Engang var jeg blot et agern, en kerne med en
skal omkring. Det var ikke spor morsomt, så jeg lod kernen sprænge skallen for
at komme ud og se mig om.
Engang var jeg blot et agern, en kerne med en
skal omkring. Det var ikke spor morsomt, så jeg lod kernen sprænge skallen for
at komme ud og se mig om.
Men der var ikke noget at se, for jeg var helt mutters alene. Nå, det må jeg lave om på, sagde jeg til mig selv. Og så strakte jeg mig ud i det tomme og lavede en lille stilk, som jeg så satte mine første blade på. De var ikke ret mange til at begynde med – og så var de blege og lidt forknytte. De følte sig alligevel ikke alene; for de kunne snakke med hinanden. Jeg havde nemlig puttet noget af mit liv inden i dem. Og det var den saft, der gjorde, at de var levende. Men hele tiden var de mig.
Bladene havde let ved at snakke med mig og fortælle, hvad de oplevede. Vi var jo så tæt på hinanden, og desuden rendte saften rundt i hele mig, og derfor vidste de alle besked med, hvad de andre lavede eller havde oplevet.
Nu fik jeg mod på at vokse lidt mere, og efterhånden lavede jeg flere og flere grene. På alle grenene kom der knopper, og de åbnede sig og blev til endnu flere blade.
Men grenene var mere stive end de første bløde kviste, og derfor var bladene nu nødt til at indrette sig efter det. De kunne ikke længere bøje sig i alle mulige retninger. Og så begyndte de at skændes og at sladre om hinanden. Ja, som tiden gik, glemte bladene mere og mere, at de og jeg i grunden var ét liv – at vi hørte uløseligt sammen.
Ingen af bladene var ens. De sad heller ikke på de samme pladser. Derfor oplevede de alle sammen noget forskelligt, og livets saft strømmede ind i dem og tilbage til mig, og på den måde vidste jeg altid, hvad de hver for sig havde fundet ud af. Og jeg lærte mange ting og blev meget klogere.
Hvad bestilte bladene så? De snakkede om hinanden, de strakte sig, de krøllede sig, de blev kysset af luften; men de tykke grene gjorde, at de følte sig som værende i familie, når de sad på den samme gren.
Også grenene var forskellige. Nogle kravlede op mod himlen; andre sænkede sig mod Jorden, og andre igen stak lige ud til siden.
”Du går den forkerte vej,” råbte bladene på den ene gren til dem på grenen ved siden af. ”Det skal I da ikke bestemme,” svarede de andre. Men al den ufred gjorde, at den vind, der før havde kysset dem så blidt, undertiden blev til en storm, så grenene piskede mod hinanden, og mange af bladene faldt af.
Det gjorde nu ikke så meget; for så lavede jeg bare nye knopper. Selv om de gamle blade faldt af, var det jo kun et hylster for det usynlige blad – en del af mig – indeni. Og når så knopperne sprang ud som små nyfødte og lysegrønne blade, så de sig forundret omkring og tog fat på deres nye liv.
Træet, grenene og bladene – vi er den samme, vi er mig. Og der er kun ét træ.
Mit navn er Yggdrasil, Livets Træ.