Tilbageblik år 2098

Kære mor!

Da jeg ikke har lov til at overføre mine indtryk til dig via teletanke som sædvanligt, er jeg nødt til at gå i gang med en meget besværlig og langsom måde at udtrykke mine tanker på.

Forstår du, min lærer sagde, at jeg skulle gå 100 år til­bage i menneskets historie for at undersøge, hvordan folk levede dengang.

Jeg kunne selvfølgelig være dykket ned i et af mine tidligere liv; men det måtte jeg heller ikke, og derfor måtte jeg sidde og kigge på noget, der hedder film, fra den tid for at kunne beskrive det – sådan som jeg gør nu – på en oldsag, der hedder en computer. Du vil næppe tro det, men i 1998 – året før det meteornedslag, der lavede et polskift – kunne den tids computere kun lagre EN MILLIARDTEDEL af, hvad vore infobanker derhjemme nu kan – og så er de dumme – man kan ikke engang TALE til dem!

Nå, men tilbage til emnet. I 1998 åd folk kød af le­vende dyr og forgiftede sig selv. De var slet ikke klar over, at sådan noget mad påvirkede både deres legemer og deres sind. Og de stoppede ikke med at myrde uskyldige dyr – de slagtede også hinanden!

De anede nemlig ikke, at dette uvægerligt sætter deres udvikling flere tusind liv tilbage eller deromkring. Og alt dette skete på grund af noget, de kaldte penge. Tænk, de troede, at penge skulle tjenes ved at arbejde, og så plagede de sig selv med at arbejde hver dag – indtil 10 TIMER om dagen! Og i dag er vi lykkelige, hvis vi får 4-6 timers samfundstjeneste om ugen!

Med pengene KØBTE de mad og tøj og biler og blomster. Bare de havde vidst, at penge er noget overflødigt stads. At naturen forsyner hvert eneste væsen med en overflod af alt, hvad der er nødvendigt for at leve. De vidste ikke engang, at der er noget, der hedder ÅRSAG OG VIRKNING!

Folk dengang brugte en masse tid på at få oplysninger og at blive underholdt fra et fjernsynsapparat, der kun gav billeder i TO DIMENSIONER! De vidste en smule om holo­grammer; men deres videnskab var så underudviklet, at de først i år 2002 fandt ud af at bruge denne teknik på den rigtige måde.

Til at frembringe energi brugte de elektricitet, gas, kul og atomkraft. De vidste ikke, hvordan man kontrollerer tyng­dekraften, og derfor var deres veje ubehagelige at køre på og frygtelig kedelige og uden blomsterbede på kørebanen. Nu svæver vi over vejene i vore airmobiler, og fordi vi har mag­netfelter omkring os, støder vi ikke sammen med andre, ikke engang ved tusind kilometer i timen.

De sidste år, før Ferrada planeten kom, var der store jordskælv og oversvømmelser. De kunne nemlig ikke kon­trollere vejret ligesom vi. Og det gjorde, at nogle steder faldt regnen kun sjældent, og det, som vi nu kalder Den Store Jungle, var dengang en stor ørken, som de kaldte Sahara. Jeg véd godt, at polerne ikke havde flyttet sig dengang; men de kunne da i det mindste have brugt mikro-næringsstoffer og lavet tilstrækkeligt mange skyer for at gro alle de saftige ana­nas og andre frugter, som vi nyder i dag.

Mor, det her vil du ikke tro på; men folk var FEDE og GRIMME. Fordi de ikke kontrollerede deres tanker med de­res sind, gik der skuddermudder i metabolismen, så kroppen rådnede, skrumpede sammen, og til sidst DØDE de i rædsel, fordi de ikke vidste, at døden bare er en dør ind til et nyt liv.

Nogle mennesker blev kaldt præster, og de blev sat til at fortælle folk, hvad der i virkeligheden sker, når man dør. Og fordi de skændtes – alle de ca. 1200 religioner sagde, at de kendte den rigtige vej til Gud – startede de mange uhyg­gelige krige.

Folk måtte ikke tro, hvad de selv ville. De diskriminerede, hvor Gud ikke gør forskel på os, fordi vi alle er udtryk for Hans Guddommelige Sind og derfor er en lille stump af Ham.

Bare folk dengang havde været klar over, at al KÆR­LIGHED og SKABERKRAFT kommer indefra, fra Gud, så kunne de have skiftet deres tanker ud og lidt efter lidt have gjort det, vi gør nu, og så gå gennem livet i et evig ungt le­geme, indtil vi træffer en ny beslutning og vælger at besøge en anden planet for at lære mere og tjene Gud.

Mor, det her hjemmearbejde er faktisk sjovt, så jeg har allerede skrevet meget mere end de 350 ord, jeg skulle. Jeg kunne bare ikke holde op. Kærlig hilsen. – Stig.