At forene Lysets enheder

Det er påskemorgen. Ja, godmorgen; klokken er 12, da jeg vælter ud af graven – sengen – med et lydløst vræl. Da går det op for mig, at jeg netop har set (dags) lyset. Meget symbolsk; for er det ikke netop den dag, da Mesteren Jesus stod op af graven?

Ikke fordi jeg på nogen måde er en mester – det skulle da lige være i at sove længe – men blind høne kan undertiden finde et gult korn. Og har jeg måske ikke som en anden høne hele livet forsøgt at pikke korn op for at prøve at lægge dem i et mønster, et puslespil – blindt, useende?

Vi mennesker adsplitter; vi dissekerer, opdeler og katalogiserer. Vi gør det fysisk med skalpel eller mentalt ud fra vore fattige forudsætninger – alt sammen for at søge et svar på den – for mig nu indlysende - mening med tilværelsen: At forene enheder.

Det hele er lagt til rette for os. Vi oplever det som noget ganske naturligt, at mennesker eller dyr forenes fysisk, og at denne forening kan medføre en usigelig lykkefølelse, et ”glimt af Paradis”. Vi oplever ligeledes, at en sådan forening kan bære frugt, således at 1+1 giver 3. Altså treenighed i enheden.

Det kan tages som et fingerpeg om, at vi er på rette vej i vor søgen. Men vi oplever også, at foreningen, den fysiske, er kortvarig. Imidlertid kan den fysiske forening udvikle sig videre til at blive en spirituel forening – en forening af sind, af bevidstheder.

I stedet for at splitte op og skabe adskillelser, skaber vi – fysisk og mentalt – enheder. Enheder såsom børn, huse, fjernsyn, samfund. Men i vor travlhed med at skabe fysiske enheder, overser vi ofte behovet for at skabe overensstem­melse, harmoni, mellem enheder.

En Hopi indianer kan gå hen til et træ og omfatte det med sin bevidsthed, søge at forene træets bevidsthed med sin egen i den klare erkendelse, at de udgør en helhed, er ét.

Nok siger det ”civiliserede” menneske, at samfundet udgør en enhed, og at individet skal tjene helheden; men det forstår noget ganske andet dermed. I dag udgør klodens samfund adskilte enklaver af individer, der uden at have indset den større sammenhæng bliver kunstigt holdt sammen i større grupper ved hjælp af påtvungne love, afstukne grænser, færdigsyede meninger og underlagt diverse trossamfunds for­mynderiske udlægninger af, hvad en selvopkastet elite måtte bestemme skal være sandheden.

Oplysningens vej – den vej, ad hvilken vor åndelige evolution sker frem mod en sammensmeltning af bevidsthe­der til én bevidsthed – den guddommelige – er spærret af menneske­skabte jerntæpper, forblændede slør og er fuld af blindgyder.

Som jeg ser det, er oplevelsen af lykkelige stunder et klokkerent tegn på, at den valgte vej er rigtig, harmonisk – og derfor udleder jeg, at Livets højeste mål er – at forene enheder til ét – til en højere Lysets enhed eller ”Gud”.