Kapitel I
Ude i haven var der et gammelt brændeskur. Det blev ikke brugt mere, for huset havde fået indlagt naturgas og gasfyr.
Så en dag kom en kattemor forbi. Hun var ikke mor endnu, men hendes mave var fuld af små killinger, der snart skulle ud i den store verden.
Det var nemt nok at komme ind i skuret for en almindelig kat, der kunne springe. Men det var hun for tung til. Hun satte sig ned og vaskede sin smukke sorte pels, mens hun tænkte sig om.
”Hvad i alverden skal jeg gøre,” tænkte hun. ”Det ser tæt ud, og der er nok lunt derinde, for jeg kan lugte noget gammelt hø. Jeg tror, jeg vil prøve, om jeg kan finde et gammelt musehul. Måske kan jeg kradse det større.”
Længe gik hun rundt om skuret, og da hun kradsede nogle visne blade væk med poterne, fandt hun et rottehul. Hun snusede til det, men der lugtede ikke af rotter. ”Sikken et held,” tænkte hun. ”For hvis der nu var rotter, kunne de måske finde på at æde mine små killinger, når de er blevet født.”
Kattemor bed og kradsede i det rådne træ, og det varede ikke længe, før hun kunne mave sig ind i skuret. Her fandt hun ganske rigtigt en bunke hø. Hun borede sig ind i det, vendte sig nogle gange og fik til slut lavet sig en lille hule, der var lige akkurat stor nok til hende og de killinger, der snart skulle komme.
Nu var hun blevet sulten; men det var der heldigvis råd for. Katte har en meget fin lugtesans, for de ryger ikke tobak, sådan som de dumme mennesker gør. Så hun blev klar over, at der virkelig var mus inde i skuret.
Der duftede så dejligt af mus i det ene hjørne af skuret, og ganske rigtigt – snart fandt hun frem til et par mus, der legede tagfat i høet. Hun krummede sig sammen og var parat til at springe. Da musene under leg kom tæt hen til hende, sprang hun – men i stedet for at få fat på en lækker mus, ramte hun med poten et rigtig modbydeligt rustent søm, der stak op fra en bræt under hamlen.
”Av, av, av,” skreg hun og mjavede så højt, at det kunne høres helt ind i huset, hvor manden og konen sad og spiste aftensmad. Og det var dejlige stegte sild, de spiste.
Manden sprang op og hentede sit jagtgevær. ”Nu skal det være slut med den kattemusik,” brummede han. Hans kone blev ganske rød og bleg: ”Jamen, kan du virkelig nænne at slå en stakkels kat ihjel?” spurgte hun. ”Du har da ellers altid snakket om, at det kunne være hyggeligt med en kat herhjemme,” sagde hun.
Manden standsede og hængte jagtgeværet op igen. ”Det er nu ikke så tosset, hvad du siger,” sagde manden. ”Men jeg vil dog lige prøve at finde ud af, hvor lyden kommer fra.”
Nu tog manden sine hjemmesko af og træsko på i stedet, og så gik han ud på gårdspladsen. Henne fra skuret lød der stadig kattejammer. Han gik ind og tændte lyset. Så kunne han ikke lade være med at grine.
For dér, midt på gulvet, lavede en kat de løjerligste krumspring, mens der kom nogle høje pivelyde ud af dens mund.
”Kom her, missekat,” sagde manden og gik nærmere. Kattemor havde så mange smerter, at hun slet ikke opdagede, at manden kom hen og tog hende op. Forsigtigt bar han hende ind i huset.
Hans kone slog hænderne sammen: ”Jamen dog, det er den nydeligste kat, jeg har set. Men der er noget galt med poten.”
Ganske rigtigt, der var et hul midt i poten, og det blødte temmelig meget.
Så kom konen med et fad vand og et stykke af et gammelt lagen. Forsigtigt vaskede hun poten. Kattemor hvæsede lidt, for det gjorde stadig av. Men konen var meget blid og forsigtig.
Da såret var rent, lagde konen en forbinding om poten. ”Tror du ikke, den får stivkrampe,” spurgte manden. ”Det er vist et rustent søm, der har været på spil.”
Men det havde blødt så kraftigt fra poten, at alt snavset fra sømmet var blevet skyllet ud.
Manden hentede en gammel kasse, og konen fandt nogle klude og lagde dem i. Så tog hun et par sild, der var blevet til overs, og lagde dem på en tallerken foran katten.
Først snusede kattemor til sildene, og så – én, to, tre – var de spist.
”Hun må da godt nok være sulten,” sagde Manden. ”Det tror da pokker,” sagde konen. ”Se engang, hvor tyk hun er. Hun er sikkert med killinger.”
”Åh nej, ikke så mange katte i vort hus,” sagde manden. ”Vi bliver nødt til at aflive dem, når hun har født dem.
Mæt og glad sprang kattemor op på skødet af sin madmor, og dér begyndte den at spinde og ælte hendes mave med poterne, sådan som katte nu gør.
Konen sukkede af glæde og aede kattemors hoved og kløede den forsigtigt bag ørerne. Det kunne den lide, og så spandt den endnu højere og lukkede øjnene af bare salighed.
I lænestole foran den åbne pejs sad manden og bakkede på sin pibe. Han så tilfreds hen på sin kone. ”Ja, ja,” brummede han i skægget. For et skæg, det havde han – sådant et godt gammeldags nissemandsskæg, selv om han hverken var en nisse eller selve julemanden. Du véd jo godt, at julemanden ikke bor i Danmark, men nede i Afrika.
Hvad siger du? Er det ikke i Afrika?
Nå, nej – det er jo oppe på Nordpolen. Kattens osse – jeg er da vist ved at blive gammel og glemsom.
Men hvad betød det mon, at manden sagde: ”Ja, ja?” Jo, på hans sprog betød det: ”Vi får se – det kunne måske være ganske rart med en kat i huset. Se bare, hvordan kællingen ligefrem er rørt og glad.”
Pludselig løftede konen og sagde: ”Véd du hvad, Mads – for sådan hed manden – jeg tror, at katten skal have killinger.”
Så tabte manden sin pibe. Den faldt ned på gulvet og knækkede. ”Nej, hør nu Marie. Jeg vil ikke have syv tusinde katte her i huset. Ikke på vilkår. Og se nu min stakkels pibe. Det var min allerbedste.”
”Åh, pyt,” svarede Marie. ”Du kan da bare sætte en ny pibespids på.”
”Nå, ja, det er da også sandt,” brummede manden.
”Vi kan da sove på det,” sagde Marie.
Og det gjorde de så.