Den flyvende tallerken

Pludselig lød der en mærkelig susen i luften. De skyndte sig ud af døren og måbede. Bare ti meter over hu­set hang der noget … et eller andet, som de aldrig før havde set.

“Tror du, det er en flyvende tallerken,” spurgte Minna.

“Det véd jeg ikke; det kan da godt være.”Tingesten var nærmest trekantet, men havde afrundede spidser. Næ­sten uden en lyd hang den stille lige over ho­vedet på dem. Ja, lyd og lyd - der var altså en sagte susen ligesom en stor ventilator.

I det samme kom en bil kørende forbi ude på vejen. Den sagde hel­ler ikke noget; men den kørte langsommere og langsommere og stod til sidst helt stille. De kunne se, hvordan manden bag rattet forgæves prøvede at starte bilen igen. Men det ville den bare ikke.

“Tror du, det er, fordi den der tingest hænger dér oppe i luften,” spurgte Minna.

“Ja. Og jeg har læst om sådan noget før. Det er vist noget med, at de kan stoppe elektriciteten. Også i el-ledninger,” tilføjede Mads. “Skal vi ikke prøve at tænde for lampen over døren?”

Ingen af dem var bange. Tinge­sten havde et mærkeligt lys omkring sig, og den ligesom udstrålede fred. De var vældig godt tilpas.

“Bare vi kunne få en flyvetur,” hvi­skede Mads.

I samme øjeblik kom der ligesom en lysstråle kravlende ud af bunden på ting­esten ned imod dem. Det så skægt ud. Lysstrålen havde en flad bund, og væg­gene lignede et rør, men var tilsyneladende bare lys.

“Kom,” sagde Mads. “Vi går ind i lyset.”

Og det gjorde de.

 

Luftturen

Pludselig følte de sig løftet op i luften. Minna og Mads kiggede for­bavset ned. De kunne ikke se noget under deres fødder; men det føltes, som om de stod på et fast gulv. De så forbløffet på hinanden; så begyndte de begge at grine.

“Det her er meget sjovere end både rutschebane og radiobilerne i Tivoli,” kom det fra Mads. “Synes du ikke?”

“Ja. Og så er det oven i købet gra­tis. Og sikken en historie, vi kan fortælle i skolen i morgen,” svarede Minna.

“Aah, de paphoveder vil bare sige, det er noget vi har drømt. Men vi drømmer da ikke, gør vi vel? Knib mig i armen, Minna.”

Minna kneb Mads i låret.

“Av, din lede heks. Du behøvede da ikke ligefrem - for satan - at give mig et hestebid.”

“Jamen, du bad selv om det. Og nu véd du i hvert fald, at du ikke drømmer.”

Og så var de inde i et rumskib.

Inde i rumskibet

Der var lys alle vegne. De kunne ikke se nogen lamper; men det var, som om ly­set kom ud af selve væggene. Gulvet var blødt at gå på, og der var nogle stole, der så meget behagelige ud. På en væg var der noget, der lignede kort - var det stjernekort?

Et andet sted var der en slags fjern­synsskærme. Foran dem et bord med en skrå plade, hvorpå der var en masse trykknapper. Der sad en mand derhenne og stirrede på skærmen.

“Velkommen, Mads og Minna,” lød en blid og venlig stemme.

Kvinden, der havde talt til dem, var usandsynlig smuk. Og hun havde vidunderlige strålende øjne. Mads blev forelsket i hende på stedet.

Hun havde et silkeblødt, skulderlangt hår, smalle kindben og den sødeste næse, man kan tænke sig. Og da hun smilede til dem, var det, som om deres hjerter var ved at sprænges af bare glæde.

“Hvordan kan du du du vide, hvad vi hedder,” stammede Mads. “Og hvad hedder du selv?”

“Du kan kalde mig Marie,” smilede kvinden, der så ud til at være omkring 30 år gammel.

“Marie - og hvad mere?” spurgte Minna.

“Ikke mere. Forstår du - vi har ikke brug for navne sådan som I.”

“Jamen, hvad så, hvis nogen har brug for dig? Navne er da meget prak­tisk,” sagde den snusfornuftige Mads. “Så kan man kalde på hinanden. Det er da det, man har navne til.”

Marie så hemmelighedsfuld ud. “Prøv at gætte, hvad man så gør,” sagde hun.

