Verden var hvid. Og den var lille, alt for lille, syntes zebrafinken, der lå krøbet sammen inde i ægget. Puha, det var svært at trække vejret. Og så prøvede den at gøre verden større.
Med sin lille krop skubbede den på væggen; men den flyttede sig ikke.
Hvad gør et menneskebarn, der ikke får sin vilje? Hamrer hovedet mod væggen.
Og se – væggen gik i stykker, masser af frisk luft strømmede ind til fugleungen. Nu havde den luft nok til at sige sit første PIP.
Hvor var det underligt med alt det lys uden for ægget. Og så koldt, det var. Men ud, det ville ungen.
Og så pikkede og pikkede den på den hvide væg, og pludselig faldt den ud i det fri med alle to ben spjættende lige op i vejret.
Nej, hvor så det sjovt ud. Fra den flinke finkemor lød der en glad latter. ”Kom her, min unge,” sagde hun. ”Nu skal du have en lun dyne på.”
Finkemor puslede den lille unge ind mellem sine dejlige bløde dun. Våd og kold var den; men det varede ikke længe. Snart var den varm og syntes, at der blev alt for varmt under dundynen. Og så stak den hovedet ud.
”Mor,” sagde ungen. ”Jeg er sulten. Har du en sut til mig?”
”Nej, lille skat; men prøv at stikke næbbet ned i min hals. Så kan det være, at du finder noget godt.”
Det gjorde ungen så. Og dér fandt den den lækreste havregrød, som finkemor havde lavet af spyt og knuste frø.
Nej, hvor det smagte. Og lidt efter blev den søvnig, puttede sig ind under moderens dundyne og sov. Den drømte, at den var kommet i himlen.
Dagene gik, og lidt efter lidt fik finkeungen fjer på kroppen. Det var som at få en frakke på, og nu kunne den godt tåle at ligge uden dundyne, mens far og mor gik ud og spiste. Og hver gang de kom hjem til reden, havde de mad med til finkeungen.
Nu véd du godt, at fugle ikke har tænder, og små babyfugle har så bløde næb, at de ikke selv kan knække skallen på selv bittesmå frø. Men det gjorde finkefar og finkemor for den, og så lavede de babymos til deres unge.
Og ikke bare til den, men også til dens brødre og søstre. For i mellemtiden var de andre æg i reden gået i stykker, og nu var der i alt tre små unger i reden.
Det var i grunden meget rart. For det var meget nemmere at holde varmen, når man lå tæt op ad hinanden, og så havde man selskab. Det var ikke, fordi de havde så meget at snakke om; for de havde jo ikke set den store verden udenfor endnu. Og så kunne de heller ikke pippe rigtigt.
Men hvæse – det kunne de. Og det gjorde de, hver gang far eller mor kom. Det var ikke, fordi de var gale i hovedet på deres forældre. Nej, de fortalte bare, at de var lige ved at dø af sult. Og det gjorde de af den simple grund, at den af dem, der hvæsede højest, fik maden serveret først.
Mens dagene gik, kunne de høre en masse spændende lyde fra verden udenfor. De glædede sig til den store dag, da de kunne flyve fra reden – ligesom menneskebørn gør det, når de er store nok.
Fjerene på dem voksede og fik farver. En dag spurgte en af ungerne: ”Hvad er vi egentlig for nogen?”
Finkefar sagde: ”I er zebrafinker!”
Ungen spurgte: ”Hvad er det for en fisk?”
”Dit lille pjathoved,” sagde finkefar. ”En fisk kan ikke flyve.” – Dér tog finkefar nu fejl; for der er faktisk noget, der hedder flyvefisk. Men det er en helt anden historie.
”Jeg kan da ikke flyve,” sagde Jakob; for sådan hed finkeungen. Det navn skulle den have efter sin gudfar – en kanariefugl, der ville slå triller, når Jakob en dag skulle døbes i fuglebadet.
”Det kommer,” sagde finkemor. ”Og se engang på dine smukke halefjer. De er sorte og hvide ligesom på en zebra. Det er derfor, vi hedder zebrafinker.”
”Hvad er en zebra,” spurgte Jakob.
”Du er en værre spørgejørgen,” sagde finkefar. ”Spørg om noget, jeg har forstand på; for jeg har aldrig selv set en zebra. Men min bedstemor fortalte mig engang, at en zebra til middag kan spise lige så meget som tusind zebrafinker.”
