne – de hvide myrer – havde én, de røde skovmyrer en anden, de sorte mosemyrer en tredje og de gule engmyrer en fjerde. Men termitterne, der havde undfanget ideen om bladlusehonningen, havde indført denne form for betaling over hele kloden, og derfor var de andre myresamfund i ét og alt afhængige af den herskende klasse hos termitterne. Ja, selv de mange krige, der før i tiden blev udkæmpet kindbak mod kindbak, var iscenesat af termitprinserne. Thi for at producere myresyre, der meget bekvemt kunne dræbe en fjende på afstand, krævedes indtagelse af saften fra en bestemt plante, og denne saft kunne kun erhverves i bytte med honning.
Undertiden forsøgte mindre myresamfund at gøre oprør og at indføre et andet betalingsmiddel. Men dette blev forpurret. Thi spioner og meddelere fik kongelige belønninger for deres oplysninger, hvorefter termitprinserne (der blev kaldt de 12 majestæter, og som blev udvalgt fra Rådet for Indblanding i Andre Staters Anliggender) organiserede uhyggelige lemlæstelser eller mord, og terrorgrupper, der ligeledes stod i termitprinsernes sold, sørgede for splittelse og uro blandt de oprørske myrer.
I gammel tid havde alle myrer et par følehorn eller antenner. Men nu blev disse klippet af hver eneste nyklækket myre, hvorfor kommunikation kun kunne ske ved at slå signaler med forbenene på en anden myres krop. På denne måde sørgede termitprinserne for, at samtlige myrer kun fik kendskab til de ting, der var absolut nødvendige. Nok kunne den enkelte myre undertiden et kort nu ane en glitrende guldsmed oppe i luften; men da de kun kunne kommunikere med slå-på-tromme metoden, eksisterede der ikke guldsmede. Ikke engang som begreb. Godt nok fandtes der vingede og ikke-eksisterende sorte soldatermyrermyrer; men de udgjorde myrestatens forsvar og var taget i ed.
En dag snappede en svale efter en guldsmed, men tabte den igen. Guldsmeden styrtede til jorden med sønderreven bug. Tililende myrer gjorde store øjne, da de pludselig så den sælsomme skabning. Men soldatermyrer skubbede dem til side, parterede guldsmeden og gemte resterne for nærmere undersøgelse i kammer nummer 14. Enkelte myrer påstod senere, at de havde set noget ikke-eksisterende; men for det første blev de hurtigt pågrebet og spærret inde i hemmelige jordhuler; for det andet lod termitprinserne det sive ud, at der kun havde været tale om en ganske almindelig kålsommerfugl.
Så gik der flere somre. Termitprinserne og deres leder, Henrykte Kyssetrold, var udmærket klar over, at på et eller andet tidspunkt ville guldsmedens eksistens blive almindeligt kendt, og ligeledes, at deres snurrende propeller kunne udrette meget mere end sølle seks myreben. Så fra tid til anden sørgede de for, at en almindelig myre ved et ”uheld” fik et glimt at se af resterne af guldsmeden, så den kunne udsprede et rygte.
Samtidig iværksatte termitprinserne på hemmelige steder forsøg med guldsmedevinger – for der var i tidens løb nedstyrtet mere end én – så man kunne udvikle en erstatning. Disse kunstige vinger skulle til sin tid hjælpe myrerne til at flyve op til de virkelig store bladlus øverst på plantestænglerne; men de skulle naturligvis stadig koste honning. Og på den måde bevarede termitprinserne herredømmet.
I øvrigt vidste ingen med sikkerhed, at det var termitprinserne, der bestemte; for de virkede gennem bl.a. Bilderberg termitklubben, Det internationale Honningdug Fond, det Intelligente Agentur – ja, selv blandt de røde skovmyrer fandtes deres håndgangne lejesvende. Jo, det var en fæl historie.