Ude ved stranden var der bare så dejligt. Solen skinnede, de små bølger klukkede, og det dejlige hvide sand knasede ligesom et friskt rundstykke, når man bider i det.
Det var lavvande, og en sød lille krabbe, der hed Søren, pilede af sted på alle sine seks ben for at skjule sig bag en sten med våd tang.
På en sten under tangen sad en musling og hyggede sig. Da den så Søren krabbe sidelæns, som krabber nu har for vane, klappede den forskrækket skallerne sammen med et højt klik.
”Nå, der et bare dig, Søren Sildeben! Jeg blev helt forskrækket med den fart, du har på. Jeg troede, det var en skallesluger, der ville have mig til frokost.”
”Hvem kalder du for Sildeben, din nedgroede tånegl?”
For du har måske hørt, at en negl kan gro ned i en tå, hvis man ikke passer på og klipper dem pænt”
”Jeg hedder Søren Krabbe, og hvis du ikke klapper gællerne i, er det mig, der hiver dig ud af skallen og spiser din store hvide mave. Du skal aldeles ikke være uforskammet. Og hvis du ellers har hørt efter i skolen, så sidder sildeben inde i kroppen på en fisk. Mine ben og mine knogler sidder udenpå, at du bare véd det. Og sådan en platfod som du må da være stangmisundelig. Du har jo kun én fod, og den bruger du ikke engang.”
”Det gør jeg skam rigtignok,” sagde blåmuslingen – for den var nemlig blå med sorte rande – ikke omkring øjnene, for sådan noget havde den ikke brug for. Den var nemlig blind, den stakkel, og kunne ikke se. ”Ser du, lille Søren” – og lille var Søren; han var kun én centimeter lang fra mund til halespids. ”Ser du, lille Søren, jeg bruger min fod til at holde mig fast på stenen her. Du bestiller ikke andet end at flyve og fare af sted. Men jeg – jeg bliver pænt på min plads og passer mit arbejde.”
”Puha,” sagde Søren Krabbe. ”Hvad er det for et arbejde, om jeg må spørge?”
”Jeg renser vandet,” sagde blåmuslingen stolt. Og så åbnede den sine skaller på klem og stødte en vandstråle ud – lige ud i øjnene på Søren Krabbe, der stod med øjnene på stilke.
Søren Krabbe røg i en fart en halv meter ud til siden. ”Du skal nu passe bedre på,” sagde Søren. ”Jeg står jo lige midt i skudlinjen.”
”Hvis du ellers forstår dansk,” sagde blåmuslingen, ”så er min fidus og min store opgave den at rense vandet for alt det skidt, som andre dyr – og især menneskene – slipper ud i vort herlige vand. ”Menneskene har noget, de kalder luftforurening, men vi dyr, der lever i vandet, må finde os i vandforurening.”
”Nå, du går da selv på WC,” grinede Søren Krabbe. ”Gør du ikke?”
”Åh,” vrissede blåmuslingen. ”Du er da også en værre drillepind. Når jeg går på WC, som du kalder det, så er der noget, der hedder bakterier, at du bare véd det. Det er der nogle bittesmå flinke fyre, der tager sig af. De guffer det i sig og synes, det smager herligt. Det er endda lige før, de siger TAK FOR MAD!”
”Adr,” sagde Søren. ”Må jeg så bé om en død fisk.”
”Spiser du virkelig døde dyr?” spurgte blåmuslingen forfærdet.
”Ja, og det er jeg stolt af. Jeg er – med et fint ord – renovationsarbejder.
”Åh, du mener nok skraldemand,” spurgte blåmuslingen.
”Nej,” svarede Søren Krabbe. ”For skraldemænd smider bare stadset ind på en forbrændingsanstalt eller ud i en grusgrav. Jeg spiser det hele, rub og stub. Så egentlig er det genbrug, jeg giver mig af med.”
”Og véd du hvad,” spurgte Søren Krabbe. ”Er du egentlig klar over, at jeg bruger al den dejlige kalk fra fiskebenene til at lave mig et nyt skelet? Og det fine ved mig er, at jeg har skelettet uden på kroppen. Det er mit hus, ligesom du selv har et hus, som du gemmer din fede bløde mave i!”
”Puha,” sagde blåmuslingen. ”du vokser jo hele tiden, og så smider du hylsteret væk og laver dig et nyt og større. Og mens din nye skal vokser ud, er den blød som smør, så du er nødt til at gemme dig under en sten.”
”Nej, se på mig. Jeg er meget klogere, end du er. Jeg bygger bare mit hus større. Bygger til hele tiden. Og du får mig aldrig til at smide den første skal, jeg lavede som barn.”
Men nu kom der pludselig liv i Søren Krabbe. For han var stadigvæk kun et barn, og lige pludselig så han øjnene på en rødspætte stikke op af sandet.
”Pil af,” skreg blåmuslingen. Og det gjorde Søren.