Tilbage til fremtiden

Sær overskrift, ikke? For det kan jo ikke lade sig gøre, nej vel?

Jeg har midt i montagen af et tidsskrift lagt fotosatsen til side. Vil pille lidt ved konen. Nå nej – hun er fortid i relation til undertegnede og i fuld gang med sin udvikling. Så slapper vi i stedet af med en kop Nescafé, en cigaret og fjerneren, filmen ”Tilbage til fremtiden I”. Med en tidsmaskine flyver hovedpersonen 30 år tilbage i tiden. Og selvfølgelig får hans opdukken konsekvenser for den tid, han kom fra, hvilket han erfarer, da det omsider lykkes ham at komme tilbage – til en alternativ fremtid!

Hvor mange gange har vi ikke ønsket at kunne dreje tiden tilbage og gøre tingene lidt anderledes. Ladet ting ugjorte og i stedet begået andre forbrydelser i skæret af de erfaringer, vi har fået i det pulveriserende liv.

Måske sidder vi om føje år og angrer de ting, vi ikke fik gjort i dag, og som måske kunne have vendt udviklingen. Sidder og bander over, at vi bare sløvede og lod alting gå sin skæve gang. Magelighed og ugidelighed oven på en måske stresset uge (fin undskyldning, ikke?) har aldrig bygget huse, lagt vårsæd i frodig muld eller sat spirende tanker til at gro og blive til noget smukt.

Og dog har vi selv valgt vort liv, vore forældre, vore vigtigste lektier, vor livsgerning, før vi kom her. Hvorfor slø­ver vi så? Har vi det for godt i lille Velfærdsdanmark? Overlader vi det til andre at give os vore livsværdier, meninger, interesser, adspredelser, bekvemmeligheder – eller tager vi selv hånd om vort liv? Det var måske et spørgsmål, der var værd at overveje.

Men der findes, synes jeg, en stadig større interesse ude blandt folk for at lære og praktisere åndelige værdier. Måske tager jeg fejl; måske er det et fire timers ufo- og Adamski foredrag, som jeg for nylig holdt oppe i Sindal, der giver mig sådanne indtryk. At tænke sig – en lørdag aften sidder 40 mennesker, der har studeret Martinus, Rudolf Steiner eller Teosofi i det hele taget, og gider lytte interesseret til en snak om ufoer og kosmisk filosofi. Det var simpelthen så pragt­fuldt, at vi næsten sad og hoppede i stolene. Og jeg er sten­sikker på, at de mennesker virkelig udretter noget positivt – hver dag.

Og hvem kan sige, om vi ikke i virkeligheden kommer fra fremtiden eller i hvert fald en anden rumtidsdimension - mange af os? Det ville ikke undre mig spor, om mange, høj­ere udviklede mennesker end vi har ladet sig føde på vor planet, kommende fra en ”fremtid”, som vi i dag endnu kun kan drømme om; men som vore rumbrødre kan fortælle om.

Til vor lille gerning ud!