“Ringer dig op, måske. Har du en personsøger?” spurgte Minna.

“Sådan noget har vi ikke brug for,” svarede Marie. “Vi har ikke brug for alle jeres primitive opfindelser.”

Nu var Mads lige ved at være fornærmet: “Sagde du primitive? Er du overhovedet klar over, hvor langt vor videnskab er kommet? Véd du overhove­det noget om vore computere? Internet? Radio og Fjernsyn?”

Marie smilede og gjorde en hånd­bevægelse ind mod midten af rumskibet. I det samme stod der et fjernsynsbillede hængende midt i luften. Det var ligesom det rene trylleri.

Minna gik rundt om billedet: “Hej, Mads. Kom og se. Du kan se perso­nerne på billedet bagfra, hvis du kommer herom.”

Mads tabte underkæben. Næh, nu havde han aldrig set magen. Jamen hvordan …

“Det, du ser, er et hologram. Det har du da hørt om, har du ikke?”

“Jo-o, men jeg har kun set det på papir og sådan noget - aldrig på fjernsyn. Er vi de første mennesker, der har set så­dan et … holo et eller andet billede, som I har lavet?”

“Nej,” svarede Marie. “For cirka fyrre år siden var der en amerikaner, der undertiden var oppe at flyve med os, og han så det også, og han skrev om det i en bog.”

“Så véd jeg godt, hvem det var,” sagde Mads ivrigt. “Han hed Georges Adamski.”

 

Moses og den brændende tornebusk

“Præcis,” svarede kvinden, der kaldte sig Marie. “Men han var ikke den første. Har du nogen sinde hørt navnet Moses?”

“Ja, mon ikke. Det var ham, der førte jøderne ud af Ægypten, fordi Farao ikke ville have dem. De la­vede nemlig ikke andet end bal­lade.”

Marie smilede: “Og kan du også huske, at han så en brændende torne­busk?”

“Var det også sådan noget,” ind­skød Minna.

“Ja, det var det, og jeg skal for­tælle jer, hvorfor vi gjorde det. Ser I - de fleste mennesker på Jorden tror kun på det, som de kan se, høre og føle. Og når så Gud vil give mennesket en besked, så får vi lov til for eksempel at vise menneskene et billede - noget, de kan genkende. Og så må vi også sætte lyd på, tale jeres sprog. Hvis jeg nu snakkede på tysk, ville I heller ikke kunne for­stå mig, vel?”

“Det kan der være noget om,” ind­rømmede Mads modvilligt; “men jeg kan da i hvert fald snakke engelsk.”

Marie lo. “Det véd jeg godt; men altså - Moses kunne ikke tale en­gelsk. Det var ikke engang opfundet dengang. Så vi var nødt til at tale på hebraisk - det sprog, som jø­derne talte og forstod.”

Nu blandede Minna sig: “Du snak­ker bare udenom. Men jeg vil stadig gerne vide, hvordan du kunne vide, hvad vi hedder?”

Telepati

  “Godt,” sagde Marie. “Hør nu godt efter. Er det aldrig sket for jer, at I har tænkt på nogen, en ven, og så ringer te­lefonen i næste sekund, og jeres ven er i røret?”

“Nu, du siger det,” svarede Mads.

“I har altså tænkt - I har udsendt en tanke. Og en tanke er ligesom en radio­bølge. Også den rejser gennem luften, bare mange gange hurtigere.”

“Jamen, så skal man have en ra­dio for at høre snakken eller musik­ken,” ind­vendte Minna, der vidste alt om fysik - hun var nemlig fjorten år og havde fysik i skolen.

“Det har I også - inde i hovedet. Hvis I nu ikke tænker på noget og bare har et tomt rum deroppe - - -“

“Minna har altså fyldt hovedet - med grød,” grinede Mads.

“Nu skal I altså være søde. Når I ikke tænker på noget - - -“

“Det gør Mads aldrig,” kluk­kede Minna.

“- - - så kan I gribe en tanke i flug­ten, når den er rettet mod jer. Det er lige­som med en postkasse. Hvis den er fuld, kan man ikke proppe flere breve i den. Men hvis den er tom, så kan et brev, der er adresseret til jer, også komme ned i den.”

“Og så skal vi bare åbne brevet og læse det,” spurgte Mads.

