Helligdagene  

Kirkens synspunkt

Søndag, ugens første dag, er dagen for tilbedelse, og du beordres til at gå i kirken denne dag. Jesu fødsel skal festligholdes juledag, og Jesu død skal fejres Påskedag.

Bibelens synspunkt

Lørdag er ugens syvende dag, og menneskeheden beordres til at hvile på den dag. Der er intet bud om at samles i en bygning med henblik på tilbedelse på nogen dag. Der er dog specielle dage foreskrevet i Det gamle Testamente, der kaldes festivaler eller vigtige sabbatter, som medlemmerne af nationen Israel skal tage i agt. Der er ingen indikationer på, at medlemmer af den første kirke respekterede disse dage. Der findes ingen påbud om at fejre hverken Jesu fødsel eller død.

MIN PÅSTAND: DEN SÅKALDTE KRISTNE KIRKE ER MASKERET JØDEDOM, TILPASSET SEKULARISME, FOR EN ORDENS SKYLD FORSYNET MED DE 10 BUD DER BLEV GIVET JØDEFOLKET I STEDET FOR AT VÆRE BLEVET ERSTATTET MED JESU KÆRLIGHEDSBUD DER ER UPRAKTISK I HENSEENDE TIL DEN INDGÅEDE PAGT MED VERDSLIGE MYNDIGHEDER.

Der kan opregnes en mængde jødiske indslag i den kristne gudstjeneste. Her kun ét: Når velsignelsen lyses over menigheden, er det ord til andet den samme som i en jødisk synagoge.

Denne sektion rummer kun de tre mest prominente modsigelser med hensyn til de kirkelige helligdage, nemlig søndag, julen og Påske.

Sabbatten og søndagen

# Spørgsmålet om sabbatten er i grunden ganske simpelt.

Gud befalede, at ugens syvende dag skulle være en hviledag.

Kirken så ganske bort herfra.

# På samme måde er spørgsmålet om søndagen simpelt.

Gud erklærede ikke nogen dag til at forsamles og til tilbedelse.

Kirken erklærede, at folk på ugens første dag skulle samles og tilbede Gud.

Bibelen udtaler sig ganske klart

2. Mosebog 20,8: Husk på sabbatsdagen, at du holder den hellig. (9) I seks dage skal du yde tjeneste og gøre alt dit arbejde. (10) Men den syvende dag er en sabbat for Herren din Gud, hverken du eller din søn, din datter, din træl eller din trælkvinde eller dit husdyr eller den fremmede, som bor inden for dine porte, skal udføre noget arbejde. (11) Thi på seks dage frembragte Herren himmelen og Jorden, havet og alt, hvad der er i dem, og så hvilede han den syvende dag. Det er derfor, Herren velsignede sabbatten og helligede den.

Hebræerne, 4,4: For et sted har han om den syvende dag sagt således: ”Og Gud hvilede på den syvende dag fra alle sine gerninger.” (5) Og ligeledes på dette sted: ”hvis de skal træde ind i min hvile.” (7) Atter afmærker han en dag ved så lang tid efter i Davids (salme) at sige ”I dag, hvis I vil høre hans røst, så forhærd ikke jeres hjerter. (8) For hvis Jesus havde givet dem hvile, ville han ikke siden have talt om en anden dag. (9) Altså står der en sabbatshvile tilbage for Guds folk.

Også tilsidesættelsen af sabbatten som en hviledag er meget klar

# Konstantin den Store ændrede hviledagen den 7. marts år 321 e.Kr., da han erklærede: Alle dommere og byfolk og håndværkere skal hvile på den ærværdige Solens dag.”

#Laodicea Rådet i Phrygia Pacatiana år 364 e.Kr., Canon XXIX: “Kristne må ikke begå forræderi ved at hvile på sabbatten, men skal arbejde den dag og hellere ære Herrens dag, og hvis de kan, da hvile ud som kristne. Men hvis nogen befindes at være en Judas, så lad dem være forbandet (anatema) fra Kristus.”

JULEN

Julen er ikke bare en stor annoncekampagne i dag, men blev faktisk oprindeligt skabt som en sådan.