”Orv,” sagde Jakob. Og så klappede han næbbet i.
En dag var der stor opstandelse i fugleburet. ”Hvorfor larmer de alle sammen,” spurgte Jakob. ”Jeg bliver så bange, at alle fjerene rejser sig på mit hoved.”
”Juhu,” pippede finkemor. ”Det er Store Flyvedag.”
”Ser du, min dreng,” sagde finkefar. ”En gang imellem åbner Den Store Hånd for buret, og så får vi alle lov til at flyve ud i stuen, indtil det bliver mørkt.”
”Jeg vil med,” sagde Jakob og baskede med vingerne.
”Du er for lille,” sagde finkemor.
”Åh, din piveskid,” sagde far. ”Han er såmænd stor nok. Du er da en værre hønemor.”
”Mor, hvad er en hønemor,” spurgte Jakob.
”Det er en fuglemor ligesom jeg, bare meget større.”
Nu kravlede Jakob hen til kanten af reden og kiggede ud. Nej, hvor var der langt ned. Han lukkede øjnene og sprang ud i luften.
Med et blødt bump landede han på jorden. Han baskede voldsomt med vingerne og nåede en halv meter op i luften.
”Se, mor. Det funker bare. Jeg kan flyve,” sagde Jakob.
”Det sagde jeg jo,” brummede finkefar. ”Der er krummer i den knægt.”
”Mon ikke du mener fuglefrø,” spurgte mor.
Buret var næsten tomt. Kun nogle ganske få zebrafinker var tilbage i buret. Alle de andre var uden for buret. Nogle fløj i halsbrækkende fart tværs gennem stuen ligesom jetjagere. Andre hoppede rundt på gulvet og spiste frø, der var faldet ud fra buret. Og henne ved vinduet var der en tovtrækning i gang.
Anføreren var en smuk, snehvid finke, der havde fundet den hvide snor, som persiennen i stuen plejede at blive hejst op med. Nu tog den snoren i næbbet og hoppede rundt, medens andre finker tog fat et andet sted i snoren og trak den anden vej. Det så skægt ud.
I den modsatte vindueskarm stod to bure med kanariefugle. Jakob fløj op på buret og kiggede ned på en smuk, orange kanariefuglehan.
”Er det min gudfar Jakob,” spurgte han finkefar.
”Nej, min dreng. Prøv det andet bur.”
Da de begge var landet oven på buret, begyndte Store Jakob at synge. Det lød så smukt, at Jakob var lige ved at græde af bare rørelse. Men kanariefugle kan ikke græde. De kan kun se ked ud af det.
Medens fuglene morede sig, sad Den Store Hånd og nød alt det liv omkring sig. Nogle af fuglene fløj i fuld fart lige over hovedet på ham. Andre sad på tæppet mellem hans ben og prøvede at hive tråde op af gulvtæppet. For der er altid brug for ny sengehalm i rederne.
Efter en times leg og sjov på gulvet og i luften blev det mørkt, og fuglene fløj efterhånden op og tilbage ind i buret.
Det kunne Jakob slet ikke finde ud af. Han var helt rundt på gulvet.
Det så Den Store Hånd. Den gik på nogle uhyggeligt lange stylter hen til Jakob, der krøb forskræmt sammen i et hjørne henne ved terrassedøren.
Den Store Hånd kom med nogle mærkelige lyde fra et næb lige så stort som et fuglebad, og Jakob var ikke mere så bange som før. Forsigtigt kom Den Store Hånd ned og lukkede sig om Jakob. Det føltes faktisk blødt og varmt. Det var næsten som at kravle ind under finkemors vinger.
Nu blev Jakob båret hen til buret; men han havde det så rart, at han næsten ikke kunne tage sig sammen til at hoppe ind i buret. Så gav en stor pølsefinger ham et lille skub, og for ikke at miste balancen hoppede han et skridt frem ind på en pind.
”Hurra for Jakob,” skræppede alle de andre zebrafinker i buret. Og så sang de alle i kor:
”Han kan flyve. Han kan flyve. Han kan flyve højt. Hurra!
Og Jakob var stolt som en pave, sagde finkemor. ”Far, hvad er en pave,” spurgte han.
Men finkefar havde næbbet fuld af mad og gad ikke svare.