Der er nu ganske hyggeligt nede i jorden, sagde den gamle kartoffel til sig selv. Her kan jeg rigtig hvile mig efter alt det lys i spirekassen.
Men godmorgen. Spirerne på kartoflen kløede og kradsede, så den gamle kartoffel var ved at blive helt skør i hovedet.
Heldigvis voksede de udad - og ikke ind i kødet på kartoflen. Den åndede lettet op og sagde til sig selv, at de nok en skønne dag ville slippe grebet og helt forlade den.
Det blev varmere i vejret. Solen bagte ned på jorden, og af og til kom der et regnskyl, der friskede kartoflen op.
Spirerne nikkede til hinanden og sagde: “Nu er det tid.” Og så begyndte de at skyde op mod lyset på lange, hvide stilke.
Det var en forunderlig verden, de mødte. Først blev de helt blændet af al den megen lys.
Men så kiggede de på hinanden, og den ene af spirerne begyndte at grine.
“Hvad griner du ad?” spurgte en sror, kraftig spire.
“Dig! Du er helt grøn i hovedet!”
“Det kan du selv være. Har du prøvet at se på dig selv?”
Tænk, alle spirerne var ved at skifte farve. Og da de kiggede ned af sig selv, blev de bange. Der kom knopper ud af kropen på dem.
“Vi er blevet syge,” sagde de i kor. “Vi har fået grønne hunde.”
“Sludder,” sagde en gammel radise, der var gået i frø. “I er ved at få blade.”
“Blade? Gror der aviser ud på os? Jamen, vi kan ikke engang læse,” pippede en lille stængel. For nu var spiren blevet til en grøn stængel.
“Nej, lille ven,” brummede den gamle radise. “Se på mig. Du får nogle grønne blade ligesom jeg. Og det kan du være glad for.”
“Hvorfor det,” spurgte en anden stængel.
“Fordi bladene er små fabrikker, der laver mad til dig. Og så behøver du ikke længere få mad fra din gamle mor nede i jorden. Du er ved at blive voksen og kan klare dig selv.”
Og ganske rigtigt. Knopperne blev til nye stængler og blade.
Det var nu nogle sjove fabrikker. De havde kun brug for vand og solskin. Først drak de vand, så lidt solskin, og nu gik de i gang med at trække vejret.
Der var masser af frisk luft omkring bladene, og den trak de ind i sig og blandede med vand. Og sjovt nok blev der sukker ud af det. Der blev så meget, at bladene oven i købet kunne sende det ned i jorden.
Og nu blev sukkeret fyldt i nogle jordtanke - bitte små kartofler, helt nye. For at sukkeret ikke skulle fylde så meget, blev det lavet om til noget stift noget, til stivelse. Det er det hvide, der gemmer sig inde bag skrællen.
De små kartofler voksede og voksede. Og en dag var de oven i købet blevet større end deres gamle mor.
Det var en herlig ting, og det måtte fejres. Derfor begyndte de at lave små, hvide blomster. Hvis du ser rigtigt på en kartoffelblomst, har den ligesom et gult kors. Og derfor siger man, at kartofler er korsblomstrede.
Nu blev der rigtigt liv omkring blomsterne. Små fluer kom dansende gennem luften og smagte på den honning, som blomsterne lavede. Der kom også sommerfugle, der viftede kølighed til blomsterne med deres brede vinger.
Pludselig lød der et vræl fra en af kartoffelplanterne. “Hjælp, nu er der en hveps, og den vil stikke mig.”
“Fald ned, fæhoved,” sagde hans sidemand. “Det er ikke en hveps, men en svæveflue, der ser ligesådan ud.”
“Jamen, hvorfor gør den det?”
“De gule og sorte striber, den har på kroppen, er der for at narre andre til at tro, at den er en hveps. Så tør de ikke spise den; for hvepse stikker og smager ikke godt.”
Sommeren gik sin gang, og stænglerne blev gamle, visnede og døde. Men nede i jorden lå de nye kartofler godt gemt.
Pludselig rystede jorden. Igen og igen.
“Hvad sker der? Er det jordskælv,” spurgte de hinanden.
Men det var bare et menneske, der gravede kartoflerne op. Med greben stak han ned i jorden, løftede op og vendte det hele på hovedet. Og kartoflerne trillede ud på jorden..
“Hvad mon der nu sker,” sagde de til hinanden.
Men manden havde sin lille datter med, og hun kunne godt høre kartoflerne snakke. Det er der mange små børn, der kan.
“I skal ikke være bange,” sagde hun. “Nogle af jer tager vi og lægger i jorden næste år. Og resten af jer bliver til mennesker. Men først skal I koges og steges og puttes ned i maven på os. Så laver vi jer om til en del af os. I kommer ikke til at dø. I bliver en del af os og lever videre.”
Og det kom til at passe. Nogle af kartoflerne blev skrabet på maveskindet og puttet i kogende vand. Ikke for længe, for så blev noget, der hedder C-vitaminer, bare slået ihjel. Og C-vitaminer gør, at kroppen ikke bliver syg. Bagefter kom de på en fin, hvid tallerken sammen med rørt smør.
Så var der nogle store kartofler. Efter at de var blevet kogt, blev de moset med et piskeris eller en røremaskine, og dejlig hvid mælk blev blandet i. Til sidst kom der en stor klump rigtigt smør i, og I kan tro, at det var noget, der smagte dejligt.
Andre kartofler blev lavet til fritter. Først kom der en stor kniv, der skar dem ud i stænger. Og de rå kartoffelstænger blev hældt i sydende varm olie af den fineste slags, lavet af kerner fra vindruer – dem, du ellers bare spytter ud. Efterhånden blev de gyldenbrune og blev så taget op, og der blev strøet salt på.
Jamen, var der ikke nogen kartofler, der blev bagt? Jo, men det var kun de allerstørste. De kom i en varm ovn en hel time. Bagefter skar man et kryds på maven af dem ligesom på hospitalet. En tommelfinger kom og trykkede på maven, så den blev åben, og nu blev kartoflens mave så fyldt med hvidløgssmør eller andre dejlige ting.
Jeg hørte denne historie fra en gammel kartoffel fra sidste år, der var ved at få spirer, og I kan tro, at hun var vældig stolt over, hvor meget kartoflen betyder for menneskene.