“Rigtigt,” svarede Marie. Bare med den forskel, at brevet ikke er skrevet på papir, og at der ikke står noget på papi­ret.”

Minna rystede undrende på ho­ve­det: “Det forstår jeg altså ikke. Hvordan kan man læse et brev, når der ikke står noget i det?”

“Fordi brevet indeholder billeder. Det kan være en række billeder, li­gesom en film i fjernsynet, hvis af­senderen er dygtig nok.”

Nu vågnede Mads helt op: “Hvad skal jeg gøre, hvis jeg vil sende sådan et tankebrev?”

“Først skal du forestille dig et bil­lede af den, du vil snakke med. Du véd godt, hvordan Birthe ser ud, mon ikke?”

“Ork ja,” svarede Mads. “Til be­vidstløshed.”

“Godt. Fasthold billedet af Birthe i dine tanker og send det ud at flyve. Så skal du hente et billede af dig selv ind i hovedet og sende det, så Birthe véd, hvem brevet er fra. Så til sidst sender du et billede af, hvad det nu er, du vil for­tælle hende. Men mens du gør alt dette, må du ikke tænke på noget andet.”

“Det hedder at koncentrere sig,” indskød Minna frækt.

“Hvad nu, hvis adressaten, altså modtageren, har hovedet fuldt af andre tanker,” spurgte Mads.

 “Orv, jeg vidste ikke, du kendte så fine ord,” fniste Minna.

                 Marie overhørte Minna: “Ja, så trænger den altså ikke ind. Og fordi de allerfleste mennesker har så travlt med at tænke unyttige eller li­gegyldige tanker, får de heller ikke alle de gode og smukke tanker, som vi prøver at sende til jer. Vi vil nem­lig gerne hjælpe jer til at få et bedre liv, og det kan I kun få, hvis I tæn­ker rare og glade tanker.”

“Vil det sige, at I bare tænker til hinanden?”

“Det er i hvert fald det normale. Vi kan godt tale, som du kan høre; men det andet er meget nemmere,” sagde Marie.

“Kan I så høre, hvad alle andre tænker? Det må ikke være rart,” syntes Minna.

“Det kan vi; men vi tager os kun af det, der vedkommer os. Vi blan­der os udenom det andet.”

“Er det det, der hedder telepati,” spurgte Mads.

 “Ja, det er det!”  

Robotten

I det samme fik Minna øje på no­get, der lignede en dværg, og hun gispede af overraskelse. “Jamen,”udbrød hun, “er det ikke en af de uhyggelige små grønne mænd, vi har hørt så meget om i fjernsynet?”

Nu brød Marie ud i en klokkeren latter, der rislede gennem kabinen “Nej, nu skal du snart have tak,” sagde Marie. “Tror du virkelig på alt det sludder, I bli­ver fyldt med der­nede på Jorden?”

Det måtte Minna indrømme, at hun ikke gjorde. “Men hvad er han så for én? Han ligner godt nok et menneske, selv om han vistnok kun er en enkelt sølle meter høj. Er han levende eller hvad?”

“Både og,” svarede Marie. “Det er en robot. Vi laver dem, så de lig­ner; for det er det mest praktiske. De gør en masse nyttigt arbejde for os. De tager jordprøver, vandprøver og prøver af je­res planter og sådan noget.”

“Men de er altså kunstige. De kan tænke en smule, fordi vi har anbragt en mikrochip inde i hove­det på dem - ikke en af jeres, næh, vi kalder det en bio­chip. Og så kan de lave, hvad vi sætter dem til.”

“Hvad spiser de,” spurgte Mads.

“De spiser ikke noget, og de har heller ingen mave eller tarme. Men vi har fyldt en plantesaft i årerne på dem - lige­som I har blod i årerne. Og snakke kan de heller ikke. Prøv engang at kigge på munden - den kan ikke åbnes.”

“Så må den være billig i drift,” mente Minna.

“Det kan man godt sige; men vi bruger altså ikke penge dér, hvor vi kommer fra.”

“Har I så ingen butikker? Og hvor­dan får I så tøj og mad og co­laer og sko og alt det andet, som I har brug for,” spurgte Minna.

Marie rystede på sit kønne ho­ved, der sad på en elegant, lang hals. “Nej, vi har ikke butikker som hos jer; men vi kan få udleveret alt det, vi har brug for - helt gratis.”

