Åh jo, de er der alle sammen – hentet fra hukommelsens gruber og bragt ind i den virkelighed, jeg skaber i drømmen.

Der er dels de personer, jeg er fortrolige med gennem mit liv, og så er der sindbilleder på andre mennesker – kald dem omkringstående, tilskuere, om du vil, men altså menne­sker, jeg har iagttaget.

Også tidligere scenerier, genstande eller ejendele falder ind på plads, hvis jeg da ikke bevidst vælger at skabe dem af intet.

Jeg færdes i ekkoer af gamle bygninger, finder gen­stande i miserabel tilstand og harmes. Jeg forsøger at samle stumperne sammen, men opgiver. Ingen har vist omsorg for dem i tidens løb, og hovedrystende går jeg videre. Opgaven er håbløs.

Da ser jeg ligesom personerne i et nyt perspektiv – som fimredyr. De fimrer rundt mellem hinanden, kun optaget af deres eget ve og vel og sådanne underlige foretagender, der falder dem ind i øjeblikket.

Undertiden rækker de ud efter hinanden for en løselig berøring; andre klamrer sig fast til hinanden en stund, indtil de har suget tilstrækkelig næring af den anden til at tilfreds­stille sig selv eller skaffe sig fordele. Og så fimrer de videre, set fra en kosmisk synsvinkel ret planløst.

Det skete tidligere, at jeg oplod min røst; men de så uforstående på mig, gjorde nar og fortsatte deres formålsløse færden.

Da vender jeg ryggen til og skaber min egen verden. Jeg skaber sletter med bølgende grønt græs, lige så levende som i den ’virkelige’ verden. Nyder at fare af sted gennem luften, og under mig ser jeg hurtigt skiftende landskaber. En­delig noget, jeg kan styre. Men jeg er ene, er ikke i følge med andre og har ingen glæde af det. Fremmed kom jeg til denne verden, forstod den ikke, vænnede mig aldrig til had, intriger og vold. Uforstående hørte jeg mennesker tale og troede på, hvad de sagde, indtil jeg mange, mange år senere opdagede, at menneskene el­sker at tale med to tunger ligesom slangerne – det sagte og det bagvedliggende dobbeltbundede usagte.

Jeg registrerede dette, men valgte at reagere på det fy­sisk udtalte. Kald mig naiv; men i virkeligheden valgte jeg til­skuerens rolle, iagttog og lærte – anbragte mig mentalt i no­gen afstand fra, hvad der foregik omkring mig – på en måde fremmedgjort.

Og alligevel kom jeg i tidens fylde gennem tanke, ord og gerning til at holde af disse fimredyr. De opførte til stadig­hed en komedie, der kunne have latterlige islæt, men gen­nem komedien løb der alligevel bagved en strøm af liv, af ukuelighed og af og til sødme, der tiltrak mig. Da erkendte jeg, at jeg lige så godt kunne fortsætte mine bestræbelser mellem dem. Selv om de ikke gav sig tid til at tænke dybere – erkende deres inderste væsen og deres liv som en virkelig­gjort drøm – var jeg én af dem og følte derfor et vist ansvar for disse – fimredyr.