Så gik der nogle måneder. Kattemor nød rigtigt at have fået
mennesker omkring sig. Og den sørgede for at opdrage dem ordentligt. For sådan
er katte. De har mange tricks oppe i ærmet – nå nej, oppe under højre forben.
For katte har jo ingen ærmer. De har en pels i stedet. En dejlig tyk og blød
pelse, som alle børn og voksne elsker at røre ved, fordi den er så blød og varm.
Først måtte kattemor lære menneskene at lystre. Når den gik rundt om madskålen og mjavede, betød det, at den var sulten. Hvis de så gav den kartofler, som den ikke kunne fordrage, væltede den skålen. Så kiggede den op på dem og skreg rigtig højt. Det betød: ”Tror I, at jeg er vegetar og kun spiser grøntsager”. Men hvis der var sovs på kartoflerne, slikkede den al sovsen op, før den væltede skålen. Sådan!
Ind imellem sørgede den også for at underholde manden og konen. Når konen strikkede, sprang kattemor op og puffede garnnøglet ned på gulvet. Så legede den med garnet og lavede de mest sjove spring, du kan tænke dig. Konen lo så højt, at hun tabte strikketøjet ned på gulvet. Manden brummede bare, kiggede op over avisen og sagde: ”Den kat er da fuldstændig tosset.” Men bag avisen grinede han i skægget. For også han kunne godt lide lidt sjov.
Når så kattemor havde fået mad, god mad, sprang den op på skødet af konen og lagde sig dér. Så gav den sig til at spinde og æltede konens mave med poterne. Det kunne konen godt lide. Når kattemor sprang op på mandens bukser og begyndte at spinde, kløede han kattemor bag ørerne, på halsen og strøg den over den dejlige pels. Jo, kattemor forstod sig på at opdrage mennesker.
Også katte har brug for at gå på WC. Kattemor fandt ud af, at hvis hun stillede sig op henne ved døren og blev ved med at mjave, kunne selv de dumme mennesker finde ud af, at hun skulle ud og lave noget. Hvilket navn tror du, at menneskene gav hende? Du gætter det aldrig, nej du gør ej. De kaldte hende DAS. Det er et ord, som folk brugte i gamle dage i stedet for WC. Dengang var et das bare et lille træskur. Folk satte sig på et bræt med et hul i. Under hullet var der en spand. Når spanden var fuld, satte man en klemme på næsen, for det i spanden kunne godt lugte forfærdeligt. Så gik man ud i haven og gravede et hul og tømte indholdet af spanden ned i hullet og fyldte så hullet op med jord.
Men sådan noget må man slet ikke i dag. Nej, i dag skal alle huse være tilsluttet en kloak. Og det skal man betale for i dyre domme. WC’et skal også skylles rent med vand. Og vand koster penge. Både før man bruger det og så bagefter, når det er snavset og ender i kloakken. Men nu skal du høre mere om kloakken.
Manden havde selv engang lagt kloakrør hen til WC og de andre vandløb i sit hus. Det må man ikke gøre selv mere; men det er en anden historie. Og manden havde regnet forkert, så derfor havde han nogle til overs. De lå ude i hans baghave.
DAS var en meget, meget nysgerrig kat, og hun fandt hurtigt ud af, at der lå sådan nogle rør i baghaven. Hun syntes, det var vældig spændende at kravle ind i dem og se, hvad der var derinde. I ét af dem lå der en dynge visne blade. Dér lagde hun sig tit. Og da hun skulle føde sine unger, skjulte hun sig i den bløde rede og fødte – ja, hvad tror du? Var det katlinger? Kællinger? Sig det nu, for jeg kan ikke huske ordet.
Nå ja, killinger – selvfølgelig. Og dem handler den næste historie om. Kan du nu sove godt!