- de forstår os ikke

En haletudse fødes ud af ægget og fimrer rundt. Ser for første gang ud i verden. Lærer efterhånden sine omgivelser at kende. Har en glubende appetit. På at fylde maven, tilfreds­stille sine sanser. Senere på at opfylde en ubegribelig, indre trang til forening. Med en anden frø udefra. Midlertidig til­fredsstillelse. Siden atter æde og svømme rundt i den store verden.

Myren er nået skridt videre. Den er ikke bare sig selv, men arbejder hensigtsmæssigt for tuens tarv. Har den reflek­teret, ad logisk vej indset det fornuftige i at samarbejde med de andre? Nej. Men intuitivt adlyder den myresamfundets uskrevne love, slikker myreæg rene, renser ud i myretuen, går på jagt og nedlægger bytte, samler byggematerialer, mu­rer op, forsvarer tuen m.m.

Mennesket har den gave at kunne reflektere, tænke sig om. Men det ser ligesom haletudsen ud i verden i stedet for ind i sig selv. Det lader sig indfange og bedrage af den ydre verdens mangfoldige tilkendegivelser. Sanserne beher­sker os, leder os til at søge tilfredsstillelse. Bugen skal fyldes, helst med den mest velsmagende føde. Øjet skal tilfredsstilles af former, farver og spændende kombinationer af disse. Øret kildres af sanseberusende musik eller vellydende stemmer. Jo mere hidsende verden pirrer vore sanser, jo bedre finder vi verden at leve i.

Modsat myren adlyder vi ikke den indre stemme – vi har mistet forbindelsen – der fortæller os, at vi ikke er indivi­der – i kosmisk forstand – men en uadskillelig enhed. Og vor opdragelse og hele den ydre verden cementerer den opfat­telse, at selvet, det dødelige sansesind, står alene og nødven­digvis må kæmpe og udkonkurrere andre for at sikre sin eksi­stens. Vi er så vant til at kigge ud i verden, at vi helt glemmer at kigge ind i os selv. Vi betragter os selv så adskilte fra an­dre, fra hele verden, at vi nægter at tro på, at hele verden er ét, er skabt af noget helt og udelt, der blot manifesterer sig som utallige fysiske, men tilsyneladende adskilte manifesta-tioner.

Følelsen af ejendomsret, til ægtefælle, børn, til fysiske frembringelser udspringer måske af kampen for at erhverve disse. Men er disse ting blevet givet os, eller har vi selv taget dem? Hvis vi har taget dem – og måske i den forbindelse gjort andre ondt på den ene eller den anden måde – har vi verdsliggjort os. Er tingene derimod givet os, og har vi vendt blikket indad mod Skaberen og takket ham for det og efter evne selv givet andre venlighed, trøst, glæde eller hjulpet med nødvendige ting, har vi åndeliggjort os.

Skaberen udtrykker sig gennem sine manifestationer, og den manifestation, hvorigennem Skaberen kan nå til sit højeste udtryk, er mennesket. Og Jesus var et sådant menne­ske. Han kunne sige: ”Jeg og Faderen er ét.” Fordi han var ét med Faderen, vidste han alle ting. Han kunne se igennem de fysiske manifestationer og ”se” Faderen i dem, i menne­skene, i sig selv.

I årenes løb kan et menneske få mange brikker i det store puslespil til at passe sammen. Det har givet os en større forståelse, bilder vi os selv ind, af de kosmiske sammen­hænge. Udenforstående tror, vi er tossede, og vi bliver ofte affærdiget med, at videnskaben mangler beviser, og at vi er sekteriske. Disse stakkels mennesker mangler forudsætning­erne for at forstå os. Der skal virkelig arbejdes både med læsning og sig selv. Derfor - forstår de os ikke.

Goethe skrev engang: ”Det øjeblik, man tager en fast beslut­ning, træder forsynet til. En mængde ting kommer til hjælp, som ellers aldrig ville have vist sig. En hel strøm af begiven­heder springer frem af beslutningen og begunstiger én med et væld af uforudsete hændelser og træf og materiel hjælp, som ingen havde drømt om at møde på sin vej.”