En skønne dag er vi dog nødt til at blive mere jordnære og stikke næsen i vor gode danske muld. Til at kravle ned i kisten. Undlad venligst at smække med låget – de pårørende kunne få klaprende kæber, kuldegysninger og kollabere klumpvis.
Spøg og spøgelser til side. Men hvad med at kigge nærmere på Den Store Flytning? Hvad gør vi i grunden, når lejemålets udløb nærmer sig?
Ja, først danner vi os vel et billede af, hvordan vi kunne tænke os at leve og gøre erfaringer i det nye hus. Hvilket liv, det skal danne rammen om. Hvordan værelserne skal fungere for at muliggøre de påtænkte aktiviteter. Om der skal være kondirum, syrum, flere soveværelser, indbyggede pengeskabe, pulterkamre til rod og skrammel, atelier eller værksted til kreative udfoldelser, bibliotek eller hvad véd jeg.
Indretningen skal selvfølgelig også detailplanlægges, tapet eller rustik, lyse eller brogede farver, parketgulv eller tæpper, idoler på væggene osv. osv.
Så må vi en tur om ad ejendomsmægleren og se på tilbudene. Imidlertid er husene alle under opførelse, og de første tre måneder går med at grave ud og støbe fundamentet. Vi studerer arkitekttegningerne meget længe; for vi har ikke selv begreb om, hvordan man bygger et hus. Pengepungen må der også skeles til, for hvor meget har vi i grunden tjent og sparet op? Hvad har vi råd til?
Enkelte huse er færdige; men de er ikke til salg. De er præfabrikerede og står til rådighed for andre, der af en eller anden grund pludselig er blevet sat på gaden, eller hvis hus er blevet bombet, sprængt eller måske tilintetgjort af lejeren selv. De sidstnævnte huse skal helst ligne de gamle så meget som muligt, så at lejeren kan gøre sine erfaringer færdige.
Omsider har vi så besluttet os, og med skinnende øjne besøger vi stedet og tager det i øjesyn. Øjeblikkeligt ligger der en lysende glans over stedet og bygmesteren. Arkitekten er ikke til at se; han har nok travlt med nye udkast; men bygmesterens øjne stråler med et fortryllende, himmelsk skær. Hun er ligesom forklaret af det indre lys.
Under opførelsen besøger vi huset af og til for at se, hvordan værket skrider frem; men 10% af vor bevidsthed dvæler til stadighed på byggepladsen. Af og til veksler vi et par ord med bygmesteren, der dog for det meste går og drømmer og ikke altid er opmærksom på, at vi går rundt og snuser og kontrollerer, prøvende åbner og lukker døre, slanger os på divaneseren, hopper på vandsengen, strækker os på tæerne, sparker på væggene eller bryder ud i sang for at afprøve akustikken.
En skønne dag står huset færdigt. Naturgas er indlagt, parabolantenne monteret, computeren nynner sagte oppe på loftet, og elektrikeren har trukket kabler overalt.
Alt er flunkende nyt, murene malet rosa, vandhanen og afløbet på gårdspladsen installeret, og det hele er pakket ind i smukt, hvidt gavepapir. Kun vinduesskodderne er ikke åbnede.
Vort gamle hus er faldefærdigt; men i vor uforstand har vi tilkaldt uautoriserede håndværkere for at udbedre vitale installationer; men det viser sig at være nogle klyttere. Til sidst står det dog klart, at det gamle hus ikke står til at redde. Og med et sidste suk går vi ud ad hoveddøren – og spærrer øjnene op i forbløffelse – for vi er gået lige ind i entreen i det nye hus – og kommer med nogle små, overraskede skrig.
Nej, hvor pragtfuldt!