Tanketeknikeren lod sig glide ned i sædet. Med et par fingre justerede han dets konturer, så de følsomme sensorer indstillede det elastiske sæde og ryggen efter hans muskelspændinger og lod materialet omslutte sin krop.
Så tændte han for DTT&R’-eren – Data Thought Transmitter and Receiver – og øjeblikkelig flammede et mønster af sære farver hen over skærmen på monitoren foran ham.. Han memorerede den magnetiske signatur på den person, hvis sjæl han skulle udforske, og tænkte den ind i giga-computeren – et apparat, der arbejdede en million gange hurtigere end de kendte, fordi det arbejdede med brintens molekylære svingninger. Så lænede han sig tilbage og ventede et par millisekunder. Han fornemmede:
… åh nej, ikke nu igen … han er da også røvirriterende … hvis han så endda havde indrømmet, at han skulle ud på jagt for at være sammen med sin bøsse-elskede … det havde i hvert fald været ærlig snak … men i stedet kommer han ustandseligt med udflugter, der er så let gennemskuelige – hele hans kropssprog – og så det pludselige glimt at begær i hans øjne … nå, men jeg må hellere se at stå op … disse første minutter om morgenen er snart den eneste tid, hvor jeg kan være mig selv, være helt privat. … Hvor er nu mine cigaretter?
… skønt … jeg tror ikke et sekund på det vrøvl med, at rygning giver kræft … ikke medmindre man har dårlige gener og så oven i købet er ude af balance.
… gad vide, hvad jeg skal snakke med den ambassadør om … nå, men hold hovedet højt, min pige, og du skal se, at der ligger nok et notat om emner, jeg kan snakke med ham om, uden at der kommer politiske forviklinger ud af det. Man må snart heller ikke selv bestemme, hvad man har lyst til at sige … af og til er jeg lige ved at skrige … men pligten kalder, og det er jo den slags ting, der forventes af mig. Ellers er det – kvinde, hold kæft og vær smuk!
… hvor var det egentlig forfriskende at møde et normalt, et uforfalsket menneske i går. Dér sad han oppe på tribunen ved siden af mig, ganske uanfægtet af situationen. Hans øjne så direkte ind i mine, og jeg følte mig så underligt nøgen under hans blik … det var, som om han kunne se direkte ind i min sjæl … en smule forvirret, sky, lidt bange var jeg. Det var, som om han ville fortælle mig noget, jeg vidste i forvejen, men har fortrængt. Og jeg véd i grunden godt, hvad det drejede sig om … men jeg tør ikke rigtig tænke tanken til ende … det lyder på en måde samtidig rigtigt og fantastisk … det må simpelthen være sådan … det giver mening i det hele … jeg ville så gerne tro det. Men hvis jeg tror det … fuldt og fast … er jeg også nødt til at tage den fulde konsekvens og lave mig selv om til et ægte menneske … det ville bare koste mig min stilling … og måske også min pension. Måske til den tid …
Der kom et par dybe rynker i tanketeknikerens pande. Han tænkte tilbage.
Han var den først uddannede ved centret, og nu var han den gamle ræv, der kendte hvert et smuthul, alle krinkelkroge i gigacomputeren og dens formåen. Han vidste præcis, hvordan han kunne omgå de spærrende koder, der var indlagt for at beskytte hans arbejdsgivere.
Nej, nej, mumlede han ved sig selv og afbrød forbindelsen til den sjæl, han havde afluret. Hvorfor gøre det værre? Og hvad var vel værre end at blive forvandlet til en grøntsag?
Han kunne med nogle få koder sende dræbersignalet – det, der på drastisk vis brød ind i de neurale funktioner, opsatte spærringer, blokeringer og lukkede for de bevidste centre i hjernen. Og til hvad nytte?
Vel var menneskenes liv i mange henseender et helvede; men det var ikke desto mindre et ægte, pulserende liv … de oplevede ting, fornemmede verden omkring sig, gjorde sig tanker – de levede. Hvordan i alverden var det gået hen og blevet hans pligt at gribe ind i eller udslette tankefunktionen hos uønskede, men selvstændigt tænkende mennesker, der kunne udgøre en fare for den Nye Verdensorden?
Han vidste det i grunden godt. Som dreng havde han været en computernørd, og han var ikke mere end 12 år gammel, da han første gang hackede sig ind på de hemmelige tjenester. Dengang var han uerfaren og vidste ikke, hvordan man kunne slette sporene efter sig. De havde fanget ham, og han havde troet, at de ville smide ham i fængsel.
Men sådan var det ikke gået. I stedet havde de ønsket ham til lykke, havde klappet ham på skuldrene og tilbudt ham en stor og strålende fremtid – hvis han fremover ville arbejde for dem. Og det var gået slag i slag, kursus i adfærdspsykologi, mnemoteknik, cyberteknik, programmering og en masse andet.
Han havde bestået samtlige prøver med glans og havde derefter modtaget en af de højeste sikkerhedsklassifikationer overhovedet.
En dag havde de ført ham ind i et hvælvet rum, der ikke syntes at have nogen ende. Ligegyldigt i hvilken retning, han gik, syntes afstandene uendelige, og det var først efter nogen tid, han fandt ud af, at han befandt sig i sit eget uendelige sind, der blot ligesom var materialiseret og til at tage og føle på.
I dette rum stod, hvad de kaldte for gigacomputeren. Han så det ved første øjekast – dette var uendelig avanceret og ikke skabt af menneskehænder – i hvert faldt ikke af teknikere fra Jorden.
Lidt efter lidt var det lykkedes ham at finde ud af, hvordan denne usandsynlige opfindelse kunne bruges. Og da han første gang forenede sin bevidsthed med computeren, fyldtes han af en berusende følelse.
Han sukkede ved erindringen. Så tog han den endelige beslutning. Omgik de spærrende koder. Fandt den magnetiske signatur på sine arbejdsgivere, de faldne engles pligttro slaver. Fiksede et program, der indeholdt den bevidsthedsødelæggende virus, og indlagde signaturerne – de adresser, der ville lede signalet fra computeren op til stjernekrigssatellitterne og videre til de udvalgte emner. Et øjeblik betænkte han sig. Så udløste han programmet.
”I kan selv være en grøntsag,” tænkte han.