“Så har I altså heller ingen røvere og politi eller dommere og fængs­ler?” spurgte Mads, en lille smule skuffet. “Det må da være møg­kedeligt, når der aldrig sker noget spændende.”

“Jamen det gør der da. Er det ikke morsomt for jer at se på nogle kattekillin­ger, der leger - eller en delfin, der slår kolbøtter op i luf­ten?” sagde Marie.

“Jo-o, men det er da ikke spor far­ligt,” svarede Mads.

“Der er mange måder at more sig på, og vi er selv for lang tid siden holdt op med at synes om farlige ting. Tror du måske, det er sjovt at blive skudt?”

Næh, det mente Mads ikke. “Men det er spændende at se en cowboyfilm, synes du ikke?”

I stedet for at svare på spørgs­målet stillede Marie Mads et: “Har du prøvet at styrte med din cykel?”

Ja, det havde Mads.

“Så vil du sikkert kunne huske, at det gjorde av, da du ramte jorden, og måske fik du også sår.”

Jo tak, Mads huskede kun alt for godt, hvordan det var. Og hvor­dan det føltes, da Birthe hældte jod på.

“Vil du kalde det at falde af cyk­len for sjovt eller spændende?”

“Nej, det vil jeg ikke.”

“Dér kan du se. Så hellere more sig på en anden måde, ikke?”

Mads nikkede.

“Og når I mennesker slås, får I skrammer eller sår. Hvis I gør andre fortræd, får I selv på tæven, og så græder i begge to og er ulykkelige.”

“Jamen, hvad skal vi så gøre for at have det godt,” spurgte Minna.

“Holde fred og måske give hin­an­den et kys,” smilede Marie.

“Føj,” udbrød Mads.

Mads styrer rumskibet

 

Nu gik Mads hen til manden, der sad foran den mærkelige skærm. Manden havde langt, gult hår, der gik et godt stykke ned ad ryggen og skuldrene. Han havde en slags ski­dragt på, der sad tæt ind til krop­pen, og ved håndleddene og ank­lerne sad den også ind til huden.

“Er du mulat,” spurgte Mads. Manden havde nemlig en pragtfuld lyse­brun hudfarve, som man godt kunne blive misundelig på. Minna sendte lange blikke mod ham. Så­dan en kulør kunne hun ikke en­gang få i et solarium.

Manden tastede på et par knap­per og vendte sig om. “Goddag, du må godt sige Kaj til mig. Det er vist et godt dansk navn, efter hvad jeg véd.”

Minna undrede sig. Hvad var det dog for mennesker, der ikke brugte navne, eller som lånte navne fra andre. “Er I en slags spioner,” spurgte hun.

Manden smilede. “Det var to spørgsmål. Først: Jeg er en blan­ding af flere racer; men jeg har den farve, jeg har, fordi jeg valgte mig et par forældre, der kunne give mig den hudfarve, jeg syntes bedst om.

Mads måbede: “Hvordan kan man vælge sine forældre? Man er jo ikke noget, før man bliver født, og så kan man ikke bestemme no­get på forhånd.”

“Det kan du tro, du er,” lød sva­ret. “Jeg vil skyde på, at du allerede har levet flere tusinde liv før det, du nu lever. Og når du er død, som I mennesker kalder det, er I en gan­ske kort tid på en slags holdeplads, og så kan I selv bestemme, hvad for en bus I så vil køre med. Og I kan også bestemme, hvor den skal køre hen. Så alt, hvad du er, og hvad du laver i det her liv - det har du be­stemt allerede på holdepladsen.”

Nu vendte Kaj sig mod Minna: “Og for at besvare dit spørgsmål, så har du på en måde ret. Vi holder øje med jer. Men vi gør det ikke for at erobre Jor­den. Det kunne vi el­lers sagtens have gjort for mange tusinde år siden. Næh, vi holder øje med jer for at kunne hjælpe jer, når og hvis I ønsker det. Besvarer det dit spørgsmål?”

Det mente Minna nok, det gjorde.

“Kom herhen, Mads,” sagde Kaj. “Nu skal vi se, om du kan styre det her rumskib. Vi flyver nu i 50 kilometers højde med en fart på 30.000 kilometer i timen.”

“Hvad skal jeg gøre,” spurgte Mads spændt.

“Sæt dig først ned her. Kan du se det mønster på skærmen dér?” - Jo, det mente Mads nok, han kunne.

