Men skal der styres, må der foreligge et vist idégrundlag, og hvad er der så til hinder for at tænke sig en højere dimension, der er viet ideer?
Ideer må nødvendigvis undfanges af intelligenser; men hvem andre end højere udviklede sjæle, der har frigjort sig fra tyngende, materielle tankegange, og som er tilstrækkeligt – eller måske tilmed – fuldstændig uegennyttige, er vel fuldt og helt i stand til at arbejde med ideer?
Disse ideer kunne tænkes at være inspireret af forskellige omstændigheder i lavere dimensioner. Som et plaster på sårene – eller hjælp til selvhjælp, kombineret med nytænkning, måske undfanget i en åndelig kreds samlet i en tænketank til ”brainstorming” – kunne sådanne mestre vel iværksætte overordnede planer for lavere dimensioner. Og måske er en sådan idé-dimension slået sammen med ”bureaukratiet” i en sjette – eller kontroldimension.
Det er vildt det her, og jeg har ingen grad i filosofikum. Alligevel er det tilladt at tænke selv – endnu – og jeg vil sætte capstonen på pyramiden, på dansk: kronen på værket – med den, nok ikke helt ved siden af påstand, at øverst oppe på ”rangstigen”, oven over alle de dimensioner, vi overhovedet kan forestille os, har vi så den Ubegrænsede Kærlighed.
Det bliver godt nok et farligt arbejde at avancere i graderne; men efter hvad jeg har læst, har enkelte jordmennesker i nogle få øjeblikke oplevet ”at være ét med Gud”. Det skal efter sigende være en mega-oplevelse. En altovervældende følelse af kærlighed. En fuldstændig samhørighed med alting. Et blændende klart syn (visuelt) af Jorden, af alt liv – og i synet bliver materielle genstande som f.eks. mure gennemskinnelige.
Jeg kan levende forestille mig, hvordan disse mennesker efter en sådan oplevelse har en ganske klar fornemmelse af, hvilke opgaver og forpligtelser de herunder er blevet pålagt – oplysningsvirksomhed og brug af eksemplets magt.
Det er helt klart, at en sådan oplevelse ikke kan beskrives i ord, men dog må udmøntes på en eller anden måde. Oplevelsen kan vel også betragtes som en slags indvielse, om ikke som præst af Melchizedek, så dog på en eller anden måde.
I øvrigt udtaler professor Hurtak, at det er Metatron, Melchizedek og Metatron, der er hjernetrusten bag de påtænkte planer med menneskeheden i galaksens randzoner. Han burde vide det, eftersom han blev ”opløftet i ånden” og siden skænkede os bogen ”Enochs Nøgler”.
Men skal den ”gemene hob” oplyses, må alle de aspekter, som Lyset, Sandheden, indeholder, lægges ned på et plan, som folk kan forstå. Det skal skæres ud i pap, og det kan være meget, meget vanskeligt. Det undrer mig overhovedet ikke, at Jesus forenklede sagen enormt for den tids mennesker ved at prædike, at Kærlighed er det eneste fornødne. Alt andet giver sig selv.
Godt nok måtte han ”tale i lignelser”, give eksempler på, hvad han mente – men hvad – en skolelærer må også tilrettelægge sin undervisning efter graden af forståelse hos eleverne. Og det kan godt nok være vanskeligt til tider.
For her på Jorden hersker der en syndig forvirring i klasseværelset. Nogle børn stormer rundt i værelset; andre kaster med kridt eller papirkugler; nogle græder; andre tager forskud på spisefrikvarteret; nogle holder hof; somme leger soldater; mange græder eller er sultne, fordi deres klassekammerater nægter at dele madpakke med dem.
Med en sådan larm og uro er det ikke så sært, at Sandhedens sagte stemme kun bliver hørt af de nærmeste af de få elever, der gider lytte interesseret, fordi de ikke har andet at lave i øjeblikket.
Og så er der også et andet problem: Hvem er den egentlige lærer? For rundt i klassen sidder og står der mange, der har ordet i deres magt. Hver har de deres ideer, de være sig af politisk eller religiøs natur – sandheden udlægges i diverse divergerende versioner af forskellige, enten oprigtigt mente eller egoistisk inspirerede. Og så er der naturligvis de, der ”danser om guldkalven”.
Læg oven i alt dette, at elevernes iboende forståelse varierer over en skala, der går fra den ene yderlighed til den anden. Hvordan i alle verdener er det så overhovedet muligt at bære sandhedens fakkel ud blandt folk ”uden at svide skægget på én og anden” eller uden, at nogen slukker den med en spand koldt vand?
Mit beskedne forslag går ud på, at ”oplyste” mennesker – også de efter guddommelig målestok ”mindre oplyste”, men med en god vilje – lytter til andre mennesker med indfølelse og humor, får dem til at le og komme i en positiv sindstilstand, hvorefter der udsås enkelte ”guldkorn” eller opvækkes forundring, nysgerrighed og eftertanke.
Sådanne ”anarkistiske celler”, tror jeg, ville have en chance for at formere sig, brede sig som ringe i vandet (undskyld denne alt for ofte brugte kliché). Langsomt, men sikkert vil menneskeheden da blive mere oplyst om ”det væsentlige” og begynde at finde ud af livets store spørgsmål – de berygtede ”Hvem er jeg i grunden?” – ”Hvor kommer jeg fra?” og ”Quo vadim?” (Hvor går jeg hen?) – og ikke at forglemme ”Hvad er meningen?” (altså med mit liv).
Så tror jeg, at der er en reel chance for, at vor egen fysiske verden bliver anderledes. Og jeg tror og mener at vide, at der i vor tid eksisterer mange sådanne grupper af sandhedssøgende og praktiserende mennesker.