Der foreligger intet bibelsk edikt om at fejre Jesu fødsel, og det er helt klart, at han ikke blev født på tidspunktet for vintersolhverv. Festligholdelsen af vintersolhvervet har været en del af de fleste gamle kulturer op gennem historien. Festligholdelsen af denne begivenhed er faktisk en annoncekampagne anvendt af tidlige kirkeledere til at lokke ikke-kristne ind i kirken.

# Den mesopotamiske kultur tusinder af år før Jesu fødsel havde et vintersolhverv, der indbefattede mange af vor juls fælder. Det omfattede 12 dage i julen, de klare lys, brændeknuder, gaveræs, karnevaler, optog med fladvogne, lovsange, festdage – alt sammen viet guden Marduk.

Her kan jeg ikke dy mig for at indflette en bemærkning. For Marduk alias Nibiru alias Planet X er den kæmpestore røde planet, 40 gange tættere end Jorden og fire gange så stor, hvorfra Annunakierne kom – ifølge ældgamle babylonske tavler de menneskelignende guder fra himlen, der landede i rumskibe og frembragte den nuværende menneskerace ved hjælp af gensplejsning. Vil du vide mere, så læs Zecharia Sitchins bog ”Den tolvte planet”.

# Perserne og Babylonierne holdt en lignende festival kaldet Sacaea. En del af højtideligheden omfattede udveksling af stillinger – slaverne blev til herrer, og herrerne måtte adlyde. Men sikkert kun under festivalen.

# I Skandinavien fejrede kulturerne vintersolhvervet med en festival ved navn Yuletide, der indbefattede et festmåltid, der blev serveret omkring et bål med jule-brændeknuder. De dekorerede desuden træer med frugt.

Den mest direkte forbindelse, der består mellem disse festivaler ved vintersolhverv, og det, vi nu kalder julen, er den romerske Saturnalia fest, der fandt sted den 25. december. Den romerske festival markerede ”fødselsdagen for den ubesejrede sol, Natalis Solis Invicti”, når dagene begyndte at blive længere. Problemet for de tidlige kirkeledere lå i, at Saturnalia var en direkte konkurrent til Kirken, og det netop på deres hjemmebane, Rom.

Der blev søsat mange kampagner for at forbyde og udslette denne hedenske praksis; men det viste sig at være en vanskelig opgave. De for de kristne så fristende festligheder alarmerede Kirken i den grad, at den foretog et skridt, der for stedse ændrede den kristne praksis. Kirken besluttede, at man ved at integrere de hidtil forbudte sysler i en fest til ære for den kristne søn af Gud kunne lokke hedningerne ind i den kristne fold.

Det var i år 137 e.Kr., at biskoppen af Rom for første gang erklærede, at man ville fejre Jesusbarnets fødsel, og biskoppen af Rom, Julius den første, gav i år 350 e.Kr. ordre til, at den officielle dato skulle være den 25. december. Den hellige Bonifacius erstattede i det ottende århundrede den hedenske eg med et fyrretræ som et symbol på troen. Martin Luther gav den kristne træ-kult ny næring ved at sætte lys på træet som et symbol på Kristus’ himmelske hjem.

 Dette er et af de mange eksempler på Kirkens adoption af gamle traditioner for at tilbede Gud – et eksempel på den praksis, som Jesus specielt fordømte:

 # Markus 7,7: ”Det er forgæves, de bliver ved med at dyrke mig, når den lære, de giver, er menneskebud.” (8) ”For I lægger Guds bud til side, I holder fast ved menneskenes traditioner, ligesom afvaskning af potter og kopper, og I udfører mange sådanne lignende ting.” (9) Og han sagde til dem: ”I tilsidesætter Guds bud for at bevare jeres egen overlevering.”

Juletræet

Juletræet, det bedst kendte symbol på julen, er ikke blot et gammelt symbol for vintersolhverv; men dets anvendelse med henblik på tilbedelse er specifikt fordømt i skrifterne:

# Jeremias 10,2: Således siger Herren: ”Lær ikke hedningernes vej, og vær ikke fortrydelige over de himmelske tegn, for hedningerne er skrækslagne over dem. (3) For folkets vaner er pralende, thi et træ skæres ud af skoven med en økse. (4) De dækker det med sølv og med guld, de fæstner det med nagler og hamre, så at det ikke kan bevæge sig. (5) De står opret som et palmetræ, men taler ikke. De må nødvendigvis bæres, for de kan ikke gå. Frygt dem ikke, for de kan ikke gøre noget ondt, men heller ikke noget godt.