“Nu skal du prøve at forestille dig det samme mønster inde i dit ho­ved. Når så de to mønstre er ens, vil rumskibet fortsætte ad den kurs, der står på skær­men.”

Mads holdt godt fast i stolens armlæn. Manden trykkede på et par ta­ster og koblede autopiloten fra.

Det var saftsuseme svært det her. Han lukkede øjnene og prøvede at huske billedet på skærmen. Han åbnede dem igen. Piloten grinede: “Kig engang på den anden skærm.”

Og dér så han, hvordan rumski­bet hoppede af sted på en helt sindssyg måde. “Jamen, hvorfor kan jeg ikke mærke det,” spurgte han. “Rumskibet gynger jo ikke det, jeg véd af?”

“Det er, fordi vi laver vor egen tyngdekraft, Og drivkraf­ten skubber eller trækker på alle dele af rumski­bet samtidig, og ikke som hos jer kun på baghjulene eller bagud fra jetmotorerne.”

Mads lænede sig tilbage i sto­len,  slappede af og lukkede øj­nene. Det her kunne han lige så godt opgive. Det lærte han aldrig. Alligevel forestillede han sig billedet på skærmen inde i hovedet.

I det samme lød en sagte fløjten. Mads åbnede atter øjnene. “Det var ligegodt pokkers,” sagde pilo­ten. “Du flyver ligeud nu!”

 

Den store pyramide

 

Nu vinkede Marie Mads og Minna hen til en sjov, rund sofa, der stod midt i rumskibet. Foran sofaen var der - et hul? Næh, men der var ligesom et hul i gulvet på kabinen. Marie rakte dem et bæger med noget, der duftede pragtfuldt.

“Ja, det er altså ikke cola, det her,” smilede hun; “men jeg håber, det kan drikkes alligevel.”

Det kunne det - helt bestemt - hverken Mads eller Minna havde nogen sinde smagt noget så skønt. Det var, som om de drak en hel eng fuldt af pragtfulde blomster. Sma­gen var bare - nøøj, mere end fed, mere end lækker.

“Må vi godt få lidt mere?” spurgte Minna.

“Ja, det kan du tro, min skat,” svarede Marie, og endnu engang nød de den liflige drik. Men denne gang nippede de bare, tog en lille mundfuld ad gangen og lod den rulle rundt i munden, så de rigtig kunne nyde både lugten og sma­gen.

“Hvad er det for et hul i gulvet? El­ler er det måske en kikkert?” spurgte Mads.

Marie nikkede til piloten, der tryk­kede på to taster. “Ja, og se nu godt ef­ter. Vi er i øjeblikket ved at flyve over Ægypten, og hvis ellers Kaj kan holde rumskibet stille i luf­ten et øjeblik, så skal I bare se løjer.”

Det var, som om rumskibet sank med enorm hastighed ned fra de 30 ki­lometers højde, de fløj i. Men det var bare kikkerten, der var enormt stærk. Det var, som om de svæ­vede bare ti meter over toppen af pyramiden.

“Den pyramide holder sammen på jeres verden,” sagde Marie stille. “Sammen med en masse andre py­rami­der rundt omkring; men det er den vig­tigste af dem. Og om ikke så længe sør­ger den for, at I kan komme videre til andre planeter og væk fra denne Jord.”

“Hvorfor skulle vi det,” spurgte Minna. “Jeg er da godt tilfreds med Jor­den.”

“Jorden er gammel og træt,” sva­rede Marie. “I mennesker har suget me­get af dens blod - det, I kalder olie. I har fældet for mange skove, og snart er der ikke mere ilt i den luft, som I indånder. I hælder gift i jorden og i havene. Dyr og fugle dør, vandet bliver forgiftet.”

“Det har vi altsammen hørt om i skolen,” afbrød Mads.

“Jamen, I bliver jo ved med det, og I gør ikke rigtig noget ved det for alvor,” næsten græd Marie.

Minna og Mads så undrende på Marie. De havde aldrig troet, at nogen ligefrem kunne tude over en planet, som de ikke engang selv boede på.

“Og derfor er det, at vi flyver omkring jeres Jord og hele tiden prø­ver at hjælpe jer. Måske kommer det så vidt, at vi må redde jer bort fra Jorden. Men før dette kan ske, må Jorden ændre udse­ende en smule, så vejen væk fra Jorden kan blive ryddet og åben.”

