Arthur C. Clarke er/var en berømt videnskabsmand og astronom, der skrev en række spændende science fiction bøger med relation til rummet og søgen efter udenjordisk intelligens. I denne bog står vor civilisation på tærskelen til at rejse i rummet med Månen som første mål. (Bogen udkom på dansk i 1968).
Netop før opsendelsen af rumskibe fra henholdsvis USA og USA formørker enorme himmelskibe verden over en række af de største hovedstæder: E.T. er kommet til Jorden først.
Kommunikationen foregår via en tv-skærm oppe i rumskibet mellem FN’s generalsekretær og Karellen, lederen af de udenjordiske intelligenser. Jorden bliver dikteret fred mellem stormagterne; men i øvrigt finder der ingen indblanding sted. En enkelt nation sender et missil mod et rumskib, der hænger ubevægeligt over en fjendtligsindet nabostat; men detonationen udebliver, og skibet hænger stadig deroppe uskadt.
Der kommer et forbud mod at dræbe dyr, der ikke aflives for at blive spist. Dog starter en tyrefægtning; men da tyren rammes første gang af en lanse, udstøder de titusindvis af tilskuere et smertensbrøl, idet de oplever tyrens smerte. Færdigt arbejde.
Militær afskaffes, og velstand og overflod præger hele Jorden. Arbejdstiden daler til 20 ugentlige timer, da robotter udfører alt slavearbejde. Alt er gratis; kun visse luksusartikler skal fortjenes gennem en særlig arbejdsindsats.
Arthur C. Clarke har øjensynligt et vist kendskab til flyvende tallerkener. Således er fartøjerne lydløse samt har døre, hvis omrids smelter sammen med skroget, når de er lukkede.
I bogen vågner civilisationen med tiden til en højere, en slags kosmisk bevidsthed – ikke den ældre, men den sidste generation. Det starter med udviklingen af psykiske evner, telekinese og astralrejser. Og nu har vi efterhånden et sammenligningsgrundlag med vor egen tid. Også vi oplever fremmede rumskibe og udenjordiske væsener. Godt nok er der tilsyneladende ikke officiel kontakt via FN; men de større regeringer skulle have kontakt med mennesker udefra, som giver dem råd og anvisninger.
Det kan lade sig gøre, fordi vore besøgende ikke bare ligner mennesker; de er mennesker ligesom os.
I bogen træder de besøgende først offentligt frem efter 50 år. Og det viser sig da, at de er fire meter høje, har horn i panden, små lædervinger på ryggen og en hale – med andre ord – et udseende som det, vi forbinder med Djævelen i vor racehukommelse.
Det viser sig, at denne race af væsener ingen mulighed har for at udvikle sig yderligere, kosmisk set; men de fungerer som fødselshjælpere for Jordmenneskene ved overgangen til den nye tidsalder og en højere kosmisk udvikling.
Bogen slutter med, at den nye og meget specielle generation af jordmennesker ophører med at tage føde til sig, men næres af luften og andre energier. De ældre generationer evakueres fra Jorden, og de unge forener til sidst deres bevidsthed. De behøver ikke længere deres legemer, ej heller Jorden, som de opløser. Først fjerner de tyngdekraften; atmosfæren forsvinder, bjerge og bygninger falder sammen, og til sidst bliver selve Jorden gennemsigtig og forsvinder helt.
En læseværdig bog – men udgangen på vor civilisation bliver nok noget anderledes.