Huse dekoreret med grønt og med lys, gaver foræret til børn og de fattige, dekorering af stedsegrønne træer som symbol på overlevelse, bål og lys, symboler på varme og vedvarende liv, jule brændeknuder og –kager, mistelten, kristtjørn og praktisk talt ethvert aspekt af den moderne julefest er ikke bibelsk. Det er alt sammen i stedet en klogt udtænkt kollektion af gamle vintersolhverv skikke og kommercielle fremstød beregnet på at holde medlemstallet i Kirken højt samt at skabe forretninger stor fortjeneste. 

Påsken

Endnu et fremstød for at omvende hedningerne

Der foreligger intet bibelsk edikt om at fejre Jesu korsfæstelse og genopstandelse på en særlig dag og knytte gudstjenester dertil. Kristne missionærer fra Kirken i Rom er forfatterne til denne festligholdelse. I et forsøg på at drage saxerne ind i kirken uden at fremprovokere blodbad anvendte de lokkemad og ændrede taktik for at udføre denne mission. Det ville have været selvmord for de kristne missionærer at fejre deres helligdage på en måde, der ikke faldt sammen med allerede eksisterende festligheder. For at redde livet spredte missionærerne deres religiøse budskab lige så stille ud i en befolkning ved at tillade dem fortsat at fejre hedenske fester; men de skulle gøre det på kristen vis.

For at gøre det officielt erklærede Konstantin under mødet i Nicæa år 325, at Påske skulle erstatte jødernes påskefest med tilhørende påskelam, og at det skulle ske den søndag, der fulgte efter fuldmåne efter forårsjævndøgn. Ikke ganske overraskende faldt dette sammen med den gamle dag, hvor man fejrede Eostre, en gudinde som stod for foråret og fornyelse. Kejseren var også ansvarlig for starten af Påskeparaden (Easter Parade i engelsktalende lande), da han beordrede alle borgere til at iføre sig sit bedste tøj for at komme helligdagen i hu.

Påskeægget

Romerne, kineserne, ægypterne og perserne værdsatte alle ægget som et symbol på universet og Jordens genfødsel. I mange rituelle festivaler repræsenterede ægget den lange, strenge vinter, der var forbi, jorden brød frem og blev født på ny, ganske som ægget på mirakuløs vis brast og frembragte nyt liv. Ægypterne og Grækerne begravede æg i deres grave for at holde onde magter borte; gravide unge kvinder i Rom bar et æg på sig for at kunne forudse kønnet på deres ufødte barn. En romersk talemåde lyder: Alt liv stammer fra et æg. Myterne hos adskillige østlige og mellemøstlige kulturer fastholder, at Jorden selv blev klækket af et gigantisk æg.

Påskeharen

Navnet Påske (på engelsk Easter) er afledt af Oestar, eller Eostre, en gudinde der står for forår og fornyelse. Kaninen var et symbol på frugtbarhed, nyt liv – og på månen i det gamle Ægypten. Desuden kaldte de gamle ægyptere kaninen for Wenu, et navn for Solens opgang, Ra, og for guden Osiris’ kraft og genopstandelse. Det var tyskerne, der bragte symbolet Påskeharen til Amerika. Dette blev i stor udstrækning ignoreret af andre kristne indtil kort efter borgerkrigen.  

Forårsjævndøgn

I den græske mytologi fremkommer Demeter og Persephone med tanken om en gudinde, der fra de nedre regioner kommer frem i dagens lys. Dette sker i forbindelse med forårsjævndøgn den 21. marts, når naturen genopstår efter vinteren. Festivalen for Eostre blev netop fejret ved forårsjævndøgn, når dagen og natten får en ligelig andel af døgnet. 

Korset

Korset blev til et Påske-ikon ved konciliet i Nicæa år 325, da Kejser Konstantin den Store dekreterede, at korset var symbolet på korsfæstelsen og det officielle symbol på kristendommen.

JEG IMØDESER MED SPÆNDING EN SAGLIG DEBAT MED UNDERBYGGEDE MODARGUMENTER PÅ DEBATSIDEN

 Stig