Børnene blev eftertænksomme. “Jamen, hvordan kan vi blive red­det,” spurgte Mads. “Vi har kun nogle få ra­ketter og rumskibe selv, og vi er mange milliarder menne­sker?”

Marie smilede. “Den klarer vi bare. Prøv at gætte, hvor mange vi er.”

“Ingen anelse,” svarede Minna. “Måske et par tusinde.”

“Skudt forbi,” svarede Marie. “Vi kommer fra 24 planeter, og vi har flere millioner rumskibe, så vi kan sagtens foretage en redningsoperation.”

“Hvis jeres rumskibe ikke er større end det her, slår det ikke til, mente Mads.

“Så lad mig fortælle jer, at det her er et af de mindste, der kan tage menne­sker med. Vi har rum­skibe, der er flere kilometer lange.”

“Kilo… jamen, det kan da ikke passe; det skal der alt for meget brænd­stof til.”

“Ingen problemer, vi bruger ikke det samme, som I,” svarede Marie.

“Jamen, hvad bruger I så,” spurgte Minna og Mads i kor.

“Vi bruger magnetisme - det er der nok af. Både i luften og i rum­met mellem planeterne - mere end vi har brug for.”

“Så er den i vinkel,” svarede Mads. “Jeg glæder mig til en fly­vetur igen - og så oven i købet til andre planeter.”

 

Hjemme igen

 

“Mon ikke Birthe savner os,” spurgte Mads. “Marie, er det så­dan, at du kan se, hvad mor laver?”

Marie rødmede og så endnu mere henrivende ud. “Det må jeg tilstå, at jeg kan. For det er nemlig sådan, at vi har tjek på jer menne­sker. Vi har altid anten­nerne ude, og derfor registrerer vi, hvem der i øjeblikket tænker venlige tanker el­ler hjælper andre - eller det om­vendte. Birthe er et af de menne­sker, som vi er meget glade for, fordi hun næsten altid er i harmoni og gør sit bedste for at leve sådan, som Gud gerne vil have det. Og i øjeblikket sidder hun ved sin com­puter og er ved at gøre sig færdig, så hun kan lave mad.”

“Hvor længe har vi været væk,” spurgte Mads.

“Et lille kvarter, sådan som I reg­ner med tiden,” svarede Marie. “Hos os er tiden lidt anderledes. Den går syv gange langsommere. Eller ni og fyrre. Det kommer an på, hvor vi kommer fra.”

“Hold da helt op; jeg troede, der var gået mindst halvanden time.”

“Det er der også - her i rumski­bet,” svarede Marie. “Men når vi sætter jer af, er der kun gået knap et kvarter af jeres tid.”

Få minutter senere kunne de gen­nem kikkerten i gulvet se Odense oppe­fra. Det gik dæleme stærkt, det her.

“Vil folk ikke se rumskibet og un­dre sig,” spurgte Mads.

Kaj vendte stolen. “Nej, min dreng. Jeg vil gøre rumskibet usyn­ligt.”

“Hvad!” sagde Mads.

“Ser du, når jeg taster på de tre knapper her, så laver jeg et usynlig­hedstæppe omkring rumskibet. Det sør­ger for, at lyset ikke rammer det. Og når lyset ikke rammer noget, så kan det heller ikke ses. Når solen og månen er væk, rammer deres lys ikke jorden eller træ­erne, og så kan man ikke se noget.”

“Farvel og tak for turen,” sagde Minna og Mads.

“Selv tak, og skulle det være en anden gang,” svarede Kaj og Marie. “Og hils Birthe fra os.”

“Det skal jeg nok,” svarede Mads, og i næste øjeblik var de inde i lyselevatoren og stod straks efter nede i haven.

“Nå, dér er I,” sagde Birthe. “Hvor har I været?”

“Oppe og flyve i en flyvende tallerken. Vi var en tur nede i Ægypten. Og så skal jeg for resten hilse,” sagde Mads.

“Hva’ba,” udbrød Birthe. “Fra hvem?”

"Fra Kaj og Marie - dem, der fløj tallerkenen, selvfølgelig. Du kan tro, de var søde.”

“Den skal du længere ud på lan­det med,” mumlede Birthe og gik igen ind i huset.

Men Mads og Minna grinede og blinkede til hinanden. Voksne er så dumme.