Så slår Hjertet. Universet vibrerer. Alle slags vibrationer forplanter sig i det levende væv. Og tiden er skabt.
Nu drømmer Hjertet. Og vibrationerne krydser hinanden, leger tagfat i finurlige baner, indtil de pludselig opdager, at de ikke bare kan mærke, men også se hinanden – de er blevet til stof. Alt efter, hvilke vibrationer der finder sammen i små eller større grupper, bliver de synlige som små eller store atomer. Og hver og én kender sine naboer og dem, der er langt borte; for vibrationerne bag stoffet, der kun er til i kraft af vibrationerne, er stadig til, og de forplanter sig i alle retninger i det levende og usynlige væv, der danner universet.
Atter slår hjertet. De små klynger af vibrationer tiltrækker hinanden eller frastøder hinanden, og således danner de det, som mennesket kalder molekyler. Men mennesket er ikke til endnu.
Nu tager klyngerne på rejse. Hver gang Hjertet slår, rejser de i strømme gennem hinanden og forbi hinanden, og når Hjertet trækker sig sammen, hvilket varer, hvad mennesket kalder en evighed, rejser de den anden vej. Universet pulserer. Snart udvider det sig, og snart trækker det sig sammen.
Og Hjertet danner et mønster, eviggyldige love, der bestemmer, hvordan det kosmiske støv, stoffet, skal lege. Mere og mere indviklede bliver dansene. Galakser opstår, sole vågner til live og omgiver sig med følgesvende. Solene giver, følgesvendene tager imod, og snart vokser de og bliver til planeter med bjerge, have, planter, dyr og til sidst mennesker. Men det hele varer kun ét, kosmisk sekund.
Og Hjertet smiler atter. Hele universet stråler af glæde; selv det mindste sandskorn kan næsten ikke dy sig for at spjætte, ramt som det og alting er af en uendelig kærlighed. Selv menneskene, der har så travlt med at samle til huse, at de glemmer at kigge tilbage ind i Hjertet, får en sær fornemmelse i hele kroppen – en forventningsfuld glæde, usporlig, giver dem atter livslyst.
Men inderst inde i hvert atom, i hvert menneske, banker Hjertet stadig højere. Lyt engang!